Producenter af kopimedicin og parallelimportører tjener langt mere end en typisk dansk virksomhed, og en enkelt kopivirksomhed, GEA, nåede i 1997 op på et afkast på godt 58 pct. De ligger nemlig i ly af en lovregel, der begrænser konkurrencen på medicinpriserne. Reglen blev indført i 80’erne for at hjælpe forskningstunge virksomheder som Novo. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterer da også, at det er småt med konkurrence på medicinmarkedet. Parallelimportører og kopiproducenter, der ikke forsker, lægger sig som regel ganske tæt op ad prisen på de originale produkter. Forbrugerne sparer ofte kun 2-5 pct. ved at købe kopiproduktet. Medlem af Konkurrencerådet Frans Clemmesen anbefaler Konkurrencestyrelsen at tage fat om problemet. Han vurderer, at der i mange tilfælde er tale om misbrug af dominerende stilling på dele af medicinmarkedet. Han sætter også spørgsmålstegn ved rimeligheden i de høje priser, som Novo tager for insulin, hvor Novo for længst burde have tjent sine forskningsudgifter hjem, siger han.