Det fundamentale politiske problem i kommunerne er ikke, at djøf’erne har taget magten og skriver uforståelige papirer til politikerne. Det kan være en del af forklaringen, men udfordringen er langt mere kompleks, og mange kommunalpolitikere burde gribe i egen barm og levere en indsats, de kan være bekendt.

Der er masser af eksempler på, at de lokale politikere kommer fuldstændig uforberedte til byrådsmøderne. De har ikke engang læst papirerne fra embedsmændene. Først i det øjeblik borgmesteren ringer med klokken, åbnes den kuvert med dagsorden og indstillinger, de har haft liggende siden foregående fredag, hvor tingene blev sendt ud.

Kuverten har ligget uåbnet hen over weekenden, for der var de i sommerhuset. Den blev heller ikke åbnet mandag, for der var de til badminton. Og tirsdag efter fyraften blev det heller ikke prioriteret, for der var de jo til forældremøde henne på skolen.

Det er ganske overset i debatten om de folkevalgtes trængsler, at moderne kommunalpolitikere ikke altid giver deres politiske arbejde førsteprioritet. Det er noget, der skal klares ved siden af fritidsinteresser, børn, venner og så – respekt for det – jobbet. Byrådsarbejdet kan måske lige kravle op i top fem på prioriteringslisten, men nummer ét er det ikke.

De forsvundne typer

Min påstand er, at arbejdsmoralen har været for nedadgående de senere årtier.

Den gammeldags socialdemokrat brændte for sagen og gjorde også en brav indsats i fagbevægelsen og boligselskaberne. Det var et livslangt engagement, der også havde en pris. En borgmester og ham, der en dag skulle afløse ham, så ikke altid deres børn. Men det var et livsvalg. De vidste, at der skulle knofedt til, hvis de skulle drive det til noget. Og datidens borgerlige kommunalpolitiker var gerne en personlighed, der var aktiv i foreningslivet og selv sad for bordenden i egen virksomhed.

Sådanne kommunale arketyper ville gøre en forskel.

Men alt for få moderne politikere er drevet af samme ild. Derfor er den standende diskussion om øgede vederlag til lokalpolitikerne i virkeligheden en fallit-dagsorden. Den er et symptom på nogle generelle tendenser i samfundet, hvor de fleste af os multitasker og shopper, fordi vi synes, at vi skal nå det hele.

Jeg argumenterer ikke for, at man skal undlade at give politikerne en form for kompensation. Men ingen bør tro, at det automatisk fører til bedre politikere. De, der virkelig brænder for sagen, skal nok komme til tops alligevel. De findes stadig, og der er fortsat masser af talent i de 98 kommuner. Men sjovt nok er det ikke fra denne engagerede og målrettede gruppe, jeg hører klagerne om den manglende kompensation.

Skulle man endelig tage fat på en lønreform, burde man også kigge på borgmestrenes lønninger. En månedsløn på 55.000 kroner er ikke ualmindelig i de lidt mindre kommuner. Det er jo en latterlig lille løn med det store ansvar, der følger med.

Og som parentes bemærket: Den er markant lavere end kommunaldirektørens. Man skal virkelig brænde for sagen, hvis man er borgmester-typen med kapacitet til at gøre lederkarriere et andet sted og tjene det dobbelte.

Udskilningsløb efter 12 måneder

Men tilbage til de menige byrødders problemer. De forbliver netop menige, fordi de ikke løfter sig fra enkeltsagsniveauet og er i stand til at levere et helhedssyn på kommunen. Det er fair nok, at man bliver valgt ind, fordi man er oprørt over, at den lokale skole skal lukkes. Men efter et års byrådsarbejde bør man være lært så meget op på det proceduremæssige, at man har overskud til at kunne deltage i diskussionen om de store linjer.

Lidt populært sagt begynder karriereudskilningsløbet efter de 12 måneder. Her vil en erfaren iagttager kunne se, hvem der er gjort af det stof, der skaber borgmesterkandidater.

[quote align="right" author=""]Det store demokratiske problem opstår, hvis de komplekse og afgørende sager glider igennem på byrådsmøderne uden bemærkninger, mens der er voldsom debat om de små sager – alene af den grund, at de er til at overskue og have en mening om.[/quote]

Kommunerne kunne sagtens gøre mere for at efteruddanne politikerne, så flere bliver bedre til at agere i komplekse sammenhænge og får en ledelsesmæssig dimension med i værktøjskassen. Det har det knebet med, især for menige byrådsmedlemmer ifølge nye tal fra COK (Center for Offentlig Kompetenceudvikling), der gennem årene har sendt mange politikere på skolebænken.

COK’s kursusstatistik viser, at et mindretal har været af sted på kompetenceudvikling siden sidste kommunalvalg. Netop på det punkt bør kommunerne oppe sig, når efterårets valg er overstået. Kommunerne bør sammen med COK skabe en ny generation af politikere, der er godt efteruddannede og har bedre forudsætninger for at være drivkraft i den enorme omstilling, kommunerne står over for.

Det store demokratiske problem opstår, hvis de komplekse og afgørende sager glider igennem på byrådsmøderne uden bemærkninger, mens der er voldsom debat om de små sager – alene af den grund, at de er til at overskue og have en mening om.

Det er et problem, der for nylig blev rejst af TV-Avisen, hvor DR havde lavet en spørgeundersøgelse, der viste, at mange byrådsmedlemmer ikke er kompetente nok til deres job. Professor Tim Knudsen fra statskundskab på Københavns Universitet sagde i nyhedsindslaget, at undersøgelser viser, at politikerne stemmer ja til beslutninger, de ikke har forstået. Konsekvensen var, sagde Tim Knudsen, et embedsvælde.

Embedsmændenes rolle

Det er jo en ganske alvorlig sag, som bør kalde på besindelse i den veluddannede Djøf-elite. Her må man udvise endnu større pædagogiske evner, når man laver sagsfremstilling og beslutningsforberedende notater.

[quote align="left" author=""]Tiltagende magt hos djøf’erne eller ej: Det går altså ikke, at nogen politikere først åbner kuverterne, når mødet begynder.[/quote]

Den udfordring kan der siges meget om. Her skal blot nævnes en enkelt pointe, der vedrører rollefordelingen blandt embedsmændene selv: Kommunerne skal passe på ikke at afkoble politikerne fra de lag i organisationen, hvor fagfolk med dyb indsigt og viden om sagerne sidder.

Det er fint nok med en stab af djøf’ere i toppen af organisationen. De betjener den kommunale top og syr dagsordenerne og mødeindkaldelserne sammen. Men deres magt i organisationen må ikke tage overhånd.

Hvorfor? Fordi de er generalister med for lidt viden om selve substansen i sagerne. Den viden er der andre, der har. Lad dem komme til orde. Dette videns-lag må ikke miste kontakten til politikerne. En risiko, der kan være til stede især i de store kommuner.

Men tiltagende magt hos djøf’erne eller ej: Det går altså ikke, at nogen politikere først åbner kuverterne, når mødet begynder. Det er pinligt for folkestyret. De burde holde sig helt væk fra politik.

Læs flere indlæg af Peter Mose her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.