Sundhed
Medicinudgifter fordoblet på ti år
Eksperter vil stoppe tilskud til livsstilsmedicin
Fedme og impotens skal ikke have tilskud
Galopperende udgifter til medicin truer med at vælte sundhedsbudgettet, advarer sundhedsøkonomer. På bare fem år er udgifterne til medicin vokset med næsten 4 milliarder kr. , så de i dag udgør 14 pct. af det samlede sundhedsbudget mod kun 7 pct. i 1994, viser tal fra Sundhedsministeriet. Nye, dyre medicinske behandlinger og befolkningens voksende krav om et godt liv trods sygdom sætter fremtidens sundhedsbudget i en dobbelt klemme. Derfor er det tvingende nødvendigt med reformer af hele lægemiddelområdet. “Vi bør diskutere, om skaldethed, impotens og fedme fortsat skal betragtes som sygdomme, der berettiger til, at et lægemiddel kan købes med offentligt tilskud. Det kan godt være, vi hjælper nogen ved fortsat at lade gråzoneprodukterne få tilskud. Men der er altså andre formål, der er vigtigere at støtte, ” siger Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet. Økonomerne peger også på nødvendigheden af strammere kvalitetsstyring hos læger og patienter, hvis væksten i medicinudgifterne skal dæmpes.