I 1998 vil en række af Danmarks førende virksomheder aflægge regnskab over for offentligheden på en markant anderledes måde end tidligere. Danisco, Novo Nordisk og andre globalt orienterede danske koncerner vil gå over til internationalt accepterede opgørelser af koncerngoodwill, som vil reducere deres officielle indtjening betydeligt. Hver fjerde har meddelt, at de er på vej med erklæringer om deres sociale og etiske værdier. Og stadig flere er parat til at lægge deres miljøforhold frem for offentligheden. Mandag Morgen vil afspejle denne udvikling bl.a. ved at styrke den virksomhedsrating, Ugebrevet introducerede for knap et år siden, på to områder: Virksomhedernes miljørapportering inddrages som en fjerde dimension i ratingsystemet. Samtidig vil samt-lige Danmarks 300 førende virksomheder - som enten er børsnoterede eller har en omsætning på mere end én milliard kr. - blive ratet i de kommende måneder. I dette nummer gælder det Carlsberg, Tivoli, Royal Scandinavia, Coloplast, DSV og Crisplant, som alle offentliggjorde deres trykte regnskab kort før jul.