Svar til Mette Bock: Derfor er medieaftalen kortsigtet

Kulturminister Mette Bock kom med tre konkrete udfordringer og et hjertesuk til chefredaktør Lisbeth Knudsen i hendes kommentar til medieforliget forleden. Her kommer svarene fra Lisbeth Knudsen, som kritiserede et manglende perspektiv i medieaftalen.

Lisbeth Knudsen

Kulturminister Mette Bock har udfordret mig med tre mediepolitiske spørgsmål i en kommentar til min analyse af regeringens medieforlig med Dansk Folkeparti. Hun konstaterer sagt i kortere vendinger, at det netop indgåede medieforlig er det muliges kunst, og at man som regering skal kunne tælle til 90 mandater for at få sin politik igennem. Og derefter opridser hun, hvad der har været vigtigt for henholdsvis regeringen og Dansk Folkeparti i processen. Det er jo uomgængeligt rigtigt, at politik indebærer at forskellige meninger brydes, og så handles der frem og tilbage over bordet, argumenteres og indgås kompromisser, der kan samle et flertal i Folketinget. Ikke altid en superskøn proces. Og nogle gange med et meget kortsigtet perspektiv, fordi det nu engang var så langt, parterne kunne strække sig.

Jeg har iagttaget dansk politik og politiske processer på mere eller mindre tæt hold siden 1975. Det er altid nemmere som politisk mandagstræner og kommentator at stå på sidelinjen og kritisere de forskellige afarter af politiske forlig fra de modige og skelsættende til de forpjuskede og kortsigtede. Derfor forstår jeg godt, at en minister føler trang til at efterlyse, hvad der så konkret skulle være gjort bedre.

Der har været mere end et års tilløb til det medieforlig, som blev indgået lige her før sommerferien. Der har været afholdt adskillige debatmøder, konferencer og samtaler om medieforligets ønskede indhold. Der har været talt om behovet for virkelig at sætte dansk mediepolitik ind i nutidens og fremtidens perspektiv og ikke fortsætte med lappeløsninger. Der har været talt om konkurrencen fra de internationale teknologigiganter, som nu dominerer både den digitale infrastruktur på medieområdet, den demokratiske debat på de sociale medier, og en væsentlig del af forretningsmodellen for de private medier. Der har været talt om konkurrencen fra internationale streamingtjenester og deres bidrag til dansk kultur.

Med al den forberedelse og iscenesættelse af ikke et hvilken som helst medieforlig, men noget der virkelig skulle rykke, så synes jeg befolkningen og branchen med rette kunne forvente mere af forligspartierne end blot det muliges kunst i den almindelige politiske kværn. At det mest skelsættende ved forliget blev beskæringen af DR, er bare ikke i sig selv perspektivrigt for fremtiden.

Tre svar på tre udfordringer

Her er i lidt forkortet udgave de tre udfordringer og det hjertesuk, som kulturministeren har sendt mig i sin kommentar her på www.mm.dk og mine svar efter hvert spørgsmål:

1. Mette Bock: Hvor meget ekstra mediestøtte mener LK staten skal bidrage med for at sikre det, vi er enige om er vigtigt for demokratiet, nemlig troværdigt, dansk indhold? Det dobbelte? Det tredobbelte? Som et eksempel gennemførte Jysk Fynske Medier sidste år en sparerunde på 180 mio, og de har netop gennemført en ny på 80 mio. Det samme gør andre mediehuse. Den krise kræver vel nærmest statsovertagelse, hvis det er økonomien, der er afgørende, og det er næppe vejen frem i et demokrati. Giv et bud på, hvor meget mere staten skal støtte/overtage i mediebranchen. At anvende provenuet fra DR besparelsen gør ingen afgørende forskel i forhold til de grundlæggende udfordringer.

Svar: Jeg tror ikke mere mediestøtte til de enkelte mediehuse og bestemt heller ikke at mere statsovertagelse af mediebranchen – vi har rigeligt med statsejede medier i Danmark - er den rigtige løsning, og jeg har aldrig talt for det. Jeg tror, det handler om at forbedre eksistensmulighederne og rammerne for, at mediehusene kan udvikle sig i den nye konkurrence, er afgørende. Nulmoms på digitale tjenester på linje med papiravisen er et godt eksempel, der heldigvis og langt om længe er med i medieforliget og tak for det. Men forligspartierne kunne have været mere innovative og nytænkende.

I stedet for at bringe de frie, private medier mere på støtten, så giv dem en anden form for håndsrækning. Det kunne handle om at lave en statsstøttet innovation hub for udvikling af teknologiske løsninger til medierne. Det kunne lette investeringspresset på de små og mellemstore medievirksomheder i forhold til at udvikle nye smarte digitale løsninger til brugerne samt at få dem brugertestet. Et slags dansk MIT (Massachusetts Institute of Technology) for mediebranchen med tårnhøje IT-kompetencer og innovative udviklere. Mediepolitik er også erhvervspolitik, og når nu vi så gerne vil være netop i den digitale førertrøje i Danmark, så var det her måske en mulighed. Det er investeringer, som er svære at løfte for de små og mellemstore medievirksomheder og såmænd de stor med, og som derfor giver de internationale giganter alt for let adgang til at skabe total afhængighed i mediebranchen af deres applikationer og teknologiske tilbud.

Skab nogle rammer for de private medier som gør, at det offentlige ikke mere og mere bevæger sig ind på borger informationsopgaver og services på de kommunale, regionale og statslige hjemmesider, som tidligere var en helt naturlig del af de lokale, private mediehuses service til kunderne både i form af redaktionelt bearbejdet indhold og annoncer. Skab nogle rammer for de lokale, private mediehuse, som gør det muligt for dem at arbejde friere med lokal radio og tv og levere produktioner og indhold til DRs regioner og TV2 regionerne via ubureaukratiske udliciteringskrav.

Læg mediestøttekroner ud til fordeling i kommunerne, så der efter objektive kriterier sikres en lokal, uafhængig, kritisk, privat mediedækning i samtlige landets 98 kommuner, som medierne eller lokale grupper af freelancejournalister kan byde ind på.

Etabler en medieforsknings- og udviklingspulje beregnet til målrettet over de næste tre år at opdyrke og afteste nye digitale forretningsmodeller f.eks. i tilknytning til steder med allerede eksisterende forskning på medieområdet eller CBS. Stil videnindsamling og testgrundlag til rådighed for alle medievirksomheder.

Etabler støtte til klynger af medievirksomheder, uddannelsesinstitutioner, digitale teknologi startups og freelance-grupper, som danner nye fællesskaber, der kan udvikle nye indholdsformater, præsentationsformer m.v. Det afprøver man bl.a. i Norge.

Kort sagt sæt fut i omstillingen i den danske mediebranche ved at nytænke måden at støtte en dynamisk medieudvikling på i Danmark sideløbende med, at de nuværende støtteordninger gradvis afvikles.

For nu blot at nævne nogle forslag. Flere kan leveres efter ønske.

2. Mette Bock: Hvad burde vi have gjort i et dansk medieforlig vedrørende de internationale tjenester. Udstedt forbud? Beskattet med 10 procent? 20 procent? 30 procent? Hvilken forskel ville det have gjort, bortset fra at tjenesterne ville blive dyrere at tilgå for de borgere, der massivt ønsker at bruge dem? Og er beskatning og handelsbarrierer kloge tiltag i en situation med en potentielt eskalerende og ødelæggende handelskrig, der kan ramme når som helst? Politik er også helhedstænkning.

Svar: Ja. Politik er helhedstænkning, men politik er også et nødvendigt opgør med en komplet unfair konkurrence fra de internationale tech-giganter, når det gælder manglende skattebetaling. Og ja, beskatning på fair og lige vilkår er en nødvendighed, ellers rammer uligheden de nationale, danske medievirksomheder. Ja, der er forhandlinger i gang via OECD og EU, men det ville have været et stærkt politisk signal, om det spørgsmål også var blevet berørt i medieforliget som en vigtig målsætning.

Det er en helt uholdbar politisk situation med manglende datasikkerhed hos techgiganterne, og det er en uholdbar situation, at de globale selskaber er så store og så magtfulde, at de kan kontrollere vores digitale infrastruktur, vores adgang til demokratisk debat og til søgning via internettet. Og ja, det er nødvendigt med flere initiativer på dette område. Hvad er regeringens svar på det i forhold til befolkningen? Intet ifølge medieforliget. Skal der i Danmark ske en regulering af Facebook, som det diskuteres i Frankrig, Tyskland og andre steder? Det burde medieforligspartierne have gjort sig nogle tanker om og skrevet dem ned som hensigtserklæringer i medieforliget.

Det er uacceptabelt, at vores hverdag og kommunikation styres af algoritmer, som ikke kan gennemskues, som holdes hemmelige for os, og hvor vi selv er produktet via afleveringen af vores data døgnet rundt. Regeringen og medieforligspartierne kunne med dette medieforlig have fremvist en dansk holdning til disse spørgsmål, som drøftes i mange af de øvrige EU-lande, og i det fælles EU-regi. Alle steder er disse temaer højt på dagsordenen, og regeringen kunne med medieforliget have vist f.eks. et nordisk initiativ på området.

Medieforligspartierne kunne, hvis man ikke var i stand til at finde på andet, nedsætte en arbejdsgruppe til at arbejde med disse initiativer fra dansk side i forhold til tech giganterne og streamingtjenesterne. Det er en almindelig praksis i Erhvervsministeriet, at man gør det med arbejdsgrupper i stribevis, når man gerne vil have noget belyst af kloge hoveder og have nogle forslag.

3. Mette Bock: Hvad angår en fælles, national platform, som LK efterspørger, er frøet plantet i medieaftalen. DR skal fremover samle dansk indhold støttet af Public Service puljen. Det er foreløbig kun et frø, men et vigtigt frø for det kan udvikle sig til langt mere, hvis viljen er der, også hos andre indholdsproducenter. Men samtidig er vi vel enige om, at mangfoldighed fortsat er et gode i et demokrati! Vi skal have et mangfoldigt medieudbud, ikke centralisering.

Svar: Selvfølgelig skal vi have mangfoldighed. Og hvert medie skal beslutte for sig selv, om man vil være med på en fælles dansk platform og på hvilke betingelser. På mange andre områder taler man om et frugtbart samarbejde mellem det offentlige og det private marked i Danmark. Hvorfor skulle det ikke kunne etableres omkring et tilbud om en fælles dansk medieplatform for dem, der vil være med, så der etableres et fælles login og et fælles administrativt betalingssystem, men så hvert enkelt deltagende medie selv kan sætte sine priser for adgang til indhold og beslutte hvem, man eventuelt vil lave abonnementssamarbejde med. Udviklingen af en national medieplatform er noget af det, som de sparede DR-penge kunne være brugt til at hjælpe på vej.

DR får svært ved at samle alt indhold støttet af public service-puljen. Hvem har det redaktionelle ansvar for sådan et indholdsmæssigt sammenskudsgilde af produktioner med forskellige etiske standarder, forskellige ophavsrettigheder og forskellig kvalitet? Hvem beslutter, hvad der skal med og ikke med på den samlende platform, med mindre alt bare skal skovles på, og hvem markedsfører de enkelte programmer, så folk opdager, at de er der?

 Et hjertesuk og en opfordring

4. Mette Bock: Til sidst et hjertesuk - der er desværre en uhyggelig tendens til at politikerne, ikke kun i Danmark, men også internationalt, har øget trang til at bevæge sig helt ind i mediernes direktions- og bestyrelseslokaler. Den trang findes overalt inden politiske spektrum. Kampen for at bevare armslængden bliver enorm i de kommende år, og der står meget på spil. For frie medier er demokratiets salt. Vi skal skabe gode rammer for mediernes udvikling, men ikke detailstyre. Hverken økonomisk eller politisk.

Svar: Helt enig.  Frie medier er demokratiets salt, og politikerne skal holde sig langt væk fra at detailstyre. Husk det nu, når der skal laves public service-kontrakter med TV2 og DR, med de kommende drivere af FM4 og de nye radio- og tv-kulturkanaler.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu