I 2007 var de globale finansielle markeder i topform. I Roskilde, København, Frankfurt, London og New York var bankdirektørerne konger, og deres ypperstepræst gennem næsten to årtier var Alan Greenspan, chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i perioden 1987-2006.

Den 19. september 2007 indviede Greenspan, der året før var blevet afløst af Ben Bernanke, læserne af den schweiziske avis Tages-Anzeiger i sit syn på verden i månederne forud for præsidentvalget mellem demokraten Obama og republikaneren McCain. Og selvtilliden var stor.

”Vi er takket være globaliseringen så heldige, at politiske beslutninger i USA er blevet neutraliseret af de globale markedskræfter. Bortset fra national sikkerhed gør det stort set ingen forskel, hvem der bliver den næste præsident. Verden er regeret af markedskræfterne,” sagde Greenspan med et ordvalg, der siden er gået over i historien.

Den 15. september 2008 var det som bekendt slut.

Storbanken Lehman Brothers i New York gik konkurs, fordi daværende præsident George W. Bush havde besluttet, at den amerikanske stat ikke ville redde den. I de første timer efter konkursen fik Bush highfives fra førende republikanere og selv midtsøgende demokrater i Washington.

Det fortæller Jacob Kirkegaard, der er senior fellow ved den anerkendte tænketank Peterson Institute for International Economics, PIIE, i Washington, som han har været tilknyttet siden 2002. 

”Men det varede kun nogle timer, før man indså, at den var helt gal andre steder. Det var ikke kun investment banking-sektoren, der var syg. Det var forsikringsgiganten AIG også sammen med flere andre. Kun et massivt indgreb fra Federal Reserve kunne stoppe panikken,” siger Kirkegaard, der har en ph.d.-grad fra John Hopkins University, og fortsætter:

”Der opstod en situation, hvor det mest rationelle for alle – selv velkonsoliderede virksomheder – var at komme først ud af markedet. Det, der skete, var, at ideologien om, at markedet altid har ret, styrtede sammen. Alle Greenspans argumenter om stort set ingen regulering og lave kapitalkrav brød sammen.”

Migration og klima truer forude

I dag har politikerne taget magten over det finansielle system tilbage. Kirkegaard er i dag af den opfattelse, at systemet er, om ikke solidt, så i hvert fald så tilstrækkelig velpolstret i kraft af højere kapitalkrav, at vi ikke kommer til at opleve en gentagelse af krisen i 2008, hvor den finansielle sektor og boligsektoren i USA simultant ’gik amok’. Samtidig har den finansielle sektor ifølge Kirkegaard i dag ikke nær den samme indflydelse på det politiske liv, som den havde før finanskrisen – både i republikanske og demokratiske kredse i USA.

Konsekvensen af krisen blev et historisk dybt økonomisk tilbageslag på fire pct. af BNP i de udviklede økonomier – fem pct. i Danmark – hvorefter arbejdsløsheden steg voldsomt. Samtidig rystede græske myndigheders løgne om landets statsfinansielle status de finansielle markeder i en sådan grad, at den europæiske mønt og dermed EU som institution reelt var på randen af sammenbrud i 2011 og 2012.

”Som jeg ser det, vil den næste store økonomiske krise næppe komme fra kernen af det finansielle system. Der vil snarere blive tale om en statsgældskrise, der kan komme både i Italien og USA, fordi regeringerne der så at sige kører med for lidt kapital, samtidig med at landene er dybt forgældede. I USA handler det om, at man nærmest er besat af lavere skatter, mens det i Europa handler om, at staterne bruger for mange penge,” siger Kirkegaard.

Han er ikke enig i de analyser, der fremføres af mange i disse uger i anledning af tiåret for finanskrisen, og som peger på, at det er finanskrisen, der har skabt den store fremgang for nationalkonservative populistiske politikere i både Europa og USA i de senere år.

”Det er klart, at den økonomiske nedgang og stigende arbejdsløshed gav populisterne vind i sejlene, men jeg mener, at migrationspolitikken både i Europa og USA spiller en væsentlig rolle. I USA forstod Trump den lavere hvide middelklasses bekymring over indvandringen. I Europa har mange socialdemokratiske partier helt overset det issue – tag et land som Holland, hvor socialdemokraterne i dag næsten er udslettede,” siger Kirkegaard.

Indvandring presser finanspolitik

Han peger videre på, at indvandringen som en drivkraft for nationalkonservativ politik er aftagende i USA, mens den omvendt først lige har meldt sig på banen i Europa.

”Mexicanernes fertilitet er i dag kun på godt to børn per kvinde, mens den var over seks i 1970’erne, så USA har ikke det sammen demografiske tryk fra syd som tidligere. I Europa er det omvendt. Her er det først for relativt nylig – efter Det Arabiske Forår – at de mange unge i Mellemøsten, Nordafrika og syd for Sahara er begyndt at flytte sig. Det vil give et meget kraftigt tryk på Europa i de kommende år,” siger Kirkegaard.

Han mener, at indvandringspolitikken bliver et stort politisk slagsmål EU-landene imellem, ligesom det også bliver et finanspolitisk tema, fordi Europas grænsekontrol og integrationen af de mange migranter – også i et mere styret system – bliver en stor finanspolitisk udfordring. Hertil kommer, at klimakrisen både vil kræve store statslige investeringer, for eksempelvis at udfase kul, og samtidig øge migrationspresset på Europa.

”Hvis regeringer skal sikre sig de samme indtægter, når elbilerne kommer, hvilket de gør meget snart, skal der investeres i infrastruktur, og man skal have indtægter fra road pricing til at erstatte indtægterne fra benzinafgifter. Det giver kun mening at gøre dette på europæisk niveau, og det bliver ikke let. Det samme gælder for indvandringspolitikken. Jeg tror, at det er her, vi kommer til at se de næste kriser i Europa,” siger Kirkegaard.

Venstrefløj missede toget

Oxford- og Harvard-økonomen Martin Sandbu, der skriver i Financial Times, mener ligesom Kirkegaard, at finanskrisen i 2008 var et massivt nederlag for den liberale økonomiske tænkning, som selv europæiske socialdemokrater som Tony Blair, Gerhard Schröder og Poul Nyrup Rasmussen abonnerede på i 1990’erne og nullerne. Men han påpeger samtidig, at mange centrumvenstrepolitikere i Europa ikke forstod, hvilke muligheder finanskrisen på den måde også gav dem.

“For ti år siden blotlagde den globale krise fejlene i den finansielle kapitalisme. Det gav den politiske venstrefløj en mulighed for at vinde støtte for deres dagsorden. Ikke desto mindre missede stort set ethvert etableret centrumvenstreparti i den udviklede verden denne mulighed,” skriver Sandbu i en analyse med overskriften ’What the Nordic mixed economy can teach today’s new left’.

Sandbu konstaterer, at mange venstrefløjspolitikere, fra Jeremy Corbyn i Storbritannien til Bernie Sanders i USA, i dag har vind i sejlene, men han advarer samtidig mod at kalde de politiske systemer i de nordiske lande for ’socialisme’.

”De nordiske lande er blevet kaldt blandede økonomier, præcis fordi de kombinerer elementer fra socialisme med elementer fra kapitalisme. Både statsligt og privat ejerskab af produktionsmidler, offentlig regulering og markedskonkurrence, omfordelingsskatter og lønninger bestemt af arbejdsgivere og lønmodtagere. Hvis vore dages socialister ignorerer kapitalismens rolle i dette mix, vil de ikke følge deres egen ledestjerne,” skriver Sandbu.

Han konstaterer, at den nordiske økonomiske model har tre karakteristika, der er afgørende for dens succes. For det første accepterer den globaliseringen, fordi landene er stærkt handels- og eksportorienterede, og at dette er accepteret i befolkningerne. For det andet er de nordiske lande kendt for større lighed, men dette er kun på overfladen ifølge Sandbu, som påpeger, at de nordiske lande – selv om de omfordeler en ret stor del af økonomien – sørger for at bevare statens evne til at investere. Det tredje element, der gør, at verdens centrumvenstrepartier bør søge inspiration i den nordiske model, er, at det i høj grad er civilsamfundets aktører – arbejdsgivere og lønmodtagere – der laver de aftaler, der ganske vist bygger på en mulighed for statslige indgriben, men som sjældent kommer dertil.

Dødfødt robotskat

Jacob Kirkegaard er enig med Martin Sandbu i, at den nordiske økonomiske model har meget at byde på. Og det ikke mindst over for de koncepter om robotskat eller borgerløn, der florerer, i takt med at stadigt flere bekymrer sig over, at kunstig intelligens og robotter vil skabe høj arbejdsløshed.

”Robotskat er en dødfødt tanke. Det vil bare betyde, at alle robotter vil blive indregistreret i Cayman Islands. Robotterne i sig selv skaber ikke arbejdsløshed. Det ser man i Danmark og Tyskland, mens man i USA har meget konfrontatoriske forhold mellem arbejdere og arbejdsgivere. Problemet opstår, hvis virksomhederne indfører robotter for at slippe for deres medarbejdere,” siger Kirkegaard.

Han mener heller ikke, at borgerløn er en vej frem. Det handler selvfølgelig om niveauet, men det er et dårligt alternativ til en flexicurity-model som den nordiske. Kirkegaard påpeger i den forbindelse, at både Tyskland med de såkaldte agenda 2010-reformer og nu også Frankrigs Emmanuel Macron er meget optagede af den nordiske model som en skabelon for fremtidens europæiske kapitalisme.