Det er jo både politisk ukorrekt og skævt lige nu at fremsætte en ros til noget, der foregår i EU. Danske politikere står nærmest i kø op til den britiske folkeafstemning for at sige, vi skal have mindre af EU, og at EU bare skal tage sig af nogle få store udfordringer og ikke blande sig i alle mulige detaljer. Men Mandag Morgens afsløringer i dag af, hvordan den danske lovmaskine fungerer, må give anledning til at konstatere, at der er noget, der halter ganske gevaldigt herhjemme. Og vi må konstatere, og at man både i EU og andre europæiske lande – de nordiske indbefattet – har fundet ud af en hel anden form for tidlig inddragelse af borgere, virksomhed og interesseorganisationer i høringsprocesser, før en ny lovgivning bliver til, i stedet for efterfølgende at gennemføre en

Det er da simpelthen noget uacceptabelt sjusk, at under halvdelen af nye lovforslag sendes i høring uden at indeholde den supplerende information, som man må forvente. Justitsministeriet skal være vores garant for lovkvalitet, og så er det lige præcis det ministerium, der ligger i toppen af synderegistret, når det gælder manglende høringsmateriale. At hver femte lovforslag har en horribel kort høringsfrist, er gang på gang kritiseret, men ministrene gør det alligevel. Skal et lovforslag overhovedet kunne komme til 3. behandling, hvis der ikke er givet en rimelig høringsfrist, med mindre der er tale om helt ekstreme hastelovgivninger?

At fire ud af fem høringssvar afvises og smides i papirkurven, forekommer også temmelig hovedløst med det enorme arbejde, de ofte lange lister af høringsparter bruger på at rette fejl og mangler og foreslå ændringer, der f.eks. kan gøre lovforslaget mere klart og egnet til den virkelighed, det skal ramme. Der bliver udgivet vejledninger, pjecer og information om god lovkvalitet i det offentlige, men lige lidt hjælper det. Justitsministeriet skriver i sin vejledning om god lovkvalitet, at det er ”et selvstændigt mål at sikre, at de berørte parter inddrages i udarbejdelsen af lovgivning, som vedrører deres forhold”. Det er jo fint, men der bliver ligesom slukket for lyden, når høringssvarene kommer ind i ministerierne.

Og nu tilbage til det med, hvorfor det er værd at rose den model, som EU og en række europæiske lande faktisk benytter sig af med udgivelse af grønbøger og hvidbøger, som giver en ordentlig og solid forberedende inddragelse af civilsamfundet og virksomhederne i ny lovgivning eller evaluering og justering af allerede gældende love. Her i Danmark foregår rigtig meget af lovarbejdet og arbejdet med bekendtgørelser og cirkulerer i en lukket proces i ministerierne og styrelserne. Den nye lovgivning eller evaluering og justering af gamle love, bekendtgørelser og cirkulærer sker ikke på baggrund af et forudgående analysearbejde, en konsultation med de berørte parter på forhånd eller et lidt mere visionært blik på, hvad der egentlig er brug for.

Det har tidligere været foreslået, at en slags stående ekspertudvalg på de forskellige lovområder med repræsentanter fra interesseorganisationer, universiteter m.v. skulle følge al ny lovgivning. Det er ikke løsningen på en bredere demokratisk inddragelse af og udnyttelse af al den viden og de ressourcer, som ligger i civilsamfundet, virksomhederne, forskermiljøer, tænketanke m.v. i lovprocessen.

Hvis vi tager EU-modellen, så indeholder hvidbøger de store politikområder og ofte meget detaljerede forslag til, hvordan lovgivning på et område kan udformes. Grønbøger er mere diskussionsoplæg og analyserer et område med henblik på at starte en høring om det. Og den offentlige konsultation har så til formål at hente inspiration og ideer til lovgiverne. F.eks. har EU lige nu en offentlig høring om et nyt startup-initiativ. Formålet er at skabe et bedre miljø for startup-virksomheder i EU og i særdeleshed at understøtte serieiværksætteri. Kommissionen indkalder til denne offentlige konsultation, inden der overhovedet er direktivforslag. Det er hele pointen. Svenskerne har deres offentlige ”utredninger” og betænkninger, som på samme måde fungerer som forberedelse til stort og småt på lovgivningsområdet.

Hvis vi nu lige legede med den tanke, at her var faktisk noget interessant at hente, så ville lovgivningsarbejdet utvivlsomt få langt færre fejl og langt mere relevans, hvis vi lod os inspirere af f.eks. EU. Det ville betyde, at de berørte parter fik tid til og mulighed for at gennemarbejde høringssvar og til at levere interessante indspark. Det ville – ikke at forglemme – også betyde en fase til at informere og forklare befolkningen, hvad der er gang i og hvorfor.

Politikerne har intet at tabe ved at vende lovgivningsprocessen om og starte med at skabe grobund i befolkningen og blandt interesseorganisationerne for ændringer. De har alt at vinde. Med mellemrum dukker kravet om at diskutere lovkvalitet op, og så bliver det hurtigt jordet igen. Historien i dag i Mandag Morgen bør udgøre startskuddet til, at vi får kigget på hele processen og ikke kun høringsfristerne, hvor alle endnu engang vil love bod og bedring.