På bare ét år er de almindelige forventninger til verdensøkonomien vendt fra dommedag til lyse udsigter. Men både pessimismen i forsommeren ‘98 og den nuværende optimisme synes overdrevet. Den rigelige internationale likviditet har drevet både aktie- og obligationskurser op på et niveau, som næppe er holdbart. De høje kurser hviler nemlig på to skrøbelige forudsætninger. Dels er det ikke realistisk med en endnu lavere rente, hverken i USA, Europa eller Japan. Dels er det tvivlsomt, om virksomhederne kan indfri de skyhøje forventninger til den fremtidige indtjening, der afspejles i de rekordhøje aktiekurser. Det mest sandsynlige er, at år 2000 bliver bedre end 1999, men ikke markant bedre, skriver ambassadør J. Ørstrøm Møller i en kommentar.