Luk pengeskabet op

Mandag Morgen spørger, om de danske fonde skal følge den internationale trend og indgå flere strategiske partnerskaber. Det er nok rigtigt, at vi herhjemme ikke for alvor har begyndt den udvikling, der skitseres i spørgsmålet. Vi har knap nok begyndt diskussionen herom.

Derimod stiller jeg et stort spørgsmål ved, om fondene kan tage større ansvar for samfundets udvikling ved at indgå partnerskaber. Jeg mener, at fondene (her taget i vid forstand) i højere grad kan tage et større ansvar, end det er tilfældet i dag, ved at foretage langt større uddelinger frem for at puge sammen.

Mit udgangspunkt for besvarelsen af spørgsmålet er defensivt, men desværre realistisk: Der er mange barrierer. Vi har formentlig omkring 14.000 fonde herhjemme, men kun ganske få har en sådan kapital, at man kan foretage større dispositioner – i hvert fald mere end èn gang. Det er således ikke tilstrækkeligt med den gode vilje. De færreste fonde vil have kapaciteten.

[quote align="right" author=""]En væsentlig barriere er måske psykologisk: Vi har i Danmark tradition for, at langt de fleste fonde lever et diskret liv. De er blevet mere åbne, men der er et godt stykke igen.[/quote]

Det gælder ikke alene pengesiden, men i høj grad også de menneskelige ressourcer. Selv om enkelte fonde synes at have opbygget nogle ganske store sekretariater, kan jeg ikke se, at der gennem disse skulle være tilstrækkelig kapacitet til at gå ind i større projekter.

For ikke-erhvervsdrivende fonde spiller det en rolle, at man kun må anvende indtægterne til formålet. Hertil kommer imidlertid de indvendinger, der – med det nugældende lovgrundlag – er afgørende:

Hvis fondene i større omfang skal gå ind i partnerskaber, kræver det ved siden af ’fondsbevillingen’, at der hyres ekstern arbejdskraft. Det betyder, at ganske store summer skal anvendes til processer frem for til det, der er fondenes raison d’être, nemlig at uddele midler.  Hertil kommer, at fondenes vedtægter ofte er så stramme og specifikke, at der kan rejses tvivl om, om de kan anvendes til strategiske partnerskaber.

Man skal tage i betragtning, at det at gå ind i partnerskaber ved siden af det arbejdskrævende ofte vil bevirke, at fonden får et driftsherreansvar, og det vil de fleste fondsbestyrelser nok betakke sig for. Også her må vedtægterne studeres nøje.

En væsentlig barriere er måske psykologisk: Vi har i Danmark tradition for, at langt de fleste fonde lever et diskret liv. De er blevet mere åbne, men der er et godt stykke igen. Hvis fondene begynder at indgå strategiske samarbejder, vil bestyrelserne i de involverede fonde kunne komme ud for at se sig hængt ud i medier, kommunalbestyrelser osv., fordi de i så fald vil indgå i en politisk proces.

Tænk på den kritik, der ved flere lejligheder er overgået Realdania. Denne indretning – der kalder sig en forening – skal i øvrigt roses i denne sammenhæng for at være foregangsinstitution, når det gælder samarbejde og partnerskaber. Det er let nok at sige, at de har midlerne dertil. De har desuden skabt en organisation, der er egnet til det nye samfund, og har vist pionérånd ved at gå forrest.

Kort sagt: Det er ikke på den måde, vi skal få større glæde af de store kapitaler, der er samlet i fondene (i vid forstand). Men der er behov for initiativer, der kan åbne pengeskabene.

Spørgsmålet giver anledning til at gentage, at det er en anomali, at der ikke er tilgængelige oplysninger om så centrale spørgsmål som fondenes antal, kapitalforhold, uddelinger m.v. Disse oplysninger kunne fås i Fondsregistret, der på uforklarlig vis blev nedlagt ved udgangen af 1991. Kun gennem disse oplysninger kan vi opnå den nødvendige gennemsigtighed på fondsområdet.

Vi vil meget gerne høre din mening om, hvad der kan få fondene til at indgå flere strategiske partnerskaber . Deltag i debatten i kommentarfeltet her.