Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har også i energi- og klimapolitisk forstand udviklet sig til en habil blå erhvervspolitisk håndværker med sans for at sætte rød blok skakmat på den grønne dagsorden.

Efter sommerens historisk brede energiforlig fremlagde regeringen i sidste uge sit udspil til en klimaplan, som Folketingets røde partier får svært ved ikke at tilslutte sig uden at blive beskyldt for både at bedrive grøn overbudspolitik og for at sætte Danmarks brede energi- og klimapolitiske konsensus over styr. Særligt Socialdemokratiet vil være under hårdt pres fra fagbevægelsen for at tilslutte sig regeringens klimaplan.

Planen har den helt store realpolitiske fordel, at den anviser en realistisk vej for Danmark til at opfylde de løfter, man har afgivet i EU, når det gælder reduktioner i udledningerne af drivhusgasser inden 2030.

UANSET HVOR MANGE ALARMERENDE FREMSKRIVNINGER og berettigede bekymrede prognoser, der kommer fra klimaforskere på klodens vegne, skal man ikke tage fejl af, at det er EU-målene, der er makronbunden i dansk klimapolitik. Løkkes plan kan – som den er fremsat – gennemføres uden at lægge ekstra byrder på industrien og andre erhvervssektorer, der i de senere år ovenikøbet er blevet forkælet gennem afskaffelse af PSO-afgiften og generelt lavere energiafgifter.

Det vil topfolkene i DI, Dansk Metal og Landbrug & Fødevarer være rigtig godt tilfredse med, og de vil uden tvivl fortælle S-formand Mette Frederiksen og gruppeformand Henrik Sass Larsen, at statsministerens tilbud er så godt, at det er svært at afslå.

Kort sagt er det mest realistiske scenarie, at der allerede inden jul vil foreligge en bred aftale på Christiansborg om Danmarks centrale klimaudfordring frem til 2030: Reduktionen af klimabelastningen fra de såkaldte ikkekvotebelagte sektorer, populært kaldet biler, bønder og boliger.

Statsministeren er altså på vej til at score point på den manøvre, der siden sensommeren helt konkret har farvet Venstres hjemmeside grøn, og som handler om, at partiet ønsker stærkere appel til grønne storbyvælgere. Klimaplanens store kommunikationsmæssige trumf er statsministerens udmelding om, at Danmark fra 2030 vil forbyde salg af nye biler, der alene drives af forbrændingsmotorer. Med den melding skar statsministeren med et snuptag fem år af socialdemokraternes plan på det område og lagde sig pludselig ambitiøst side om side med Sverige.

Men der er ikke meget substans i udmeldingen om bilerne. Regeringen bruger kun penge på at afblæse en varslet afgiftsforhøjelse på elbiler fra 1. januar 2019, mens man nedsætter en kommission, der skal tænke over, hvordan man lukker det hul på 50 mia. kr., der opstår, når staten i 2030 ikke længere kan indkræve de registreringsafgifter, borgerne i dag betaler for at køre i deres forurenende biler. Dette ændrer dog ikke ved, at det er klogt af statsministeren at sende signaler til bilister og bilbranchen om Danmarks bilfremtid.

SAMTIDIG ER KLIMAPLANEN MEGET LIDT AMBITIØS, når det gælder landbruget. Dette skyldes formentlig, at det dybt forgældede landbrugserhverv i dag er et smertensbarn både internt i Venstre og i samfundet som helhed. Det lave ambitionsniveau gælder også regeringens klimaplan for transportsektoren og fødevaresektoren.

Det kan man tillade sig, fordi Danmark kort fortalt har fået omkring en tredjedel af de nødvendige reduktioner af drivhusgasser foræret, i og med at EU-landene i 2017 vedtog nye regler for indregning af naturligt CO₂-optag i skove og på jorde. Allerede dengang glædede klimaministeren sig over, at det ikke ville blive nødvendigt at stille ekstra klimakrav til landbruget.

Både når det gælder biler og bønder står det dermed klart, at regeringen viger tilbage fra at stille de skarpe miljøkrav, der er nødvendige for at anspore til den innovation og nytænkning, der i dag giver danske virksomheder konkurrencefordele i de sektorer, der blev ’presset’ af tidligere tiders politikere.