Løgnernes parlament

Politikere lyver, manipulerer og taler udenom, og de elsker at beskylde hinanden for det. I sidste uge var valgkampen knap nok skudt i gang, før de første anklager om løgn ramte mediebilledet, fordi Lars Løkkes Rasmussens (V) eksempel på en kontanthjælpsmodtager, der ikke gider arbejde, viste sig at være en anekdote fra en andenhåndskilde. ”Politiske modstandere vil gøre alt for at afsløre hinanden i at lyve,” siger professor i retorik Christian Kock. Derfor har politikerne udviklet et arsenal af gradbøjninger af løgnen. Mandag Morgen har identificeret syv.

Verdens tre mest mytiske væsener lige nu er ifølge satiresiden Helt Normal den afskyelige snemand, Loch Ness-uhyret og Lars Løkkes kontanthjælpsmodtager.[graph title="Syv måder at lyve på" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/45af0-va_fig01_syvmmaaderatlyvepaa.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/20e2c-va_fig01_syvmmaaderatlyvepaa.png" text=""]Kilde: Mandag Morgen [/graph]

Under 12 timer efter statsminister Helle Thorning-Schmidt havde udskrevet valget i onsdags, var Enhedslisten og fagforeningen 3F klar med valgkampens første anklage om løgn. I løbet af dagen brugte statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen (V) gentagende gange et eksempel på en kontanthjælpsmodtager, der sagde sit rengøringsjob op, fordi det ikke kunne betale sig for ham at arbejde. Men findes kontanthjælpsmodtageren? Det tror kritikerne ikke på, og de mener, historien er et udtryk for, at Løkke manipulerer med sandheden, når han turnerer debatten med budskabet om, at det ikke kan betale sig at arbejde i Danmark. Hvis Løkke har løjet, har han tabt slaget, forklarer professor i retorik ved Københavns universitet Christian Kock:

”Hvis du bliver fanget i en lodret løgn, har det konsekvenser, så politiske modstandere vil gøre alt for at afsløre hinanden i at lyve,” siger han.

Måske netop derfor har partierne travlt med at beskylde hinanden for at omgå sandheden. Socialdemokraterne beskylder Dansk Folkeparti for at opdigte tulliarder til at finansiere valgløfter. De radikale beskylder SF og Enhedslisten for at lyve om konsekvenserne af dagpengereformen. Enhedslisten beskylder Venstre for at lyve om kontanthjælpen. Venstre beskylder regeringen for at lyve for vælgerne, når de lover ét, men gør noget andet. Og flere af regeringens ministre er blevet fanget i at lyve i enten offentligheden eller folketingssalen. To af dem blev nødt til at gå af, da det kom frem.

Løgnen er en fast bestanddel af politik, og i valgkampe er der tradition for at skrue op for retorikken og ned for kravet om, at påstandene kan tåle et møde med virkeligheden. Se tidslinje.

Syv måder, politikere lyver på

Løgnerne

Politikere lyver og beskylder hinanden for at lyve. Mandag Morgen har fundet otte eksempler på små og store løgne og sirlige manipulationer.


Valget 2007 - Villys 20 plejehjem 


Daværende formand for SF Villy Søvndal kritiserede under valgkampen personalenormeringen på plejehjemmene og påstod i den forbindelse, at han havde besøgt 20 plejehjem. Men det havde han ikke. Der var tale om fem.


August 2010 - Blikkenslageren findes ikke


I en annonce om skattepolitik lød det sådan her fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen: “Min håndvask gik i stykker den anden dag. Blikkenslageren var der i 3 timer og skulle have kr. 1.000. Så regningen blev på kr. 1.250. For at betale den måtte jeg tjene ca. kr. 3.000.” Men Samuelsen havde aldrig haft besøg af en blikkenslager, for hans håndvask var ikke gået i stykker. “Det er et tænkt eksempel,” lød forklaringen.


April 2011 - Ældrechecken forsvinder 


I en aviskampagne skrev DF før valget i 2011, at Helle Thorning ville fjerne ældrechecken, hvis hun vandt valget. Socialdemokraterne kaldte det en skræmmekampagne og henledte opmærksomheden på, at de derimod ville forøge den, hvilket partiet også gjorde, efter det havde vundet magten.


August 2011 - Røde selskabsskatter


Under et live transmitteret pressemøde fra konservatives sommermøde hævdede erhvervsminister Brian Mikkelsen, at Socialdemokraterne og SF gik med planer om at hæve selskabsskatten. Men det passede ikke. “Han lyver for åben skærm,” lød det fra Jesper Petersen, som dengang var skatteordfører for SF.


Efter valget 2011 - Løftebruddene 


Socialdemokraterne og SF sagde én ting og gjorde noget andet. De sagde, at der ikke ville blive flyttet et komma i deres valgudspil Fair Løsning, men efter valget forsvandt betalingsringen, millionærskatten og mange andre urørlige valgløfter. Spørgsmålet er, om det er løgn? Venstre mener det og gør det klart med kampagnen “De har lovet før, nu lover de igen”, frejdigt illustreret med Helle Thorning-Schmidt påført en lang Pinocchio-næse.


December 2013 - Nødløgnen om Christianiaturen 


Daværende Justitsminister Morten Bødskov (S) måtte trække sig, efter det kom frem, at han havde løjet for retsudvalget om, hvorfor en tur til Christiania blev aflyst. To højtstående embedsmænd blev suspenderet, mens deres rolle i sagen blev undersøgt. Selvom de har været med til at konstruere løgnen, blev de frifundet, fordi løgnen var en “undskyldelig nødløgn”.


September 2014  - Løgnekampagne om dagpengene 


På forsiden af Berlingske beskyldte uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) Enhedslisten og SF for at føre en løgnagtig kampagne om dagpengereformen. Hovedbudskabet i kampagnen var, at 40.000 er faldet ud af dagpengesystemet. “Det er jo løgn,” sagde ministeren. Mange har fået arbejde, er gået i gang med uddannelse eller lignende, påpegede hun.


Valget 2015  - Lyver Løkke om kontanthjælpsmodtageren? 


Det står i skrivende stund endnu uklart, om Lars Løkke på sin første dag i valgkampen opdigtede en kontanthjælpsmodtager, der havde sagt sit job op, fordi det ikke kunne betale sig at arbejde. 3F og Enhedslisten beskylder ham for at manipulere med tallene, bl.a. ved at fraregne boligsikring, børnetilskud og andre sociale ydelser.

Men løgn er ikke én ting. Der er mange måder at omgå sandheden. Se figur 1. Den rå løgn forekommer sjældent, forklarer Christian Kock. Til gengæld manipulerer politikerne ofte med kendsgerningerne og fortier ubekvemme sandheder.

”Ofte er det et spørgsmål om, at vi ikke får et retvisende billede. Det, de lægger frem, passer isoleret set, men vi får ikke det fulde billede,” forklarer Christian Kock.

Man kan begræde manipulationen, og man bør kritisere den, mener lektor i samfundsvidenskab Johannes Andersen, men vi slipper næppe for den:

”Det er et demokratisk problem, at politikerne lyver og manipulerer, men løgn og manipulation er også vilkår i politik. Politik handler om interessevaretagelse, og når du kæmper om magten, udlægger du forhold og fakta, som de passer i dit kram,” siger han.

Politikere, der lyver og manipulerer, er ikke et dansk fænomen. Sidste uge skar det mangeårige parlamentsmedlem i Storbritannien Sir Malcolm Bruce det ud i pap:

”Hvis alle parlamentsmedlemmer, ministre eller premierministre skulle fjernes for at bøje sandheden eller direkte lyve, så ville parlamentet hurtigt blive tømt,” sagde han til avisen The Independent.

Det samme kan man sige om Danmark, mener Johannes Andersen:

”Ingen taler sandt hele tiden. Heller ikke i hverdagen. Vi stikker også hvide løgne for at vise hensyn eller for at slå vores pointer fast i en diskussion. Politikere gør det samme. De overdriver for at fremme deres sag og lægger selvfølgelig vægten der, hvor det passer bedst. Nogle gange løber det så løbsk,” siger han.

Den amerikanske filosof og psykolog Sissela Bok har undersøgt, hvorfor vi lyver, og hvordan løgnen sniger sig ind i den offentlige debat eller i et venskab eller kæresteforhold, hvor den er svær at rode sig ud af igen.

”Det er let at lyve, men det er svært kun at lyve en enkelt gang. Den første løgn skal overdækkes af den anden, ellers regner det ind,” skriver hun i bogen ”Løgn. Moralsk valg inden for offentlighed og privatliv”.

Udenomssnak og fordrejninger

Det er ikke kun politikernes egne løgne og usandheder, der forplumrer debatten, det er også deres svar på tiltale. I stedet for at svare på de spørgsmål, journalister og politiske modstandere stiller, taler politikerne udenom. Det er der mange forskellige måder at gøre på. Man kan eksempelvis svare på noget helt andet end det, man bliver spurgt om, eller indlede sit svar med at underkende præmissen for spørgsmålet, sætte sin egen og tage udgangspunkt i den i stedet. Man kan også forskyde spørgsmålet i tid, så man f.eks. siger, hvad man har gjort, i stedet for, hvad man vil gøre. Eller man kan anklage sin modstander for at være mere skyldig i det, man selv bliver anklaget for, i stedet for at forholde sig til anklagen.

”Man håndplukker i kendsgerningerne og fordrejer spørgsmålene for ikke at blive fanget på det forkerte ben,” siger Christian Kock, der også er forfatter til bogen ”De svarer ikke”, hvori han undersøger, hvordan politikerne svarer uden om kritiske spørgsmål og fordrejer præmisserne i debatterne.

[quote align="right" author="Christian Kock, professor i retorik"]Politikerne taler så meget udenom, at man er i tvivl, om de efterhånden selv lægger mærke til det.[/quote]

Da Lars Løkke holdt pressemøde i sidste uge, gav han en opvisning i, hvordan man ikke svarer på spørgsmålene.

Først spurgte journalisterne om, hvordan han forholder sig til en troværdighedsmåling, som blev offentliggjort i Politiken samme dag. Den viser, at vælgerne finder Helle Thorning-Schmidt mere troværdig end ham. Men det svarede Lars Løkke ikke på. I stedet fortalte han, at han glæder sig til at møde og tale med danskerne under valgkampen.

Det var journalisterne ikke tilfredse med. En anden journalist stillede derfor nøjagtig samme spørgsmål, men igen undlod Løkke at svare og talte i stedet om, at han glæder sig til at møde danskerne. Den pinsel undgik Helle Thorning-Schmidt, fordi hun slet ikke gad svare på spørgsmål efter sit pressemøde.

Propaganda skyld i troværdighedskrise

Lars Løkke er ikke alene om at tale om noget andet, end han bliver spurgt om. Nyhedsmagasinet Ræson har fulgt politikernes udenomssnak siden 2011. I den periode er 31 folkevalgte fra alle partier fanget i at smyge sig uden om at svare på journalisternes spørgsmål.

I begyndelsen af maj tog Berlingske idéen videre med en stikkerlinje. Her kan læserne angive politikere, der snakker udenom. Indtil videre har de fået 89 tips, og politikere fra alle partier er under anklage.

Det kommer ikke bag på Christian Kock:

”Politikerne taler så meget udenom, at man er i tvivl, om de efterhånden selv lægger mærke til det,” siger han.

Et af de grelleste eksempler på politisk udenomssnak kom op til det britiske parlamentsvalg i maj. Den daværende partileder for Labour og premierministerkandidat, Ed Miliband, blev gjort godt og grundigt til grin på de sociale medier, fordi han med indstuderede sætninger svarede nøjagtig det samme på fem forskellige spørgsmål. En YouTube-video, der er blevet afspillet mere end 2,5 millioner gange, viser, hvordan han genbruger ni forskellige sætninger i forskellig rækkefølge, uanset hvad intervieweren spørger ham om. Syv eller otte af de ni sætninger er ordret de samme, og efter det første svar bliver der ikke tilført nogen nye.

Den type udenadslære og spin har kastet politikerne ud i en troværdighedskrise, mener tv-vært på DR og udgiver af Ræson Clement Kjersgaard.

”Borgerne bliver stadig mere kritiske og uafhængige, mens politikerne møder dem med stadig mere bevidstløst spin og propaganda. Hver enkelt af os har adgang til mere og mere viden, men de folkevalgte optræder, som om de har monopol på sandheden. Det er dette misforhold snarere end skiftende skandaler, der har udviklet sig til at være en permanent troværdighedskrise for politikere,” skrev han i en kronik i Politiken i forrige uge.

Det er Johannes Andersen enig i:

”De skiftende skandaler er spinnets følgesvend, men tilliden til de folkevalgte falder, fordi vælgerne oplever en større afstand til de politiske partier og politiske ledere. Åbenlyst spin og tv-teater får politik og politikere til at virke forlorne og fordærvede, og politikernes troværdighed er belastet i dag,” siger han.

Samme fornemmelse har en anden DR-journalist, Martin Krasnik, som er blevet kendt for at holde stædigt fast i kritiske spørgsmål, selvom politikerne har forsøgt at vige uden om. I bogen ”Fucking Jøde!”, som udkom sidste år, spørger han, hvordan hverdagen rundt om i de danske hjem ville se ud, hvis borgerne svarer på spørgsmål, ligesom politikerne gør det:

Henter du børnene i dag, skat?
Jeg er meget glad for mit arbejde.

Køber du ind til middagsmaden?
Jeg er meget tilfreds med den måde, vores køkken fungerer på.”

Krasnik leverer selv svaret på sit spørgsmål:

”Man ville blive opfattet som en galning, hvis man svarede sådan. Politikerne derimod sidder bare og smiler, når de bliver spurgt.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu