Der er ingen tvivl om, at det tætte Folketingsvalg vil gøre livet vanskeligt for den kommende socialdemokratiske statsminister. Men valgresultatet ligner også et endeligt farvel til VKO-blokken, og den nye oppostionsleder, Lars Løkke Rasmussen, får det ikke meget nemmere.

Mens Helle Thorning-Schmidt i den kommende uges tid skal søge at forhandle et regeringsgrundlag for en S-R-SF-regering på plads, skal Folketingets største parti, Venstre, blive enige med sig selv om, hvorvidt man vil føre barsk oppositionspolitik eller gøre alvor af sine ord fra valgkampens sidste fase om at samarbejde hen over midten.

Den første model er velkendt. Den blev anvendt i det meste af Nyrups regeringsperiode – ofte personificeret af daværende næstformand Anders Fogh Rasmussen og inkarneret i hans omkvæd om, at “pengene fosser ud af statskassen”.

Undervejs lykkedes det at sætte gevaldige spørgsmålstegn ved Poul Nyrup Rasmussens lederskab, og det hele endte som bekendt med SR-regeringens fald og ti års borgerlig regeringsmagt. Derfor er det en stor fristelse at forsøge at gentage succesen i håbet om, at Thorning-Schmidts spinkle flertal vil erodere hurtigere end Nyrups, der som bekendt overlevede i otte år.

Planen er slet ikke umulig. For det første på grund af afgrundsdybe politiske forskelle inden for rød blok – ikke mindst mellem Enhedslisten og De Radikale. De gør det utænkeligt, at vi kommer til at se de seneste ti års blokpolitik videreført, blot med rødt fortegn. For det andet er Folketinget blevet sammensat på en for Thorning-Schmidt så uheldig måde, at hendes muligheder for at skabe flertal over midten er stærkt begrænsede. Som leder af en eventuel S-R-SF-regering skal hun i realiteten vælge mellem Venstre og Dansk Folkeparti. De Konservative har ikke mandater nok efter torsdagens vælgerlussing – medmindre Thorning forestiller sig, at hun kan få Liberal Alliance med i købet.

Det stiller selvsagt Venstre utrolig stærkt. Og derfor er det med god grund, at Lars Løkke Rasmussen – trods det ventede tab af regeringsmagten – så rigtig tilfreds ud på valgaftenen. Ikke alene havde han imod samtlige opinionsmålingers forudsigelser sikret sit parti den første mandat-fremgang siden 2001. Han havde også placeret sit parti i en nøglerolle.

Radikal regeringsdeltagelse afgørende

I første omgang vil Venstres oppositionsrolle afhænge af, om det lykkes S-R-SF at finde sammen om et regeringsgrundlag. Skulle det mod forventning ikke blive tilfældet, giver svaret næsten sig selv. For med De Radikale i en fri rolle vil der blive så mange muligheder for at danne flertal mod regeringen, ikke mindst i den økonomiske politik, at dens overlevelsesmuligheder nærmer sig nul.

Kommer De Radikale med i regeringen, vil den benhårde linje af flere grunde være et mindre indlysende valg.

For det første viser al erfaring, at nye regeringer er betydeligt mere hårdføre, end oppositionen håbefuldt forestiller sig i nederlagets stund. Det har været tilfældet for både Schlüter-, Nyrup- og Fogh/Løkke-regeringerne. Det hænger bl.a. sammen med den styrke, som en regering får ved at have initiativretten og hele embedsmandsapparatet til sin rådighed.

For det andet vil en S-R-SF-regering med det påtvungne indgreb i efterløn og pensionsalder have den langsigtede økonomi nogenlunde på plads, hvis der ikke sker en drastisk forværring af den økonomiske krise.

For det tredje vil eventuelle overraskelser de første par år, f.eks. størrelsen af det offentlige underskud, ikke kunne lastes den nye regering, men må stå for VK-regeringens regning.

For det fjerde må man forvente, at Helle Thorning-Schmidt – i hvert fald indledningsvis – får glæde af den statsministereffekt, der typisk vil tilfalde en undertippet nytiltrådt statsminister. Den medvind bliver næppe mindre af, at hun er den første kvinde på den post.

For det femte er der trods alt en hel del – f.eks. klima- og sundhedspolitikken – som rød blok kan gennemføre alene.
Og for det sjette er sammensætningen af Folketinget efter valget langt mere kompleks, end den lille mandatforskel mellem rød og blå blok lader ane. På en række forskellige politikområder går uenighederne på kryds og tværs af blokkene. Dansk Folkeparti har f.eks. allerede under valgkampen erklæret sig enig i, at der på grund af krisen og den høje arbejdsløshed er behov for en forlængelse af den to-årige dagpengeperiode.

Den lille forskel

Den helt afgørende forskel i forhold til Nyrup-tiden er dog, at De Konservatives historiske nedtur sætter VK-parløbet på standby indtil videre. I realiteten står Venstre ret alene som anfører af en opposition, der i virkeligheden er mere splittet end rød blok. Hvordan skulle man f.eks. kunne forestille sig et samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance?

Begge vil givetvis være parate til at stille mandater til rådighed for en ny periode med Løkke som statsminister. Men det er næppe realistisk, at en kommende ren Venstre-regering skulle basere sin regeringsførelse på disse to partier og et konservativt parti, der i mange år frem vil ligge underdrejet.

Skal Lars Løkke Rasmussen vise et realistisk alternativ til den kommende S-ledede regering, er det svært at se, at det kan ske uden De Radikales støtte. Og vejen til deres hjerter – og for den sags skyld vælgernes – går næppe via benhård oppositionspolitik.

Derfor befinder Venstres ledelse sig i et ægte dilemma, som den nu får tid til at overveje, mens den fordøjer det virkelighedschok, der møder alle afgående regeringsmedlemmer. Forleden havde partiets topfolk en embedsmand på hver finger. Nu skal de vænne sig til at føre politik med støtte fra en halv sekretær og et par akademiske medarbejdere.

De første meldinger fra Venstre – herunder et kategorisk nej til alle skatte- og afgiftsforhøjelser – peger i retning af, at partiet i første omgang vil forfølge den hårde linje. Hvad den langsigtede strategi bliver, bliver vi klogere på i løbet af de næste par måneder, hvor den nye regering vil invitere til forhandlinger om bl.a. vækstpakke, klima- og skolepolitik. Den egentlige test kommer i forbindelse med forhandlingerne om S-R-SF-regeringens første finanslov i december.