Håbløs aftale Lærernes arbejdstidsaftale bremser udviklingen af folkeskolen Ingen udsigt til afgørende fornyelse under OK08 Lige nu gør Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation endnu et forsøg på at forny lærernes upopulære arbejdstidsaftale. I skolemiljøet er der nemlig bred enighed om, at den rigide aftale, hvor forskellige aktører – fra stat over kommuner til den enkelte skole – ned i mindste detalje beskriver, hvad lærerne skal gøre og i hvor lang tid, er en alvorlig hæmsko for den nødvendige udvikling af folkeskolen. “Hvis man vil den stærke pædagogiske ledelse, er man som leder nødt til at have mere at råde over, ” siger professor ved DPU Niels Egelund. Men chefforhandlerne, Mads Lebech fra KL og lærernes Anders Bondo Christensen, har oddsene imod sig, vurderer nøgleaktører med godt indblik i forhandlingerne over for Ugebrevet. For mens lærerne går efter større selvbestemmelse og et loft over, hvor mange timer de skal undervise, går kommunerne efter at få lærerne til at undervise flere timer.