Digitaliseringen er på en og samme tid et talentfuldt vidunderbarn a la Mozart og et skræmmende laboratoriemonster a la Frankenstein.

Overalt i verden nurser regeringer, myndigheder og business angels digitale start-ups med it-kuvøser og skattebegunstigelser i håb om, at de dermed kan lægge grunden til fremtidige arbejdspladser, økonomisk udvikling og solide kapitalgevinster. Men samtidig river politikere og erhvervsledere sig i håret over, at det digitale monster nådesløst æder sig ind på fortidens forretningsmodeller, beskæftigelse og indtægter – virksomhedernes såvel som staternes.

Selv om digitaliseringen tog sin begyndelse for snart et halvt århundrede siden, er det først i de seneste år, at det for alvor er blevet klart for andre end den digitale avantgarde, hvor dybtgående en proces der er tale om. I dag ved alle, at intet hjørne af privatlivet, erhvervslivet eller samfundslivet vil forblive upåvirket, når data og viden cirkulerer i et næsten ubegribeligt omfang og tempo. Data er en helt ny ressource, der ikke alene er uudtømmelig, men eksponentielt voksende, i og med at alle informationsteknologiens brugere er blevet råstofproducenter i den verdensomspændende digitale myretue.

Evnen til at udnytte digitaliseringens enorme vækstpotentiale er en afgørende parameter i den stadigt hårdere globale konkurrence mellem nationer, regioner og virksomheder – en konkurrence, hvor fysiske landegrænser i bedste fald er kuriosa. Omvendt vil myndigheders evne til at regulere brugen af disse data være afgørende for individers, virksomheders og den demokratiske samfundsordens fortsatte trivsel og velfærd.

Bare her i forsommeren 2013 kan man iagttage to tydelige eksempler på, hvordan politikere er begyndt at tage livtag med den tunge regulering af den digitale økonomi og dens frontløbere.

Det ene er den transatlantiske kamp mod skatteunddragelse, hvor særligt – men langtfra udelukkende – den digitale økonomis giganter som Apple, Microsoft, Google og Amazon har været i spotlyset.

Det andet er den europæiske databeskyttelsesreform – en gennemgribende omkalfatring af EU’s databeskyttelsesdirektiv fra 1995 – der beskrives som det mest omfattende lovgivningskompleks, der nogensinde er gået igennem EU’s institutioner.

Skattebasen skrumper

Den digitale økonomis udhuling af nationernes hidtidige skattebaser er blevet grundigt analyseret. I projektet Base Erosion and Profit Shifting fastslår OECD, at digitaliseringen er en betydelig udfordring for de statsfinansielle modeller, man hidtil har kendt. Rapporten konstaterer, at ”aktuelle internationale skattestandarder ikke nødvendigvis har kunnet følge med forandringer i globale erhvervsmetoder, særligt når det gælder immaterielle aktiver og udviklingen af den digitale økonomi”. OECD-rapporten fastslår, at det i dag er muligt at være dybt involveret i det økonomiske liv i et land – bl.a. ved at lave forretninger med kunder via nettet – uden at have en skattemæssig tilstedeværelse i landet.

”I en æra, hvor ikke-hjemmehørende skatteydere kan skabe betydelige overskud med kunder i et andet land, rejser spørgsmålet sig, om de aktuelle regler opfylder deres formål,” lyder konklusionen fra OECD’s skattespecialister.

Også den franske regering har med finansministeriet i spidsen gjort en ekstraordinær indsats for at forstå, hvordan digitaliseringen påvirker den nationale økonomi og statsfinanserne. Konklusionen er både tør og tankevækkende: ”De produktivitetsgevinster, der skabes af den digitale økonomi, fører ikke til øgede indtægter for staterne. Den situation er uden historisk fortilfælde,” hedder det i den 200 sider lange rapport om de ”skattemæssige aspekter af den digitale økonomi”. De franske embedsmænd konstaterer, at den digitale revolution har fundet sted, og at den ”sætter spørgsmålstegn ved vores opfattelse af begrebet værdiskabelse”.

”Selv om den digitale økonomi omfatter milliarder af individer, undslipper dens producerede merværdi os. Den måde, den organiserer sig på, dens netværkseffekter og omfanget af de eksternaliteter, dens forretningsmetoder fremkalder, unddrager sig metoderne til måling af merværdi,” hedder det i analysen fra de franske embedsmænd, som konstaterer: ”Den digitale økonomi er overalt. Men vi ved fortsat ikke, hvordan vi måler den.”

Franskmændene konstaterer videre, at de digitale forbrugere er blevet en slags ulønnede råstofproducenter i de digitale virksomheder. ”Data fra forbrugernes gratisarbejde indsamles, oplagres og forarbejdes øjeblikkeligt og integreres så i produktionslinjen, hvorved grænsen mellem produktion og forbrug udviskes,” skriver de franske embedsmænd.

Her sprænger virkeligheden grænserne for, hvad klassisk økonomisk tænkning kan kapere. Franskmændene konstaterer endnu mere eksplicit end OECD-eksperterne, at de nationale og internationale beskatningsregler er kommet til kort over for den ekstremt hurtige udvikling i den digitale økonomi.

Obama fører an

Nogle vil måske indvende, at det langtfra er første gang, at en fransk statsadministration ønsker at regulere en stærk og amerikansk domineret industri. Men de fundamentale analyser deles af regeringerne i både London og Washington, hvor premierminister David Cameron og præsident Barack Obama hver især har flyttet skatteunddragelse helt op på den politiske dagsorden.

Obama har formuleret sin position med udtalelser som: ”Skattelovgivningen er vendt imod virksomheder, der vil skabe job i USA, mens den belønner selskaber, der sender job og fortjenester udenlands.” Det var på den baggrund, at USA i 2010 indførte den såkaldte FATCA-lovgivning – Foreign Account Tax Compliance Act – som tvinger amerikanske virksomheder og finansielle virksomheder verden over til at indberette oplysninger om deres indeståender på udenlandske bankkonti.

Den amerikanske lovgivning har sat betydeligt pres på EU-landene for, at de som blok gennemfører tilsvarende regler. Sådanne regler har været undervejs i en årrække, men eftersom skattepolitik i vidt omfang har været et politikområde reserveret for nationalstaterne i EU, har en række lande kunnet opretholde særregler, som i realiteten har gjort dem til skattely. Men disse lande – bl.a. Irland, Østrig og Luxembourg – er nu kommet under monumentalt pres, idet magthaverne i de toneangivende lande, på linje med Obama, ønsker at favorisere jobskabende produktionserhverv på bekostning af de jobfattige digitale brancher.

Europæisk gigantreform

Et andet eksempel på den tunge og globalt virkende regulering, som nu rammer den digitale økonomi, er den europæiske databeskyttelsesreform, som EU-Kommissionen gav startskuddet til i januar 2012. Baggrunden er enkel: Den aktuelle lovgivning er fra 1995, hvor internettet endnu befandt sig i sin spæde barndom, og er håbløst forældet.

Den europæiske datareform handler i udgangspunktet om beskyttelse af borgernes digitale data og privatliv, og den får vidtgående konsekvenser for individer såvel som kommercielle og offentlige aktører i Europa og resten af verden. Således har reformen, der skal være færdig før sommeren 2014, allerede nu mobiliseret så forskellige aktører som danske kommuner og amerikanske topembedsmænd, der hver for sig ønsker at gøre deres stemme gældende i forhold til den europæiske regulering af den digitale økonomi.

De danske kommuner frygter, at reformen vil pålægge dem unødige administrative byrder, der afføder ekstraomkostninger i størrelsesordenen en halv milliard kroner. USA’s regering anfører på sin side, at den foreslåede europæiske lovgivning vil kollidere med amerikanske regler for beskyttelse af personlige data.

”Kravet om, at forbrugerne altid skal give eksplicit tilladelse til, at deres data deles, adskiller sig fra vores praksis […] Vi er bekymrede for, hvordan dette vil blive implementeret i praksis, særligt når det handler om at forstå, hvordan datakontrollører kan holdes ansvarlige for brugen af data, som de ikke længere kontrollerer,” har den amerikanske EU-ambassadør, William E. Kennard, sagt.

Den europæiske lovgivningsproces er naturligvis af afgørende betydning for de amerikanske tech-giganter Google, Facebook, Yahoo og andre. De ønsker, at lovgivning og klageadgang for netbrugere rundt om i Europa standardiseres og centraliseres mest muligt. Men Kommissionens forslag og Europa-Parlamentets hidtidige lovarbejde lægger op til, at disse opgaver skal ligge hos nationale databeskyttelsesmyndigheder.

De amerikanske lobbyisters indsats i Bruxelles har imidlertid været så intens, at det forleden fik formanden for arbejdsgruppen af nationale datatilsyn, hollænderen Jacob Kohnstamm, til at erklære, at man nu var ”godt trætte” af den amerikanske offensiv over for medlemmerne af Europa-Parlamentet.

”Har I tænkt jer at ændre den amerikanske forfatning af hensyn til en særlig forretningsmodel her i Europa?” lød det direkte til amerikanske digitale lobbyister.