Chefredaktørens blog 
Tanja Nyrup Madsen

Hvem skal høste havvindsmilliarderne?

Regeringen står midt i en intens kamp om energi for milliarder, og både politikere og energiselskaber har taget den grønne omstilling som gidsel i kampen.

”Regeringen bremser kæmpe dansk udbygning med vindmøller på havet”, ”Chokbølger går gennem erhvervslivet” og ”Nu skal minister stå skoleret”. Sådan lyder et lille udpluk af de alarmistiske overskrifter, efter regeringen i denne uge slog bremsen i for en ordning, der ville betyde, at energiproducenter kunne opføre store vindmølleparker i dansk hav uden at betale en krone til staten.

Fra både højre og venstre vælter kritikken ned over den nye klima- og energiminister, som anklages for at forsinke den grønne omstilling og lade et erhvervsliv i stikken, hvis projekter nu hænger i en tynd tråd.

Men hvordan vil historien dømme politikere, der giver Danmarks værdifulde havvindsressourcer gratis væk til energiselskaberne? Det spørgsmål gør regeringen ret i at stille sig selv.

ÅBEN-DØR-ORDNINGEN blev indført for 24 år siden for at øge incitamentet til at udvikle en endnu umoden vindmølleindustri. Det var dengang, man stadig forestillede sig, at vindmøller skulle opsættes af lokale borgergrupper på favorable vilkår. Og dengang, staten måtte punge ud med dyre støtteordninger og betale overpriser for vindstrøm for at få møller op at stå. Sådan er det ikke længere.

I dag er produktion af vindmøllestrøm som bekendt blevet en rigtig god forretning, og politisk anser man nu havvind som en national ressource, der – ligesom olien i Nordsøen – skal være med til at finansiere velfærdssamfundet i mange år fremover.

Er man i tvivl om, at den danske havbund er blevet penge værd, kan man bare se på udbuddet af havvindmølleparken Thor, hvor en hel håndfuld aktører sloges om at få lov til at betale de 2,8 milliarder, som tyske RWE til sidst vandt retten til at lægge i den danske statskasse.

HAVETS AREAL er en eftertragtet ressource – og ikke kun til havvind. De blå kvadratmeter er genstand for modstridende hensyn mellem fiskeri, havtransport, naturbeskyttelse og energiproduktion. For at udnytte arealet bedst muligt har staten derfor udpeget de havområder, som er bedst egnede til vindproduktion og reserveret dem til statslige udbud.

Disse områder er blandt de allermest velegnede i Europa til havvind, og de kan – på samme måde som oliekilder – blive en kilde til stor rigdom for dem, der høster udbyttet af dem. Regeringens plan er derfor at udbyde områderne til havvindsprojekter, som energiselskaberne kan byde på. På den måde kan prisen på denne ressource blive fastsat af markedskræfterne i fri konkurrence. Indtægterne fra udbuddene kan blive en væsentlig indtægtskilde for Danmark i fremtiden. Det er det, Mette Frederiksen har kaldt et nyt, grønt Nordsøeventyr.

I den plan er ’åben-dør-ordningen’ et problem.

Er vi vidne til en bureaukratisk gidseltagning af både klimaet og den branche, der er klar til at investere i grøn energi? 

FOR DET FØRSTE giver ordningen ikke staten mulighed for at tjene penge på at leje havbunden ud. For det andet mister staten initiativretten til at udpege områder, hvor møllerne skal opføres. Og for det tredje giver den energiselskaberne incitament til at bygge alle andre steder end de statsligt udpegede områder – for de er nemlig undtaget åben-dør-ordningen.

Siden 2010 har åben-dør-ordningen da også levet et stille liv, mens den store udbygning af havvind er foregået gennem statslige udbud. Men det ændrede sig brat i foråret 2022, hvor det pludselig væltede ind med ansøgninger. Ørsted, Copenhagen Infrastructure Partners, Total og en stribe andre aktører havde tilsyneladende fået øje på smuthullet udenom de dyre statslige udbud. Og eftersom tilladelserne i ’åben-dør-ordningen’ skal gives til den første ansøger, der opfylder betingelserne i et område, gjaldt det om at lægge billet ind på et stykke hav, inden døren lukkede eller en konkurrent udså sig det samme område som en selv.

Eller er vi vidne til en gidseltagning af klimaet fra en industri med milliardinteresser i at tjene mest muligt på en klimaløsning, samfundet ikke kan undvære?

Timingen for stormen mod den åbne dør er ikke tilfældig. 1 juli 2022 trådte en ny stramning i kraft, som skulle sikre, at ordningen blev brugt til sit oprindelig hovedformål om at fremme opsætning af vindmøller i små, kystnære projekter med lokal opbakning. Alene fra 4. april til 30. juni sidste år modtog Energistyrelsen 43 ansøgninger, lige før døren lukkede.

I notatet ’oversigt over først til mølle’ kan man se, hvem der kom … ja, ’først til mølle’ i de enkelte havområder. Det er de ansøgninger, der nu er blevet den nyudnævnte klima- og energiminister Lars Aagaards (M) store hovedpine.

DER ER MILLIARDER PÅ SPIL, og set i det lys er der ikke noget overraskende i de højlydte protester og intense lobbyindsatser fra alle dem, der regnede med store fortjenester på den gratis adgang til danske havområder. Mere overraskende er det, at energiselskaberne får så lidt modspil fra oppositionspolitikere og de mange andre, som tilsyneladende ukritisk køber vindlobbyens fortælling om, at den grønne omstilling vil gå i stå, hvis havvinden bliver udbudt til højest bydende i fri konkurrence.  

Kan det virkelig passe, at den eneste vej til en hurtig udbygning af havvind er at forære de fælles naturressourcer væk?

Men kan det virkelig passe, at den eneste vej til en hurtig udbygning af havvind er at forære de fælles naturressourcer væk?

Er vi vidne til en bureaukratisk gidseltagning af både klimaet og den branche, der er klar til at investere i grøn energi? Eller er vi vidne til en gidseltagning af klimaet fra en industri med milliardinteresser i at tjene mest muligt på en klimaløsning, samfundet ikke kan undvære?

Uanset, hvilken af de to versioner af virkeligheden, der er tættest på sandheden, er løsningen den samme: Ministeren må hurtigst muligt få gennemført statslige udbud i de områder, der er udlagt til havvind. Så kan markedskræfterne få lov til at virke og sikre, at det danske samfund får sin del af gevinsten af den nye energiressource, og at møllerne bliver bygget der, hvor det bedst kan betale sig at høste vinden, og hvor den nye industri kommer mindst på tværs af samfundets øvrige interesser.

Læs også

Mandag Morgens tema fra maj 2022:

Kamp om gevinsten fra Danmarks vindressourcer

DET KRÆVER EN SÆRLIG STYRKE og integritet for Lars Aagaard at stå imod et massivt pres fra den branche, han selv for et øjeblik siden var en del af. Men når vindbranchens og den grønne omstillings venner i Folketinget nu trækker ham i samråd om sagen, bør klima- og energiordførerne ikke glemme dette centrale spørgsmål: Skal Danmarks havvindressourcer gives gratis væk? Eller skal energiselskaberne konkurrere om at give det bedste bud og betale havbundsleje, så den danske stat også får del i indtægterne fra det nye ’Nordsøeventyr’? Og hvilke af de to scenarier giver i det lange løb mest klima og miljø for pengene?

Omtalte personer

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu