Mark Kramer: “Det kræver mod at gå denne vej”

Trods voksende interesse for den katalytiske filantropi er modellen ikke særlig udbredt. Skal det ændres, vil det kræve et opgør med en række barrierer. Det drejer sig bl.a. om at skabe større klarhed om modellens fordele og ulemper, at gøre op med den traditionelt lukkede fondskultur og at ændre omverdenens opfattelse af fondenes rolle i samfundet.

Mange har udråbt den katalytiske model som det helt store inden for fremtidens filantropi. Alligevel er modellen stadig ikke særlig udbredt. I den samlede fondssektor hører det til undtagelserne, at en filantropisk fond opererer på den katalytiske bane.

”I dag er det stadig et mindretal, der arbejder med katalytisk filantropi. Der er måske tale om 10 pct. af de amerikanske fonde – særligt de store – som er inspireret af den katalytiske model,” siger Mark Kramer, grundlægger og direktør for den amerikanske konsulentvirksomhed FSG og forfatter til adskillelige videnskabelige artikler og bøger om katalytisk filantropi.

Store forhindringer" caption="Figur 1  

Figur 2  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/1f576-kap4_fig02_det_vellykkede_partnerskab.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c01bc-kap4_fig02_det_vellykkede_partnerskab.png | Forstør   Luk

De fem kriterier er afgørende for at sikre de bedste resultater af partnerskaber mellem filantropiske fonde og andre relevante stakeholdere.

Kilde: Mandag Morgen. [/graph]

De internationale og danske eksperter, som Mandag Morgen har talt med, peger på, at årsagen til den manglende gennemslagskraft er, at der er en række barrierer, som hindrer det store flertal af fonde i at gå den vej. For det første mangler der stadig en mere klar best practice i forhold til selve den katalytiske model. For det andet er det en kæmpe udfordring for fondene at gå fra at være donor til at blive forandringsagent, for det kræver betydelig nytænkning i forhold til fondenes egen kultur og selvforståelse. Og for det tredje er der behov for en ændring af omverdenens forventninger og opfattelse af fondene. Se figur 1.

Fra gode eksempler til generel praksis

Den katalytiske model er med enkelte undtagelser af relativt ny dato. Se tekstboks. Erfaringerne er derfor begrænsede. Selv om der findes en række gode eksempler, som viser, hvordan den katalytiske filantropi kan virke i praksis, er der stadig områder af modellen, som er forholdsvis uopdyrket land. Der mangler således stadig en del viden om og dokumentation for, hvordan en katalytisk fond kan skabe optimal værdi af sin indsats.

”Det er stadig en model, som er under udvikling, f.eks. i forhold til evaluering af effekten. I de seneste år er der gode eksempler på katalytiske fonde, som viser vej og er blevet langt bedre til at dokumentere værdien af deres arbejde. Men der mangler stadig en del i at skabe fuldt overblik over, hvad denne type filantropi reelt kan,” siger Matthew Bishop, som er erhvervsredaktør på The Economist og medforfatter til bogen ”Philanthrocapitalism”.

Ifølge Mandag Morgens omfattende kortlægning er der især fire udfordringer, der skal adresseres, hvis modellen skal vinde yderligere indpas blandt de filantropiske fonde:

Det velegnede projekt.  Den katalytiske filantropi er ikke en model, der fuldstændigt erstatter alle andre tilgange til filantropisk arbejde, men derimod en model, som kan være brugbar i forhold til nogle problemstillinger, men ikke i forhold til andre. Den katalytiske filantropi er i brede vendinger målrettet mod sociale og samfundsmæssige forandringer, men der mangler stadig en mere konkret beskrivelse af ”det velegnede katalytiske projekt”.

Strukturering af projektet. Den katalytiske model kræver et nyt mindset og en ny måde at arbejde på hos fondene. Til dato er der dog stadig mangel på veldokumenterede og tilgængelige modeller for, hvordan en fonds katalytiske arbejde organiseres i praksis. Der er således en række gode eksempler, hvor fonde er gået egne veje, men udviklingen af en kopierbar best practice er stadig i sin vorden.

Model for partnerskaber. Det er en central del af den katalytiske filantropi, at fondene engagerer sig i partnerskaber med andre aktører i samfundet. Men mulighederne for at etablere partnerskaber med borgere, virksomheder, interesseorganisationer eller offentlige myndigheder er stadig under udvikling. Derfor er der begrænset viden om, hvordan det gode partnerskab tilrettelægges med hensyn til arbejdsdeling, ansvarsområder og målsætninger. Det er således et stort behov for at få udviklet klarere samarbejdsmodeller og partnerskabsstrukturer, som fondene kan læne sig op ad. Et eksempel på, hvad der skal til, er European Foundation Center (EFC) og FSG, som i publikationen ”Multiplying Impact through Philanthropic Collaboration” udpeger fem faktorer, der er afgørende for, at filantropiske partnerskaber kan bruges til at skabe større effekt. Se figur 2.

[graph title="Det vellykkede partnerskab" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />

Kilde: Multiplying Impact through Philanthropic Collaboration, EFC og FSG. 

Effektmål af projekter. Flere af de katalytiske fonde arbejder med forskellige metoder til, hvordan man måler værdien af de filantropiske fondes indsats. Men til dato slås de stadig med at finde ud af, hvad der skal måles på. Brede formål som “almennytte” og ”social forandring” er i sagens natur vanskelige størrelser at definere og måle. Dertil kommer, at de katalytiske projekter er langsigtede, hvilket yderligere besværliggør sagen. For hvordan og hvornår skal man eksempelvis måle de positive og negative effekter af et eksperiment med øget undervisningstid for teenagere? Særligt Bill & Melinda Gates Foundation har fra starten ført an med et massivt fokus på at analysere, måle og monitorere effekten af deres filantropiske investeringer, og flere andre fonde er fulgt trop. Men der findes stadig ikke en tilgængelig og kopierbar model, som kan måle den konkrete katalytiske investerings filantropiske succes.

Ifølge Matthew Bishop har frontløberne blandt de katalytiske fonde i de seneste år dog taget vigtige skridt i retning af at kunne kvalificere deres arbejde – og de er dermed i fuld gang med at ligge grundstenene til en veldokumenteret og effektiv model for filantropisk arbejde, som andre kan kopiere.

”De katalytiske fonde har fået en større forståelse for, hvordan denne model virker. For 10-15 år siden var der få, der kunne gøre rede for, hvad den katalytiske filantropi i praksis gik ud på. Det har fondene et langt bedre billede af i dag. De udvikler og justerer hele tiden deres arbejde,” siger han.

Fondene skal turde tage risici

Det kræver mod og risikovillighed at gå fra at være donor til at være en aktiv forandringsagent i samfundet. Det forudsætter bl.a., at fondene nytænker deres selvforståelse og kompetencer. Men er de parate til det? Og er de i stand til at gøre det?

”Det kræver mod at gå denne vej. Det er en helt ny bane og en helt ny tilgang til det at være en filantropisk fond. Det kræver, at man tør nytænke det traditionelle billede af en fond og tildele den en helt ny rolle i samfundet,” siger Mark Kramer.

Også Matthew Bishop peger på, at denne udfordring er en væsentlig barriere for hovedparten af fondene:
”Fonde har i kraft af deres særlige konstruktion en unik mulighed for at kunne løbe store risici i forbindelse med deres arbejde – og det praktiserer de katalytiske fonde i høj grad. Men blandt mange etablerede fonde hersker der skepsis over for at arbejde på denne måde. Man tør simpelthen ikke gå ind i de risikobetonede projekter,” siger han.

Dertil kommer, at den katalytiske model fordrer mere aktive og synlige fonde. Det kan bl.a. ses af den måde, hvorpå de nuværende katalytiske fonde kommunikerer. De bruger strategisk kommunikation som et middel til at skabe større effekt, f.eks. gennem advocacy-indsatser og lobbyisme, og til at dokumentere effekterne af deres arbejde. En højere grad af synlighed er ifølge Henrik Mahncke, som er research fellow på CBS Center for Civilsamfundsstudier, nødvendig, hvis fondene vil opnå indflydelse og fastholde legitimiteten til at drive samfundsudvikling.

”Det kræver eksplicit kommunikation og meget tydelige forklaringer, når fondene træder ind og agerer samfundsudviklere. Fondenes hensigt, arbejdsproces og målsætning skal synliggøres for offentligheden. Ellers vil der være en risiko for, at fondens motiver betvivles,” siger han.

Kravet om synlighed strider imod traditionen i en fondsverden, som har en meget lukket kultur. En kortlægning i ”Den Danske Fondsanalyse 2012” af de største danske fondes transparens viser f.eks., at kun 16 fonde har fremlagt deres årsrapporter, at kun 6 har fuld transparens om deres strategier og organisationsplaner, og at kun 2 fonde oplyser om fremtidige uddelinger. Kortlægningen viser, at fondene er særligt lukkede i forhold til deres organisering og økonomi. Se figur 3 nederst på siden.

”Der er en bevægelse mod større åbenhed i gang blandt de danske fonde. Der er flere og flere af fondene, som har indset, at transparens er gået fra at være en mulighed til at være en nødvendighed. Men der er stadig et stykke vej til ”den åbne fondssektor”,” understreger Lars Bo Pedersen, seniorkonsulent hos Kraft & Partners, som står bag analysen.

Det første katalytiske projekt

Selv om katalytisk filantropi er et relativt nyt begreb, kan tankerne bag modellen og måden at arbejde på spores langt tilbage i den filantropiske sektor.

Et af de mest kendte projekter med katalytiske elementer er ”The Green Revolution”, som blev igangsat af den amerikanske fond Rockefeller Foundation. Fondens katalytiske fokus på fødevareforsyning i Mexico førte på mindre end to årtier til, at millioner af menneskeliv blev reddet, og at den amerikanske agronom Norman Borlaug, som var ansvarlig for projektet, fik Nobels Fredspris.

Tilbage i 1943 igangsatte Rockefeller Foundation en filantropisk indsats mod en tiltagende fødevaremangel i Mexico. Landet var dengang langtfra selvforsynende med fødevarer, men importerede over halvdelen af Mexicos forbrug af hvede og en stor del af forbruget af majs.

Rockefeller Foundation satsede på en ambitiøs og langsigtet indsats, som baserede sig på fødevareudvikling, brede partnerskaber og distribution af nye videnskoncepter. For det første etablerede fonden en gruppe bestående af landbrugseksperter, der ledet af Norman Borlaug blev sendt til Mexico, hvor de i to årtier arbejdede på at udvikle mere hårdføre afgrøder. For det andet etablerede fonden et samarbejde med landbrugsministeriet i Mexico med det formål at sikre en direkte vidensoverførsel og opkvalificering af de mexicanske embedsmænd. Og for det tredje startede fonden ”The Scholarship Program”, som uddannede mexicanske agronomer på førende amerikanske universiteter.

Resultatet var markant. Allerede i 1956 var Mexico blevet selvforsynende med hvede – og har været det siden. Ekspertgruppen udviklede også en ny majstype, der firedoblede hektarudbyttet i perioden 1948-1970.

I 1950 startede Rockefeller Foundation tilsvarende programmer i Colombia, og senere blev modellen udbredt til en lang række lande i Sydamerika. Tænkningen bag programmet er efterfølgende blevet videreudviklet til et storstilet projekt med udvikling af risafgrøder i Asien – herunder i Indien. I dag vurderes det, at ”The Green Revolution” har reddet ca. 1 mia. menneskeliv.

I 1970 modtog Norman Borlaug fredsprisen. Begrundelsen lød, at hans resultater med at udvikle nye afgrøder skabte en fødevaresikkerhed, der medførte større politisk stabilitet.

Danmark er ifølge Lars Bo Pedersen ikke noget særtilfælde: 

”Fonde har overalt i verden en lang tradition for at operere i det skjulte og holde sig langt væk fra mediernes og offentlighedens søgelys. Det tager tid at ændre,” siger han.

Ifølge Mark Kramer skyldes det, at fondene nødigt deltager i den offentlige debat:

”De filantropiske fonde kan som udgangspunkt godt lide at være tilbagetrukne og ikke synlige. Det kræver mod at gå ud i offentligheden – og stille sig på en offentlig scene, hvor man risikerer at lande midt i en offentlig kontrovers, hvor man skal forklare og forsvare sig,” siger han.

Fondenes traditionelle arbejdsform er også en barriere. I fondsverdenen er der en meget stærk tradition for at arbejde på egen hånd frem for at indgå i samarbejder og partnerskaber. Inden for den katalytiske filantropi er partnerskaber en nødvendighed – som midlet til at kunne skabe større sociale forandringer. 

”Vores sektors interne kultur og organiseringsprincipper kan være en meget stor barriere for denne tilgang. Fonde er typisk ledet af bestyrelser og chefer, som er vant til at kunne styre processen og agere meget på egen hånd. Den katalytiske model kræver langt mere åbenhed og lydhørhed over for andre stakeholdere, så deres viden integreres i en fælles beslutningsproces,” siger Emily Tow Jackson, som er direktør for den amerikanske familiefond Tow Foundation.

Dertil kommer, at fondenes arbejdsproces i dag i høj grad er baseret på indsamling af ansøgere og beslutning om uddelinger, der bestemmes af bestyrelsen ved årlige eller halvårlige møder. I den katalytiske filantropi er fondene som aktive partnere hele tiden på, fordi beslutningerne ikke kan udsættes til næste halv- eller helårlige bestyrelsesmøde.

Og endelig kræver den katalytiske model en større arbejdsindsats af fondene. At være partner frem for donor kræver, at de opruster deres in-house-viden og ekspertise. De skal kort sagt arbejde med at udvikle en helt ny kompetencekapital, hvor viden og erfaring i høj grad går ind og erstatter de hidtidige donationer. 

”Det kræver helt nye kompetencer at arbejde med denne type filantropi. Det forudsætter en strategisk udvikling af fondens organisation – at vi har den rette organisation og det rigtige lederskab,” siger Lindsay Austin Louie, som er leder af et program for effektiv filantropi i den amerikanske fond The William and Flora Hewlett Foundation.

Fondenes legitimitet

Realdania kom for nogle år siden ud i en veritabel mediestorm med en række kritiske historier om deres måde at samarbejde med deres partnere på, og Bill & Melinda Gates Foundation kritiseres ofte for at sammenblande de filantropiske med de erhvervsmæssige interesser.

Disse eksempler på offentlig kritik rejser spørgsmålet om, hvorvidt fondene som en ikke-demokratisk instans har legitimitet til at indtage en mere central rolle som forandringsagent, og det understreger vigtigheden af, at en mere aktiv og medskabende fondssektor får opbakning fra offentligheden. Skal omfanget af de katalytiske fonde øges, forudsætter det en bred accept af, at fondene påtager sig en ny og mere aktiv rolle og bevæger sig ind på områder, der normalt befinder sig i den offentlige og private sektors regi.

”Når en fond gerne vil løse store samfundsudfordringer, kræver det, at der ikke er modstand og skepsis fra omverdenen, hvis det arbejde, fonden laver, reelt skal have en værdi”, siger Leslie Crutchfield, der er seniorrådgiver i FSG og medforfatter til bogen ”Do More Than Give”, som er en af de første bøger, der analyserer perspektiverne ved katalytisk filantropi.

Det stiller krav til, hvordan fondene orienterer sig i forhold til omverdenen – og øger behovet for overvejelser om, hvordan den enkelte fond fremstår udadtil. Inden for den katalytiske filantropi har flere af de fremtrædende fonde derfor også et stærkt fokus på, hvordan de løbende kan imødekomme omverdenens forventninger ved hele tiden at dokumentere og kommunikere effekten af deres investeringer.

”Når TrygFonden gerne vil forbedre patientsikkerheden på de danske hospitaler, kræver det, at vi har opbakning fra offentligheden og vores partnere – de offentlige myndigheder, de ansatte og patienterne. Ellers risikerer vi, at vi mister legitimiteten til at gå ind på dette felt, og at projektet strander og ikke får nogen værdi. Derfor er det afgørende, at der er vished om vores rolle og projektets formål i offentligheden,” siger Gurli Martinussen, som er direktør for TrygFonden.

Det hører dog med til historien, at omverdenens syn på fondene allerede er under forandring. I takt med det større økonomiske pres i samfundet efterlyses der nye muligheder for finansiering, og her er fondene med deres betydelige formuer en naturlig kandidat. Derfor kan de heller ikke tåle at putte sig, hvis de vil fastholde deres frie position i samfundet. Det skaber, ifølge Henrik Mahncke, et voksende krav til fondene om at komme frem i offentligheden og klargøre, hvilken værdi de skaber for samfundet:

”Fondene kan opnå stor legitimitet og opbakning i forhold til at være samfundsudviklere, hvis de er klare i deres kommunikation om, hvad de laver, og hvad målet er med deres aktiviteter. Der er næppe mange, som kan være imod ideen med at skabe almennytte, men for fondene handler det om, at offentligheden skal forstå, hvad det er. Det kræver stor åbenhed om, hvad fondene gør, og hvilken dagsorden de opererer ud fra,” siger han.

En række undersøgelser viser, at offentligheden har meget lidt viden om, hvad filantropi og civilsamfundet er. Dertil kommer, at der tilsyneladende heller ikke er den store tiltro til, at fondene bruger deres midler fornuftigt. Ifølge en undersøgelse i den amerikanske nonprofit-iværksætter Dan Pallottas bog ”Charity Case: How the Nonprofit Community Can Stand Up for Itself and Really Change the World”, er der kun 17 pct. af amerikanerne, som mener, at de velgørende organisationer gør et godt job. Kun 10 pct. mener, at de bruger pengene klogt, mens hele 70 pct. af amerikanerne vurderer, at de velgørende organisationer ”spilder en stor del af midlerne”.

Det manglende kendskab og fraværet af tiltro udgør ifølge Realdanias direktør, Flemming Borreskov, en stor risiko for fondene:

”Vi skal gøre folk bevidste om den værdi, som fonde kan bidrage med. Folk skal vide, præcist hvad vi laver, og hvilke effekter vores arbejde har. Ellers risikerer vi, at omverdenen får en modstand mod os. Det kan resultere i begrænset samarbejde og mere kontrol, og det vil skade vores muligheder for at være medskabere i udviklingen af samfundet”, siger han.

Vejen frem

Det er ifølge Henrik Mahncke afgørende at komme alle disse barrierer til livs, hvis den katalytiske model skal blive fremtiden for den store fondssektor.

”Det er vigtigt for den katalytiske filantropi og for fondene generelt. Der mangler et opgør med en mere traditionel forståelse af, hvad fondene kan og skal bidrage med. Det står i dag som en væsentlig hindring for, at fondene kan få større effekt ud af deres penge,” siger han. 

Denne proces kan ifølge Matthew Bishop i høj grad blive drevet frem af de nuværende katalytiske fonde, som kan inspirere, men også presse andre til at følge trop.

”De katalytiske fonde repræsenterer en helt ny tænkning. Men de kommer også med nogle mærkbare resultater, som kan være med til at drive en forventning frem om, at fonde kan gøre mere, end hvad hovedparten præsterer i dag. Hermed kan de bane vejen for en ny fondskultur, som andre fonde også vil være tvunget til at adoptere,” siger han.

Ifølge Bishop er den katalytiske filantropi ikke kun et udtryk for, at nogle fonde på eget initiativ har valgt at gå i en ny retning. Det er også en konsekvens af, at fondenes position i dag er under opbrud – og at der stilles stadig højere krav til, at fondene legitimerer deres virke.

”Det ligger i kortene, at fondene bliver nødt til at tage et større samfundsansvar. Der er brug for deres midler og for aktører, som kan lave den type investeringer, som fondene er i stand til. Derfor er der et pres på fondene for at gå i retning af den katalytiske model,” siger han. 

[graph title="Den lukkede fondsverden" caption="Figur 3  " align="center" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/4e087-kap4_fig03_transparensbarometeret_ny_version.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/f3038-kap4_fig03_transparensbarometeret_ny_version.png" text="Transparensanalysen viser en fondsverden, som på flere parametre stadig er lukket i forhold til omverdenen – på flere områder fravælger fondene at kommunikere om deres arbejde."]Kilde: Kraft & Partners, Den Danske Fondsanalyse 2012 og Mandag Morgen. [/graph]

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu