Løkkes efterlønsmanøvre

Så kom den, regeringens udspil til en efterlønsreform. Som varslet i nytårstalen fremlagde Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen en plan, der skal fastholde flere medborgere over 60 på arbejdsmarkedet og tage livtag med den demografiske udviklings dobbelte forbandelse: Færre hænder på arbejdsmarkedet og større forsørgerbyrde.

Reformen indeholder tre elementer: Efterlønnen afskaffes. Den allerede vedtagne forhøjelse af pensionsalderen fremrykkes fra 2024 til 2019. Og der indføres en særlig førtidspension for seniorer tæt på pensionsalderen – tilsyneladende en form for overhalingsbane uden om det kommunale sagsbehandlingsbureaukrati.

Udspillet er skelsættende af flere grunde.

For det første har efterlønnen siden Nyrups berømte løftebrud været politisk total­fredet. Parterne bag det brede, men noget mindre ambitiøse velfærdsforlig i 2006 iscenesatte dengang aftalen som et udtryk for et næsten dødsforagtende niveau af politisk mod og økonomisk ansvarlighed.

For det andet er der for første gang i mere end et årti lagt op til en valgkamp, hvor økonomi og ikke værdipolitik er hovedtemaet.

Det kan skabe helt nye alliancer og skillelinjer i det politiske spil. I et årti har fronten mellem oppositionen og regeringsflertallet været knivskarpt defineret. Nu er der skabt uro i billedet, idet regeringens parlamentariske støtter i Dansk Folkeparti har sluttet sig til S-SF’s velfærdskonservative front, mens De Radikale har meldt sig under VKs reformfaner.

Efter et årti med kontraktpolitik og udlændingepolitiske stramninger som de indiskutable slagnumre er regeringens efterlønsmanøvre et taktisk vovestykke. Men det kan også blive et tiltrængt comeback for politiske temaer, der længe har været fortrængt fra toppen af den politiske dagsorden.