Der er sket et dramatisk skred i vælgernes opfattelse af højrefløjen i dansk politik. Venstre og de Konservative opfattes nu som midterpartier, og Dansk Folkeparti bedømmes af vælgerne som mere moderat, end både Venstre og Konservative var for to år siden. Det fastslår en omfattende midtvejsanalyse af det politiske landskab, som Ugebrevet Mandag Morgen har foretaget i samarbejde med ACNielsen AIM. Den dokumenterer, at vælgernes syn på partiernes politik har ændret sig dramatisk i sidste halvdel af 90’erne. Analysen viser, at Socialdemokratiet nu har mistet monopolet på at være velfærdsstatens vogter. De borgerlige partier vurderes at være lige så gode til at bevare velfærden. Der er ikke større frygt for, at de vil gennemføre asociale nedskæringer, hvis de skulle overtage regeringsmagten. Dermed viser undersøgelsen også, at Socialdemokratiets strategiske problemer er langt alvorligere end hidtil antaget. Ideen med at positionere sig som partiet, der - i modsætning til VK-partierne - sikrer en retfærdig fordeling af velfærden, kan blive en boomerang for regeringen. Socialdemokratiets og dermed regeringens muligheder for at iværksætte en større mobilisering på basis af velfærdspolitikken kan vise sig at være en alvorlig fejltagelse. I en ledende artikel påpeger Ugebrevet, at hvis de politiske partier vil i dialog med vælgerne og forstå deres adfærd, kræver det en indsats, der er langt mere ambitiøs end den, regeringen lægger op til.