Svar til Mette Bock: Derfor er medieaftalen kortsigtet

Kulturminister Mette Bock har udfordret mig med tre mediepolitiske spørgsmål i en kommentar til min analyse af regeringens medieforlig med Dansk Folkeparti. Hun konstaterer sagt i kortere vendinger, at det netop indgåede medieforlig er det muliges kunst, og at man som regering skal kunne tælle til 90 mandater for at få sin politik igennem. Og derefter opridser hun, hvad der har været vigtigt for henholdsvis regeringen og Dansk Folkeparti i processen. Det er jo uomgængeligt rigtigt, at politik indebærer at forskellige meninger brydes, og så handles der frem og tilbage over bordet, argumenteres og indgås kompromisser, der kan samle et flertal i Folketinget. Ikke altid en superskøn proces. Og nogle gange med et meget kortsigtet perspektiv, fordi det nu engang var så langt, parterne kunne strække sig.

Jeg har iagttaget dansk politik og politiske processer på mere eller mindre tæt hold siden 1975. Det er altid nemmere som politisk mandagstræner og kommentator at stå på sidelinjen og kritisere de forskellige afarter af politiske forlig fra de modige og skelsættende til de forpjuskede og kortsigtede. Derfor forstår jeg godt, at en minister føler trang til at efterlyse, hvad der så konkret skulle være gjort bedre.