Løkkes hækkeløb i 2016

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen gør status over året, der gik, kan han se tilbage på et særdeles dramatisk og begivenhedsrigt 2015.

Han tilbageerobrede nøglerne til Statsministeriet med bare et enkelt mandat ved folketingsvalget i juni. Siden da har især flygtningestrømmen, samarbejdet i blå blok og senest nejet til den danske folkeafstemning om retsforbeholdet udfordret hans politiske lederskab. Alligevel har statsministeren og hans mindretalsregering formået at male Danmark i egne politiske farver i et tempo, som kun de færreste havde forudset før folketingsvalget i juni.

Som Mandag Morgen dokumenterer i hovedanalysen i dette nummer, er Løkke punkt for punkt i fuld gang med at føre Venstres mange valgløfter ud i livet. Dermed gennemhuller han de dystre spådomme om, at årtiers smalleste mindretalsregering ville være ustabil og handlingslammet.

Løkke har bevist, at hans regering sagtens kan få en lang levetid. Men det forudsætter, at han også formår at klare sig gennem et mindst lige så vanskeligt hækkeløb af vigtige regeringssager til næste år. Udfordringerne for 2016 presser sig på i en hastighed, så der ikke bliver tid til at fjerne foden fra speederen i regeringsmaskineriet i mange øjeblikke.

Først og fremmest skal forholdet til samarbejdspartnerne i blå blok forbedres ganske markant. Ikke mindst relationen til Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti trænger til en tur på briksen hos en parterapeut. Dertil kommer, at Løkkes iver efter at få gennemføre flest mulige af sine egne valgløfter på rekordtid har svækket Dansk Folkeparti i et omfang, som kan ramme regeringen som en boomerang senere på året. Thulesen Dahl er i defensiven og er derfor tvunget til at trække på hele sin kapital af politisk troværdighed for at overbevise sine kernevælgere om fornuften i, at partiet har støttet en finanslovsaftale, der bruger penge på skattelettelser til ejere af dyre boliger og biler i whiskybæltet, men som skærer i boligstøtten til ældre. Hvis Thulesen Dahl taber ansigt, kan det blive ødelæggende for regeringens fortsatte manøvrerum.

Vi skal ikke mange uger ind i det nye år, før der venter en ny politisk gyser: Skatteforhandlingerne i regeringens jobreform. Her skal både Liberal Alliance og de konservative have indfriet deres absolutte mærkesag om lettelser af topskatten. Specielt partiformand Anders Samuelsen (LA) har skruet op for den slags retorik, der næsten ikke kan tolkes som andet end ultimativ.

Forhandlingerne bliver ikke lettere af at de to partier vil finansiere deres skattelettelser med nogle af de milliarder, som kommunerne får klippet i deres velfærdsudgifter via det såkaldte omprioriteringsbidrag. Det går stik imod DF’s løfter om ikke at sige ja til skattelettelser finansieret af de kommunale besparelser. Og både Venstre og DF prioriterer skattelettelser i bunden af arbejdsindkomster. Det bliver en af de største udfordringer for Løkke og finansminister Claus Hjort Frederiksen i 2016.

Et tredje af Løkkes store projekter i det nye år er de kommende trepartsforhandlinger med fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Det kan blive hans finest hour i 2016. En kæmpetriumf. Formår Løkke at lande en stor trepartsaftale – ligesom sin forgænger, Anders Fogh Rasmussen, i 2007 – vil det være en ydmygelse af Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, fordi det daværende regeringsparti blev nødt til at aflyse sine trepartsforhandlinger for tre år siden under stor dramatik.

Temaerne for trepartsforhandlingerne handler bl.a. om at skaffe flere private arbejdspladser, skaffe folk på samfundets sidelinje ind i varmen og styrke integrationen. Og specielt opgaven med at skaffe flere flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig baggrund ind på arbejdsmarkedet bliver ikke alene et tema under trepartsforhandlingerne men en af de helt store udfordringer det kommende år. Det er en sag, hvor Lars Løkke kan vise statsmandsformat, fordi det så klokkeklart er i Danmarks interesse at få flygtninge integreret på arbejdsmarkedet, så de kan bidrage til de offentlige kasser. Her lurer dog også en potentiel konflikt med DF.

Det fjerde store projekt bliver forhandlingerne med EU-Kommissionen om at sikre fortsat dansk deltagelse i Europol og måske om beslægtede retsakter – det, Løkke selv kalder en ”Europol+”. Allerede nu har Løkke måttet indse, at Danmark ikke kan deltage fuldt ud i Europol, som han konstaterede fredag efter sit besøg i Bruxelles. Det er sandsynligt, at de andre EU-lande vil imødekomme det danske ønske om en parallelaftale, men uanset velviljen er vejen frem umådelig besværlig, som ugens gæsteskribent Per Stig Møller skriver i sin klumme.

I denne omstændelige proces får Løkke brug for gode venner. Og to af dem, Sveriges statsminister Stefan Löfven og Tysklands kansler Angela Merkel, udfordrer han lige nu på grund af skænderierne om flygtningekrisen – og det kan spænde ben for forhandlingerne, som vi skriver i EU-analysen i denne uge. I den seneste uge har Løkke kritiseret den forventede svenske beslutning om at lade transportselskaber tjekke pas eller andre id-papirer på toge og færger til Sverige. Derfor må det virke uforståeligt for svenskerne, at Folketinget fredag vedtog nærmest identiske krav til DSB, Scandlines og andre selskaber, der transporterer rejsende til Danmark.

EN FEMTE UDFORDRING er den danske europapolitik i mere bred forstand. Hvis Venstre tvinges til at afstemme Danmarks EU-holdninger med Dansk Folkeparti, kan det næsten ikke undgå at udfordre venner i andre EU-lande. Venner, som Danmark er afhængige af at samarbejde med.

Indenrigspolitisk kom statsministeren igennem regeringens første måneder i højt tempo og med høj gennemførelsesprocent, på trods af at flygtningekrisen kom på tværs og satte spørgsmålstegn ved Løkkes lederevner på den internationale scene.

Løkkes indsats demonstrerer i det hele taget, at han er dygtig og stabil velfærdshåndværker. Selv om det desværre forholder sig sådan i Danmark, at en politiker og statsminister synes at kunne få stjernepoint på alene at gennemføre sine valgløfter, så taler opgaverne – såvel nationalt som internationalt – for, at vi som vælgere burde stille krav om større lederskab.

Har Løkke og hans regering formatet og visionen til at lede Danmark i den bæredygtige transformation, som COP21-forhandlingerne netop har illustreret nødvendigheden af? Har Løkke og hans regering evnen til at lede den helt nødvendige omstillingsproces af det danske velfærdssamfund, sætte skub i væksten i Danmark igen og få flere flygtninge ind på arbejdsmarkedet? Kan han løfte det vanskelige lederskab, hvis vi kun har set begyndelsen af flygtningekrisen?

2016 kommer til at vise, om Lars Løkke Rasmussen bare er en god politisk håndværker eller om han kommer til at gøre en forskel.