
Danmarks ”mærkelige” SVM-regering har her godt tre år inde i sin levetid omsider vist sit værd.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens og Vivian Motzfeldts møde i Det Hvide Hus onsdag eftermiddag, der endte uden diplomatiske ydmygelser, i en løkkesk ”enighed om at være uenige”, og med oprettelsen af en arbejdsgruppe for de fortsatte diskussioner om sikkerheden på Grønland, må alt i alt betegnes som en diplomatisk succes.
Det fjerner ikke problemet med Trumps appetit på Grønland. Men håndteringen af mødet har klart forbedret det udenrigspolitiske manøvrerum for Kongeriget Danmark.
Det er med til at kanalisere noget af det geopolitiske pres på Danmark over i en omgang hjertemassage for det dødsdømte politiske projekt, der for tre år siden lå bag dannelsen af en regering over midten.
Indenrigspolitisk kan mødet også vise sig at blive betydningsfuldt, fordi det er med til at kanalisere noget af det geopolitiske pres på Danmark over i en omgang hjertemassage for det dødsdømte politiske projekt, der for tre år siden lå bag dannelsen af en regering over midten.
”Det er alvorlige tider for vores kontinent og for Danmark,” lød det i den højtsvungne præambel til regeringsgrundlaget, ’Ansvar for Danmark’, fra december 2022.
Den folkelige opbakning mistede SVM-regeringen hurtigt, ikke mindst på grund af den dårligt begrundede og dybt upopulære afskaffelse af Store Bededag – det største politiske selvmål i nyere tid.
Men det var som bekendt før genvalget af Trump. Og regeringen manglede måske den enkeltstående og altoverskyggende krise, der kunne legitimere midterprojektet som nødvendig politisk krisehåndtering. I stedet sandede nærmest alle politiske initiativer nævnt i regeringsgrundlaget til i en luftig og utroværdig krisesnak.
Selv hvis vi skulle få en mere rød eller blå regering efter folketingsvalget i år, er danskerne næppe færdige med at ønske sig ansvarlig politik over midten.
Med Trumps ønske om at eje Grønland, og med højspændte forhandlingssituationer i Det Hvide Hus som i onsdags, hvor det ikke er ligegyldigt, hvem der repræsenterer Danmark, er det blevet klart, at der er en styrke i at samle landets mest erfarne politikere på tværs af partier på samme hold for at tage ansvar for Danmark.
Ikke at SVM-regeringen nu står til valgsejr.
Det er der intet i meningsmålingerne, der tyder på. Men dødsdommene over selve idéen om en regering over midten – og forudsigelserne om, at danskerne nu vil tilbage til blokpolitikken – er tydeligt svækkede.
Selv hvis vi skulle få en mere rød eller blå regering efter folketingsvalget i år, er danskerne næppe færdige med at ønske sig ansvarlig politik over midten.
Omtalte personer









