Luk tobaksindustrien! Sådan lyder Ugebrevet Mandag Morgens nytårsforsæt - ikke for år 2000, men for det næste århundrede. Det ville være en helt logisk reaktion på vores viden om, at tobakken er den største enkeltstående dødsårsag i Danmark. Hvert år dør 13.000 danskere af at ryge. Det er mere end de ni andre dødsårsager på dødens top-ti - tilsammen. Bremses tobaksforbruget ikke, vil hver sjette blandt nulevende børn og unge dø i utide. Samtidig viser en ny kortlægning fra WHO og Verdensbanken, at verden er ramt af en global rygerepidemi, som i øjeblikket breder sig fra de rige lande til den tredje verden. En halv milliard af verdens nulevende mennesker vil dø af rygning. Rygning vil dermed blive det største sundheds-problem i verden og vil dræbe flere verdensborgere end lungebetændelse, diarré, tuberkulose og fødselskomplikationer tilsammen. Derfor ville det være helt på sin plads at lukke tobaksindustrien. Problemet er, at det ikke kan lade sig gøre. Der er kun negative erfaringer med den slags forbud. I stedet er der behov for en “kulturrevolution”, der kvæler tobaksindustrien langsomt: Det skal være attraktivt at lade være med at starte på at ryge og attraktivt at holde op. Samtidig skal det blive mindre attraktivt at producere tobak. Tobaksindustrien skal gøres stadigt mindre profitabel og respektabel. Hertil kræves en visionær tobakspolitik, der også har rygernes opbakning. Lykkes projektet, vil vores børne- og oldebørn kunne gå røgfri ind i det 22. århundrede.