En stille ledelsesrevolution er på vej i den offentlige sektor. Den kommer bl.a. til udtryk i et sandt boom af initiativer, der tilsammen tegner konturerne af en ny ledelseskultur. Ugebrevet kan i dag afsløre, at såvel et offentligt ledelsesakademi som to tænketanke - alene dedikeret til offentlig ledelse - om kort tid vil være sat på skinner. Kommunaldirektørforeningen og kreds-en af amtsdirektører planlægger et ledelsesakademi for kommunale topchefer. Der er tale om et ambitiøst projekt, der skal formidle viden og styrke samarbejdet mellem topcheferne i den kommunale sektor. Det har ført til en prekær strid med de kommunale chefers tætteste samarbejdspartner - Kommunernes Landsforening, der fik tilbud om at være med i akademiet. Direktør i KL, Peter Gorm Hansen, siger til Ugebrevet, at han er “dybt foruroliget”- specielt fordi et enkelt konsulentfirma i to år skal have monopol på at løse opgaver for akademiet. Derfor er KL nu klar til at lancere et parallelt projekt. Samme planer har chefgruppen i HK/- Kommunal. Ugebrevet kortlægger de mange nye initiativer og de intriger, der risikerer at føre til, at indsatsen bliver spredt for alle vinde.