Mandag Morgen finder ny chefredaktør

Mandag Morgens digitale redaktør bliver konstitueret på posten som ansvarshavende chefredaktør.

Foto: Arthur Cammelbeeck

Andreas Baumann bliver konstitueret i rollen som ansvarshavende chefredaktør for Mandag Morgen. Han kommer fra en stilling som digital redaktør på mediet.

”Jeg er glad for, at Andreas har sagt ja til at påtage sig opgaven som konstitueret chefredaktør for Mandag Morgen. Med sin baggrund som digital redaktør på mediet er han den helt rigtige til at stå i spidsen for en yderligere digitalisering af mediet,” siger Christoph Nørgaard, CEO for Alrow Media.

Vi skal videreudvikle Mandag Morgen i en mere digital retning, hvor vi skærper de redaktionelle positioner og udnytter de digitale muligheder endnu bedre end i dag

Andreas Baumann
Konstitueret chefredaktør, Mandag Morgen

Andreas Baumann afløser Tanja Nyrup Madsen, som forlod posten i slutningen af november.

”Jeg glæder mig til at lede dette vigtige strategiske arbejde, som skal fremtidssikre Mandag Morgens kvalitetsjournalistik og gøre den uundværlig for mange flere læsere,” siger Andreas Baumann og fortsætter: ”Vi skal videreudvikle Mandag Morgen i en mere digital retning, hvor vi skærper de redaktionelle positioner og udnytter de digitale muligheder endnu bedre end i dag.”

Andreas Baumann blev første gang ansat på Mandag Morgen i 2013. Han har tidligere været praktikant, journalist og redaktionschef på mediet og fra 2021 haft posten som digital redaktør. Han er uddannet i statskundskab og medievidenskab fra Københavns Universitet og har en Master i international journalistik fra City University i London.

Fra 2018 og tre år frem arbejdede han freelance som Afrika-korrespondent med base i Addis Ababa for blandt andet Weekendavisen, Information, norske Aftenposten, P1 Orientering og det svenske digitale medie Blankspot.se. Han dækkede bl.a. valgene i Nigeria, Tanzania og Etiopien samt udbruddet af den etiopiske borgerkrig i 2020.

Andreas Baumann er 37 år, gift og har to børn. Han tiltrådte som konstitueret ansvarshavende chefredaktør mandag den 4. december.

Mandag Morgen er en del af mediehuset Alrow Media, som også udgiver Altinget i Danmark, Norge og Sverige.

For yderligere information, kontakt ceo Christoph Nørgaard på [email protected]

Omtalte personer

Christoph Nørgaard

Adm. direktør, Alrow Media
M.sc. i international business (Aarhus Uni.)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu