Angela Merkel var frem til februar i år i gang med en veltilrettelagt politisk retræte. Men 10. februar meldte Merkels udpegede afløser forfald, og da Tyskland nogle uger senere stod over for coronakrisens virale logik, måtte Angela Merkel igen påtage sig den opgave, som hun måske er allerbedst til: krisestyring.

18. marts talte Merkel til den tyske befolkning om, hvilken disciplin og ansvarlighed bekæmpelsen af epidemien kræver af hver enkelt borger og af samfundet som helhed. Merkel viste i talen endnu en gang, hvordan hun evner at bruge det lidt omstændelige tyske sprog, sådan så hun både formidler omsorgsfuld nærhed og saglig kompetence.

Siden er det kun gået en vej. Hendes parti er med tilslutning fra omkring 38 procent af vælgerne i et gennemsnit af meningsmålinger på vej mod de formidable 41-42 procent, partiet oplevede omkring 2013, hvor finanskrisen og eurokrisen var håndteret, og flygtningekrisen i 2015 endnu ikke var brudt ud.

Nu er Merkel tilbage som krisemanager, og dét med de karakteristika, der har kendetegnet hende i stort set alle store beslutninger gennem årene. Det kan få stor betydning i EU, hvor Angela Merkel angiveligt støtter en opsigtsvækkende plan om at fordoble EU’s fælles budget fra en til to procent af BNP i en årrække.

Denne plan udarbejdes i øjeblikket i et samarbejde mellem topfolk omkring Charles Michel i Det Europæiske Råd og omkring Ursula von der Leyen i EU-Kommissionen. Både konkurrencekommissær Margrethe Vestager og flere danske topembedsmænd i de europæiske institutioner er dybt involveret i planen, der handler om at øge EU-budgettet med en slags corona-genopbygnings-solidaritetsbidrag på samme måde, som Tyskland i mange år har haft den såkaldte soli-skat til at finansiere den tyske genforening.

Mens der arbejdes på planen, som ventes præsenteret 20. maj, vinder den videnskabeligt uddannede, protestantiske præstedatter Angela Merkel igen på sin grundighed og besindighed.

Hun lytter til sagkundskaben, hun vender sagen med sine rådgivere, hun funderer over, hvilke reaktioner det ene eller det andet udspil fra hendes side vil fremkalde i offentligheden. Hvordan reagerer finansmarkederne? Hvordan reagerer nabolandet Frankrig? Hvordan reagerer resten af EU?

Merkel er til evolution, ikke revolution

Nu står Angela Merkel foran det formandskab i EU, som Tyskland senest havde i efteråret 2007, hvor EU’s ambitiøse klimaplan for 2020 var det store projekt. Her i 2020 har EU en stor green deal om EU’s klimapolitik under opsejling, ligesom man også har en såkaldt white deal på vej, som handler om at gøre EU i stand til at håndtere nye virale eller andre sundhedsmæssige kriser. Dette projekt er en darling for kommissionsformand Ursula von der Leyen, og det skal som alle andre initiativer have opbakning fra Tyskland og fra Angela Merkel, der igen er den aktør, alle andre EU-lande og borgere kigger imod for at se, hvordan man i fællesskab skal håndtere krisen.

Jana Puglierin, leder af Berlin-kontoret i tænketanken ECFR, skriver i analysen ’Shared goals: How Germany’s crisis response could strengthen Europe’ om, hvad Tyskland allerede har gjort i forhold til coronakrisen, og hvad man kan forvente af Merkel og Tysklands regering i de kommende måneder.

”Merkel vil ikke i sin fjerde valgperiode pludselig blive en revolutionær kraft i EU, men hun vil udvise stabilt, målorienteret og forsigtigt lederskab,” skriver Puglierin, der samtidig forklarer, at Tyskland reelt har bevæget sig betydeligt på en række af landets hidtidige europapolitiske positioner og i en retning, hvor der udvises større solidaritet fra det samlede EU mod de kriseramte lande i syd, end det beskrives i den gængse medieomtale af tilstandene i EU.

”Den tyske regering har givet indrømmelser, som man ville have haft svært ved at forestille sig før covid-19,” skriver Puglierin, der blandt andet peger på den krisepakke, som EU-landenes finansministre enedes om 9. april.

EU-finansieret understøttelse

Den EU-krisepakke, som indeholder tiltag for genopretningen af Europa efter coronakrisen, er så vidtgående, at det næppe helt er gået op for den danske offentlighed, der som bekendt befinder sig i en tilstand af kraftigt beskåret aktivitet i Folketinget og begrænset mediedækning af internationale [MO1] beslutninger.

Krisepakken betyder blandt andet, at EU-landene har sat knap 750 milliarder kroner af til lånefinansiering af arbejdsløshedsunderstøttelse i de fattigste EU-lande. Og at man har gjort Den Europæiske Investeringsbank, EIB, klar til at låne 1.500 milliarder kroner til små og mellemstore virksomheder. Endelig har man øremærket yderligere 1.500 milliarder kroner fra den samme pengekasse til yderligere lån til EU’s lande, banker og virksomheder, som er truet på livet af coronakrisen. Altså i alt knap 3.750 milliarder kroner – 500 milliarder euro – i lån, der kan gives uden de mange politiske betingelser, som normalt stilles, når EU låner penge ud.

Det gængse narrativ om den aktuelle udvikling i EU er, at landene ikke har været solidariske med hinanden. At de rige lande i nord har nok i sig selv. At de vil have deres penge og deres respiratorer for sig selv, og at de i hvert fald ikke vil betale for økonomisk slendrian i Sydeuropa. Og at Tyskland så at sige har givet Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og de andre sydeuropæiske ledere den kolde skulder, fordi man ikke vil indføre corona-obligationer eller euro-obligationer, eller hvilket mærkat man nu vil sætte på fælles gæld i eurozonen.

Men dette narrativ overser de nybrud, som coronakrisen har ført til i tysk politik. Angela Merkel og hendes finansminister, socialdemokraten Olaf Scholz, har således åbnet for den tyske statskasse i et omfang, der aldrig tidligere er set. Hjælpepakker, garantier og udskudte skatter og afgifter løber tilsammen op i mere end 2.000 milliarder euro. Dermed er Tyskland med Merkel i spidsen for alvor begyndt at bruge den finanspolitiske ildkraft, som man ligesom skiftende danske regeringer har insisteret på at opbygge efter finanskrisen.

Nu er Angela Merkels plan så at give et markant, men midlertidigt boost til EU’s fælles budget – et projekt, der er et voldsomt opgør med Tysklands hidtidige syn på EU’s fælles budget. Tyskland har hidtil været en budgethøg med allierede som Holland, Danmark, Østrig og Finland. Og det er givet, at ingen af disse lande bryder sig om, at Tyskland nu lige pludselig kommer og vil fordoble det fælles budget.

Forslaget går kort fortalt ud på, at man kører nogenlunde uændret videre med det kendte syvårige budget, sådan som det så ud i det seneste kompromisforslag fra Charles Michel, formanden for Det Europæiske Råd. Hertil kommer så den ekstra og lige så store indbetaling fra EU-landene til en særlig corona-genopbygningspulje, hvorfra der både kan ydes tilskud og lån til særligt hårdt ramte lande og regioner. Dermed vil EU pludselig råde over betydelige budgetmidler til at overvinde krisen, og man vil – hvilket set fra Angela Merkels perspektiv er ekstremt vigtigt – komme uden om at skulle indføre fælles gældshæftelse i EU, hvilket der er voldsom modstand mod i det tyske vælgerkorps og i andre af de nordlige EU-lande.

Ifølge Mandag Morgens oplysninger skal planen præsenteres 20. maj, hvorefter den skal på EU-topmødet i sidste halvdel af juni. I København er planen angiveligt blevet modtaget sådan, at man – hvis der ikke er nogen vej udenom – kan leve med den, hvis der bliver tale om lån – og ikke tilskud – fra genopbygningsdelen af budgettet. Og det kan man angiveligt godt finde ud af.

Dermed kan det – som en kilde udtrykker det – ende med, at lånene på et tidspunkt lander hos Den Europæiske Centralbank, og at de så kommer til at stå der som et minde om, hvordan det alligevel lykkedes Angela Merkel at få EU-landene til at udvise den økonomiske solidaritet, der var nødvendig for at få EU helskindet gennem coronakrisen i 2020.