Eksperter, der kontaktes af medier og anmodes om at optræde i den offentlige debat, bør holde sig tilbage fra at udtale sig om forhold og anliggender, som intet har med deres ekspertområde at gøre.

Derfor bør de presseetiske regler strammes, så de udtrykker en klar forventning om, at journalister udvælger deres ekspertkilder ud fra kriterierene ”saglighed, nøgternhed, tilbageholdenhed og videnskabelig ballast i form af hyppige udgivelser i relevante videnskabelige publikationer.”

Med vanlig sans for provokation rejste Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt dét forslag under agurketidens sidste krampetrækninger i sensommeren. Og ganske forudsigeligt skabte indlægget en vis debat. Berlingskes Lisbeth Knudsen sidestillede det ligefrem med en indskrænkelse af ”pressefriheden og mediernes kildebrug” og Børsens Anders-Krab Johansen bad Europa-parlamentarikeren om at læse Grundlovens afsnit om ytringsfrihed.

Efterfølgende replicerede Messerschmidt ikke alene ved at sætte navne på en sort liste af usual suspects: Marlene Wind, Jørgen Bæk Simonsen, og Claus Haagen Jensen. Eksperter hvis offentlige udtalelser, han angiveligt mener, et sådan regelsæt vil kunne dæmme op for. Men også ved at underbygge sin argumentation med udsagn fra eksperter, idet han tog Erik Albæk og Mark Ørsten til indtægt for at være ”enige i problemet”.

Ironien er åbenlys for enhver, og ville være underholdende, hvis den ikke netop pegede på det alvorlige, principielle paradoks, debatten dækker over. Ingen kan være uenige i Messerschmidts synspunkt, men der er god grund til at være uenig i konklusionen, som er skudt langt over målet.

Eksperter i alle afskygninger spiller ganske rigtigt en stadig større og (muligvis) problematisk rolle i politik såvel som i medierne. Men de færreste slutter heraf, at løsningen må være indførelsen af en kontrolinstans, der skal regulere hvad, hvornår og hvordan, medier gør brug af eksperter.

[quote align="left" author=""]Messerschmidts argument bygger på en udbredt, men misforstået antagelse om, at der altid kan trækkes et knivskarpt skel mellem forskning og politik.[/quote]

Det er der en god forklaring på. De fleste indser intuitivt, at opgaven ikke lader sig implementere i praksis. For hvem ligger inde med kompetencen til at afgøre, om en given ekspert på et givent spørgsmål besidder fornøden ekspertise, respekterer sit fagområdes grænser, loyalt gengiver konsensus blandt fagfæller og ikke samtidig lader personlige, subjektive skøn præge sine udsagn?

Udover en alvidende Gud synes den eneste mulige kandidat, at være pågældende eksperts fagfæller, dvs. andre eksperter. Men at sætte eksperter til at vogte eksperter, ville jo være som at sætte ræven til at vogte… nå ja…ræve.

Det vil næppe heller være en tilfredsstillende løsning for Messerschmidt, for hvem skulle i givet fald kontrollere disse ’eksperter i ekspertise’?

Skruen uden ende

På den ene side bygger Messerschmidts argument på en udbredt, men misforstået antagelse om, at der altid kan trækkes et knivskarpt skel mellem forskning og politik – at der findes en klar arbejdsdeling mellem eksperter og politikere, hvor de første udlægger fakta og de sidste træffer beslutninger.

Det er en grov forsimpling. Der findes talrige eksempler på politisk motiverede forskningsdagsordener, f.eks. Institut for Menneskerettigheder, Copenhagen Consensus Center og Center for Koldkrigsforskning. Og ud fra et nøgternt, videnskabsteoretisk synspunkt er der intet galt i at forskere udvælger forskningstemaer og spørgsmål ud fra subjektive og evt. politiske overbevisninger. Det er først problematisk, hvis de samme overbevisninger influerer den videnskabelige metode og fortolkning af data!

Selv hvis man antager en sådan arbejdsdeling, er det langtfra sikkert, at en gruppe videnskabelige eksperter nødvendigvis vil kunne opnå konsensus om et givet spørgsmål, og dermed udlægge fakta så entydigt, som Messerschmidt ønsker sig. Om noget er videnskaben kendetegnet ved ”produktiv uenighed” frem for konsensus om verdens sande beskaffenhed.

Endelig er det i sig selv et åbent, videnskabeligt spørgsmål, hvad et givent fagfelt og ekspertområde dækker over. I disse år gøres nogle af de største samfundsvidenskabelige landvindinger f.eks. i krydsfeltet mellem økonomi, evolutionsbiologi og kognitiv psykologi og ikke inden for de enkelte faglige discipliner. Og uanset hvordan man så måtte afgrænse et ekspertområde, synes det ikke helt urimeligt, at Marlene Wind qua hendes professorat i Indre Markedsforhold kommenterer på problematikken om dansk enegang i spørgsmålet om grænsebomme.

[quote align="right" author=""]Uden at være ekspert på området, forekommer det undertegnede, at nogle kommentatorer, udlægger dagens tekst temmeligt tendentiøst, og at man får lyst til at spørge Messerschmidt, hvem skal kommentere kommentatorerne?[/quote]

Derfor sparker Messerschmidt i bedste fald en åben dør ind, når han kræver yderligere kontrol og regulering af forskeres medieadfærd. Den kontrol pågår allerede blandt eksperterne selv internt i de videnskabelige institutioner. I værste fald sparker han bare til en mand der ligger ned, i stedet for at gå efter bolden.

Skulle man som tankeeksperiment følge Messerschmidts argumentation, kunne man logisk spørge i forlængelse heraf, hvorfor eksperterne er den eneste institution, der kræver politisk indgriben? Der findes adskillige institutioner i et liberalt, kapitalistisk demokrati, der løfter tilsvarende opgaver med at indsamle, analysere, filtrere og formidle store mængder information. Hvorfor stoppe ved eksperterne?

Med fremvæksten af spindoktorer som politisk fænomen, er der sideløbende opstået en parallel stand af politiske kommentatorer, med den selvbestaltede mission at afkode, dechifrere og viderekolportere de ’egentlige’ bagvedliggende taktikker og strategier til offentligheden. Ofte også før eventuelle politiske modstandere eller interessenter er kommet til orde.

Uden at være ekspert på området, forekommer det undertegnede, at nogle kommentatorer, udlægger dagens tekst temmeligt tendentiøst, og at man får lyst til at spørge Messerschmidt, hvem skal kommentere kommentatorerne?

Med de seneste årtiers finansialisering af verdensøkonomien og opblomstring af uoverskuelige finansielle produkter som Credit Default Swaps og Subprime-lån, er pålidelig information om låntageres ’egentlige’ kreditværdighed en mangelvare. Derfor har kreditvurderingsbureauer som f.eks. Moodys, Standard & Poors og Fitch Group fået umådeholden stor betydning og indflydelse. På en eftermiddag kan de bringe hele lande på kanten af økonomisk ruin. Igen synes, at det system er uproblematisk. Men hvem skal egentlig vurdere kreditvurderingsbureauerne?

På mange redaktioner har man i dag en fakta-tjekker-gruppe som f.eks. DR’s Detektor, der går politikere og andre eksperters udsagn efter i sømmene. Men hvem fakta-tjekker fakta-tjekkerne? Og hvem evaluerer for øvrigt evalueringsinstitutterne?

Danmark er berømmet verden over for vores hæderkronede ombudsmandsinstitution – en art embedsværkets embedsmand, der undersøger, om embedsværket følger reglerne. Men hvis man spørger, hvem der skal føre tilsyn med Ombudsmanden, så har man simpelthen ikke forstået institutionen.

Eksemplerne legio, og det vil være absurd at kræve regulering af alle disse institutioner. Det bedste vi kan håbe på, er på den ene side, at de enkelte institutioner udøver et minimum af kritisk selvjustits, og på den anden side at de forskellige institutioner holder hinanden i skak ved at dele magten mellem sig – også beskrevet i princippet om ”checks-and-balances”. At øge reguleringen øger kompleksiteten snarere end at reducere den.

Hvem tænker tanker om tænketankene?

Midt i feltet af politikere, medier, eksperter, kommentatorer, kreditbureauer og evalueringsinstitutter findes endnu en type organisation: tænketanke. En hybridorganisation, der kombinerer træk fra de øvrige og alligevel er særegen.

Tænketanke virker grundlæggende ved at ’oversætte’ budskaber fra et felt til et andet – fra videnskab til politik til medier og tilbage igen. På den måde er tænketankenes rolle blevet beskrevet som en, der udfordrer politikere og medier til at ”tænke over det utænkelige” – til at adressere vigtige og dybtgående politiske udfordringer, også hvis det ikke har politisk gang på jord.

Også her kan man spørge, hvem tænker tanker om tænketankene og om tænketanke er gode eller dårlige for demokratiet? Her vil jeg for et kort øjeblik tillade mig at tage ekspertens kasket på og påstå, at det er et åbent spørgsmål. Som med eksperter må det afgøres fra sag til sag og lader sig ikke let regulere. Det og beslægtede spørgsmål vil undertegnede diskutere på konferencen Viden, Medier og Ytringsfrihed, der afholdes på Københavns Universitet 13–14. september.

Hvis Morten Messerschmidt vitterlig ønsker en saglig og videnskabeligt funderet debat om brugen af eksperter i politik og medier, er han særdeles velkommen.

Hvis ikke – og her skynder jeg mig at tage kasketten af igen – må man formode, at Messerschmidts seneste udspil blot udgør endnu et veltilrettelagt slag i den populistiske bolledej og som sådan tjener som et eksemplarisk og formalistisk skoleridt udi symbolpolitikkens ulideligt lette kunst.

Eksperter er ikke blot en integreret del af et velfungerende og moderne, kapitalistisk demokrati. I en bestemt forstand er eksperterne som demokratiet selv. Med Churchills ord: ”Det er det værste system vi har, når man vel at mærke ser bort fra alle de alternativer, der fra tid til anden er blevet forsøgt.”

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.