Sjældent er der sket så meget på så kort tid i dansk politik som i sidste uge.

Efter måneders lurepasseri er statsminister Lars Løkke Rasmussen omsider gået all in. Han har gennemført Danmarkshistoriens største regeringsrokade og sat sit hold frem til valget. Han har præsenteret et nyt arbejdsprogram for regeringen og en stor økonomisk spareplan.

Dermed har han valgt den slagmark, hvor den kommende valgkamp skal udkæmpes. Den økonomiske krise og sparekravet på 31 milliarder kr. vil dominere den politiske dagsorden frem til valget. Løkke satser alt på, at regeringen kan vinde kampen om den økonomiske ansvarlighed. Analysen er, at vinderen af den næste valgkamp bliver den blok, som formår at overbevise vælgerne om, at den har den mest troværdige økonomiske politik og er bedst til at styre Danmark gennem krisen. Dette politiske slagsmål er allerede i fuld gang.

Ifølge oppositionen er regeringens økonomiske politik kollapset, og den bærer ansvaret for, at velfærden nu skal på skrump. Har Thorning og Søvndal held til at trænge igennem med dette synspunkt hos vælgerne de kommende uger og måneder, bliver det mere end svært for Løkke at genvinde regeringsmagten.

Omvendt forsøger regeringen at udstille oppositionen som et økonomisk uansvarligt regeringsalternativ, der vil bringe Danmark ud på afgrundens rand. Som Løkke selv har formuleret det: “Valget står mellem afvikling eller udvikling, ansvarlighed eller uansvarlighed, mellem at sigte mod afgrunden eller mod stjernerne.”

Mandag Morgens nye vælgerundersøgelse viser, at Løkke står foran en langt større pædagogisk opgave end sine forgængere. Historisk har vælgerne altid haft størst tillid til den borgerlige lejr, når det gælder den økonomiske politik. Men billedet er mindre klart denne gang. En klar overvægt af vælgerne tvivler på regeringens håndtering af den økonomiske krise. Se også artiklen side 20. Samtidig er der stor modvilje mod at spare på de offentlige velfærds­ydelser. Derfor får Lars Løkke og den konservative leder Lene Espersen brug for alle deres talegaver, hvis de skal overbevise vælgerne om, at de har nøglen til at bringe Danmark på rette økonomiske kurs.

Den sparestrategi, de nu har lanceret, er risikabel. De økonomer, Mandag Morgen har talt med, advarer om, at den hurtige opstramning af økonomien kan kvæle et kommende opsving. Dertil kommer, at planen er så uspecificeret, at man dårligt kan kalde det en plan.

Men indtil videre ligger bolden hos Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. De er meget snart tvunget til at komme med deres økonomiske bud på at løse krisen – velsignet af Margrethe Vestager. De kan ikke længere henvise til, at man bare kan gå ind på deres respektive hjemmesider og læse sidste års oplæg om “Fair Forandring”. Formentlig kommer deres udspil allerede i denne uge, og det vil næppe indeholde forslag til offentlige besparelser, da regeringen fortsat skal kunne anklages for at udsulte velfærden.

Besparelsernes tid

Som Mandag Morgen tidligere har beskrevet, står Danmark foran en kriseperiode uden historisk sidestykke, og sparekravene vil vokse over tid. Se MM04, 2010. Uden reformer vil statsgælden komme op på omkring 2.100 milliarder i år 2050.

Denne fremskrivning blev af nu forhenværende skatteminister Kristian Jensen betegnet som useriøs. Men man skal ikke bladre langt ind i regeringens nye økonomiske redegørelse – konvergensprogrammet – for at se, at Finansministeriet når frem til samme konklusion. Ifølge ministeriets beregninger vil nettogælden endda blive endnu højere.

I 2010 agter regeringen ikke at spare så meget som “en bøjet femøre”, som Løkke har formuleret det. Det handler simpelthen om at holde gang i hjulene resten af året. Man ønsker at vinde tid. Men i 2011-2013 har regeringen opstillet et mål om at forbedre de offentlige finanser med 24 milliarder kr. for at leve op til EUs finanspolitiske krav om et underskud på højest 3 pct. af BNP.  Og den næste opgave bliver at “skabe strukturel balance i den offentlige økonomi i 2015”, og det kræver stramninger på yderligere syv milliarder kr. inden 2015.

Dermed skal de offentlige budgetter ifølge regeringen konsolideres med i alt 31 milliarder kr. inden 2015. Men hvordan de skal findes, har den ikke givet et samlet bud på. Den har blot sagt, at nulvæksten i de offentlige udgifter og videreførsel af de såkaldte reformkrav i 2015-planen skulle dække hullet.

Men ifølge konvergensprogrammet er det langtfra tilstrækkeligt. Nulvæksten i det offentlige forbrug i perioden 2011-2013 giver kun ca. 13,5 milliarder kr., mens det såkaldte reformkrav, der skal øge beskæftigelsen med ca. 30.000 fuldtidspersoner, forbedrer budgettet med ca. 7 milliarder kr. For at hente de resterende ca. 11 milliarder er der derfor brug for yderligere besparelser. Se figur 1.

Hvordan de skal findes, er ikke præciseret. Ifølge konvergensprogrammet drejer det sig navnlig om besparelser på “overførsler til den private sektor eller udlandet, subsidier mv.” Det kan f.eks. dække over erhvervsstøtteordninger eller ulandsbistand.

De økonomer, som Mandag Morgen har talt med, betegner det som problematisk, at regeringens plan ikke er mere udførlig. Ifølge tidligere formand for Velfærdskommissionen, professor Torben M. Andersen, understreger det, at regeringens udspil mere har karakter af målsætning end konkret plan: “Over halvdelen af sparemålet er ikke konkretiseret. Det er naturligvis en mangel. I øjeblikket ved vi kun, hvor regeringen vil hen, men ikke hvordan den vil bære sig ad.”

Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Martin Madsen, mener, at det svækker planens troværdighed: “Som den foreligger, er den ret ukonkret. Det er desværre et mønster, vi har set før. Da regeringen fremlagde sin oprindelige 2015-plan, var der også et stor hul, der skulle dækkes med uspecificerede budgetforbedringer – som i øvrigt ikke er blevet til noget.”

Den svære balanceakt

Spørgsmålet er, om sparestrategien overhovedet er den rette på kort sigt. Både Torben M. Andersen og Martin Madsen frygter, at det spæde økonomiske opsving risikerer at blive kvalt i fødslen, når besparelserne på det offentlige forbrug indfases fra 2011.

Torben M. Andersen mener, at det havde været klogere at satse på strukturreformer med f.eks. en hurtig indfasning af velfærdsreformen eller en forkortelse af dagpengeperioden: “Det havde givet regeringen større bevægelsesmuligheder for at tilpasse budgetstramningerne til konjunktursituationen. 2011 bliver nok ikke et fantastisk år, og derfor er regeringens sparelinje problematisk. Enten risikerer man at stramme så meget, at opsvinget går i stå, eller også må man af hensyn til konjunkturerne reducere sine sparekrav – og så kan man ikke opfylde den langsigtede målsætning om balance på de offentlige budgetter.”

Martin Madsen er enig i, at sparekravet, der især vil ramme kommunerne, kan lægge gift for det spirende opsving: “Det nytter ikke at spare sig ud af en sådan situation. Risikoen er, at ledigheden bider sig fast på et uholdbart højt niveau. Og da de underliggende finanser er forholdsvis sunde, kan Danmark også i 2011 tillade sig at føre en ekspansiv finanspolitik.”

Regeringen er ikke helt afvisende over for strukturelle reformer. Bl.a. har den varslet reform af førtidspensionen og fleksjobordningen, så færre – specielt unge med psykiske lidelser – parkeres varigt på passiv forsørgelse. Og den har åbnet for at justere på SU-systemet for at få de studerende til at gøre deres uddannelser hurtigere færdig og dermed bidrage til at øge arbejdsudbuddet. Men den har ikke givet noget konkret svar på, hvordan og hvornår disse reformer skal gennemføres. Forslagene er en del af det nye arbejdsprogram, der opstiller ti langsigtede pejlemærker for det danske samfund i 2020. Se figur 3.

De reformer af efterløn og dagpenge, der for alvor kan øge arbejdsudbuddet, er til gengæld lagt i mølpose. Også skattestoppet er fredet, om end man nu åbner for højere afgifter på alkohol og tobak.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har begrundet sparestrategien med, at strukturreformer kan tage år at gennemføre, og at regeringen forventer en henstilling fra EU om, at der skal handles hurtigt. Det er dog ikke et argument, som de to økonomer finder overbevisende.

Torben M. Andersen ville blive “meget overrasket”, hvis EU foretrak besparelser på bekostning af langsigtede strukturreformer: “Det betragter jeg som højst usandsynligt.”

Martin Madsen mener, at finansministerens argumentation er en dårlig undskyldning for regeringens beslutning: “Det er første gang, at Danmarks underskud på de offentlige budgetter overskrider EUs konvergenskriterium, og Danmark er ifølge EU-Kommissionens opgørelse det land, der er bedst rustet til at finansiere de langsigtede udfordringer. Derfor forekommer det helt usandsynligt, at der skulle komme et krav om, at vi – uanset konjunktursituationen – skal stramme økonomien fra 2011.”

Slaget om kommunerne

Begge økonomer sætter spørgsmålstegn ved, om regeringen realistisk set vil være i stand til at fastholde nulvækst i stat, regioner og kommuner i tre på hinanden følgende år. Det har man ikke tidligere været i nærheden af. Se figur 3. Torben M. Andersen mener dog ikke, at målet er umuligt. Men det vil kræve en benhård styring: “Da sygehusvæsenet er undtaget, vil der være andre områder, hvor der skal foretages egentlige nedskæringer i forhold til i dag,” siger han.

Ifølge Torben M. Andersen vil det besværliggøre processen, at den “nulvækst”, som har regeringen har udpeget som målet, er en beregnet størrelse, som er vanskelig at gennemskue. Derfor egner den sig ikke som pejlemærke for den løbende politiske diskussion og prioritering: “Skal den stramme styring lykkes, ville det være lettere med klare og operationelle mål for de offentlige udgifter i kroner og øre.”

Martin Madsen vil ikke afvise, at der er et effektiviseringspotentiale i kommunerne. Men han finder det også styringsmæssigt vanskeligt, at sparekravet kommer til at afhænge af, hvor meget udgifterne til medicin og behandlinger vil vokse på landets sygehuse.

Han hæfter sig også ved, at kommunerne kun bliver kompenseret for løn og prisstigninger, men ikke for demografiske ændringer: “I betragtning af, at det netop bliver i de kommende år, at de store efterkrigsårgange trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, vil det givetvis gøre en forskel. Når dertil lægges de kommunale problemer med at holde styr på f.eks. de sociale udgifter, er der næppe tvivl om, at nedskæringerne vil kunne mærkes på de store kommunale områder som børneinstitutioner, skoler og ældrepleje.”

Til juni kommer den første politiske styrkeprøve, når regeringen skal forhandle næste års budgetter med kommuner og regioner. Da regeringen allerede har givet regionerne løfte om at hæve sundhedsudgifterne, betyder det, at sparekniven især rammer kommunerne og staten.

Det vil komme til at gøre ondt. Borgmestrene er tvunget til at løse velfærdsopgaverne bedre, smartere og billigere. Samtidig satser regeringen på, at private i højere grad kommer på banen.

Målet om, at kommunerne i år skal konkurrenceudsætte 26,5 pct. af opgaverne, ser ud til at blive indfriet. Men regeringens mål er, at kommunerne år for år øger andelen af konkurrenceudsatte opgaver, så den samlet set kommer op på mindst 31,5 pct. i 2015.

Det vil reelt betyde, at stort set alle de kommunale områder, hvor der i dag er et privat marked, skal være konkurrenceudsat. For på store områder som folkeskole, børnepasning og det meste af det sociale område er det ikke muligt – enten fordi lovgivningen ikke tillader det, eller fordi det private marked er ikke-eksisterende. Disse områder udgør næsten to tredjedele af de kommunale serviceudgifter, så målet om at konkurrenceudsætte 31,5 pct. kunne dårligt sættes meget højere. Målet møder da også stor modstand i KL. Her ser man hellere, at det er op til de enkelte kommuner at prioritere, hvor stor en del af deres opgaver der skal lægges ud til private.

Selvom regeringen samtidig vil fortsætte kampen mod bureaukrati og unødvendigt papirarbejde, give kommunerne og de enkelte institutioner større frihed til at løse opgaverne og fremme ny velfærdsteknologi, bliver økonomiforhandlingerne til sommer de vanskeligste i mange år.

Hvordan vælgerne modtager de nye sparetider, vil vise sig til august og september, når de enkelte borgmestre skal lande deres budgetter for næste år. Byder dagsordenen på skolelukninger og besparelser på daginstitutioner og ældrepleje, kan det betyde nye protester og demonstrationer over hele landet. Og udfaldet af den styrkeprøve kan blive udslagsgivende for, om Lars Løkke Rasmussen kan føre sin nye økonomiske strategi igennem og vinde næste valg.