Man kunne næsten høre lettelsens suk suse over det europæiske kontinent, da resultaterne fra det amerikanske midtvejsvalg begyndte at tone frem, og den republikanske bølge udeblev. Som en bonus trådte en ny uformel vinder oven i købet ud af tågerne: En, der måske kan slå Trump endeligt af banen.

Redningsmanden er hverken Biden eller en yngre demokrat, men derimod Trumps egen nærmeste allierede i Florida, Ronald DeSantis, guvernør siden 2019 og nu genvalgt af et overvældende flertal af vælgerne i svingstaten.

Trods sit nære parløb med Trump, ligner Ron DeSantis – set med europæiske øjne - en mere betryggende figur. En nogenlunde normal psykologisk profil og habitus. Fine karakterer fra gode universiteter. En helt normal konservativ familiefar med klassisk republikansk baggrund, militær erfaring og en politisk fortid i Kongressen.

Donald Trumps egen reaktion på DeSantis flotte valg har medvirket til at forstærke oplevelsen af, at ekspræsidenten virkelig er truet af opkomlingen.

I flere medier har Trump advaret om, at der vil komme ubehagelige oplysninger frem om DeSantis, hvis han vælger at stille op som præsident. En trussel, der dog ikke ser ud til at skræmme hverken den fremadstormende politiker eller hans fans, der hyldede ham på valgdagen ved at råbe ’two more years’ – det antal år, der er til præsidentvalget i 2024.

Også Fox News fejrede hans genvalg i Florida grundigt, og den konservative avis The New York Post gjorde ham til valgets hovedperson med forsiderubrikken ”DeFuture” og ”Run-Ron-Run!”, mens Trump torsdag fik sin egen forsiderubrik: ”Trumpty Dumpty”.

Pengestrømmen til DeSantis tog til allerede under midtvejsvalget. Og også medier som Washington Post tipper nu den konservative hardliner som et meget realistisk bud på en kandidat, der kan sikre trumpismens tilbagekomst i Det Hvide Hus, uden at Trump følger med.

 

SPØRGSMÅLET ER, hvad resten af verden har at se frem til, hvis det virkelig lykkes Ron DeSantis at vinde magten i 2024. Hvad ved vi om hans holdninger til de dagsordner, der er allervigtigst for Europa på den lange bane: Klimakrisen og krigen i Ukraine?

Det første, man kan konstatere, er at ingen af de to emner indtil videre har været DeSantis’ hovedprioritet.

Da Putin gik ind i Ukraine, og andre amerikanske politikere havde travlt med at fordømme invasionen, var der helt stille fra Floridas guvernør. Da han endelig udtalte sig efter fem tavse dage, havde DeSantis til gengæld tænkt over en karakteristik af Putin, som han vidste ville gå som varmt brød på sociale medier: ”Den fyr er praktisk talt en autoritær tankpasser med nogle forældede atomvåben fra det gamle Sovjetunionen.”

Når DeSantis taler om Ukraine er det oftest for at håne Biden, hvis svaghed han mener er den dybere årsag til, at russerne ikke holdt sig tilbage for at angribe sine naboer. Udenrigspolitisk synes han mere optaget af Kina og af USA’s nærområder i Syd- og Mellemamerika.

Vi ved, at en af hans økonomiske støtter, tech-milliardæren David Sachs, fører en målrettet kampagne for at tvinge Ukraine til forhandlingsbordet. Ligesom andre toneangivende republikanere argumenterer Sachs for, at Donbas og Krim er ret ligegyldige for USA og ikke værd at risikere en atomkrig for. Det samme gør den indflydelsesrige konservative tænketank, the Heritage Foundation, der også støtter DeSantis.

Vi ved, at han i sin tid i kongressen vedholdende forsøgte at spænde ben for Mueller-undersøgelsen, der skulle afdække, om Putin havde påvirket det amerikanske valg til Trumps fordel. Og vi ved, at han i 2019 måtte betale støtte tilbage, som han selv havde fået fra to russiske forretningsfolk gennem en amerikansk fond oprettet til formålet.

Vi ved, at De Santis var en af de få, der bakkede Elon Musk op, da han truede med at fjerne sine satellitter fra Ukraine, hvis han ikke fik betaling for dem. (Og at Musk gengælder kærligheden med tweets om at DeSantis vil være en god præsident.)

Og så ved vi, at han har nægtet at trække de enorme formuer ud af Rusland, som Floridas bugnende statslige pensionsfonde har investeret der.

Men mest af alt ved vi, at større og større dele af hans bagland er ret ligeglade med krigen i Ukraine, bortset fra, at de er trætte af at betale hovedparten af udgifterne til en krig, som de synes Europa selv burde tage ansvar for.

 

MEN HVAD SÅ MED KLIMAET? I disse dage står guvernør DeSantis i bedste Mette Frederiksen stil på pressemøde efter pressemøde og viser statsmandsskab og handlekraft overfor endnu en orkan og oversvømmelse, der har ramt Florida – bare halvanden måned efter orkanen ’Ian’ dræbte 146 mennesker og efterlod 2,4 millioner mennesker uden strøm og gav de største ødelæggelser i statens historie.

Det er altså ikke fordi klimakrisen har forbigået guvernørens opmærksomhed. Men han lytter mere til Bjørn Lomborg end til FN, når han skal handle på den. Der er fuld opmærksomhed på klimatilpasning og mindre på at standse udledningerne. Det er ikke noget, der fylder meget i hans program. Men noget ved vi dog:

Vi ved, at han som medlem af Kongressen i 2017 støttede lovforslaget “No Tax Dollars for the United Nations Climate Agenda Act”, der skulle forbyde den amerikanske stat at bruge skattepenge til at støtte FN’s klimapanel, FN’s klimaprogram og FN’s grønne klimafond.

Vi ved, at han har kritiseret Joe Biden for at forhindre de amerikanske olie- og gasselskaber i at gøre USA selvforsynende med fossile brændstoffer og opfordret præsidenten til at genåbne det kontroversielle Keystone projekt og lade olieselskaber udvinde fossile brændstoffer på statsejede arealer.

Og vi ved, at han som medlem af Kongressen i 2017 støttede lovforslaget “No Tax Dollars for the United Nations’ Climate Agenda Act”, der skulle forbyde den amerikanske stat at bruge skattepenge til at støtte FN’s klimapanel, FN’s klimaprogram og FN’s grønne klimafond. Et forslag, der dog aldrig blev vedtaget.

Og så ved vi, at han hjemme i Florida har gjort det ulovligt for lokale byråd at give særligt favorable vilkår for grøn energi eller lave kommunalplaner, der forbyder at inddrage nye landområder til fossil udvinding. En lov, der har holdt hånden under selskaber som Duke Energi, der betalte 100.000 dollars for et spil golf med DeSantis i hans sidste valgkamp.

Et slemt benspænd for grønt indstillede bystyrer i Tallahassee, Gainesville, Orlando, Satellite Beach, Dunedin, Largo, Safety Harbor, St. Petersburg, Sarasota og South Miami Beach, der alle har forpligtet sig til at omstille til 100 procent grøn energi.

"We are on a highway to hell with our foot on the accelerator. Alas, the Green story continues to be written in Black," sagde FN’s generalsekretær, General Antonio Guterres, for få dage siden på COP27.

Så galt går det forhåbentlig ikke. Men vi skal nok ikke sætte vores lid til, at Ron DeSantis bliver manden, der træder på bremsen. Det skulle da lige være i Ukraine.