Regeringens største problem med sit nye prestigeprojekt om mere kvalitet i velfærden er, at det nærmest bliver umuligt at skille spørgsmålet om kvalitet fra kravet om flere ressourcer. Det fremgik af sidste uges stort anlagte konference i Den Sorte Diamant, hvor de inviterede interesseorganisationer og pressionsgrupper med stort held fik afsporet debatten ved at sætte fokus på deres egen snævre dagsorden. Konferencen viste også, at projektet indtil videre er så luftigt, at det helt sikkert ikke bliver en folkelig sag.