Migration: En utappet kilde af nye vækstmuligheder

Det overrasker de fleste, at verdens flygtninge kun udgør en relativt lille andel af verdens i alt 232 millioner migranter. Blot syv procent kan betegnes som flygtninge, mens den resterende del er relativt velstillede og arbejdsduelige, viser FN’s befolkningsdata. Det samlede antal migranter er på få år steget helt eksplosivt i takt med faldende rejseomkostninger og kortere rejsetider. Det har haft betydning for diasporanetværk rundt omkring i verden, der ikke alene er blevet større men også tættere forbundet.

På den baggrund har Global Trends analyseret det globale samfunds mere flydende grænser og identificeret de muligheder, som den øgede mobilitet kan skabe for både mennesker og virksomheder.

Potentialet står lysende klart: I takt med at flere samfund i udviklingslandene bliver rigere, højere uddannet og mere vidende om verdenen omkring dem, kan de kulturelle slægtskaber på tværs af landegrænser åbne nye markeder ved at forbinde mennesker og virksomheder. Men på trods af dette konkluderer analysen i "The Global Trends Fieldbook", at virksomheder hverken anerkender eller udnytter diasporapotentialet til fulde.

Ideerne
Selv om migranten vender tilbage til sit hjemland, vil den kulturelle udveksling stadig have forbedret mulighederne for at skabe nye markeder, påpeger Global Trends. Eksempelvis kan den udvekslingsstuderende bringe ny ekspertise med hjem i bagagen, eller en tidligere dansk ansat fra Bangladesh kan dele sin viden om et muligt udviklingsprojekt i sit hjemland med sine venner og kollegaer stadig bosat i Danmark. Idéudvekslingen er et oplagt potentiale.

Kulturerne
I vækstmarkederne, hvor infrastrukturen for entreprenører og virksomheder ikke altid er veldefineret, er tillid og viden om lokalkulturen nøglen til at udvikle sin forretning. Usynlige kulturelle barrierer kan lettere identificeres i en virksomhed med en mere internationalt sammensat medarbejdergruppe end i en organisation præget af kulturel ensartethed. Kommunikationen får ligeledes lettere ben at gå på i en form, som er tilpasset den kulturelle kontekst.

Pengene
Det er en gammel historie, at migranter sender penge ud af landet og hjem til deres familier. Men migranterne kan også hjælpe deres arbejdsgivere med at operere i deres respektive hjemlande og sende pengestrømmen den anden vej. Global Trends fremhæver et studie fra Harvard Business Review, som viser, at amerikanske virksomheder, der ansætter mange etniske kinesere, har langt nemmere ved at agere på det kinesiske marked – udenom et omkostningsfuldt samarbejde med et lokalt firma.  

Analysen viser, at verdens samfund kun vil fortsætte med at blive tættere forbundet. Hele 13 pct. af den voksne befolkning har i dag lyst til at rejse til et andet land end deres hjemland. Sammen med en voksende middelklasse og fortsat faldende rejseomkostninger vil flere altså med stor sandsynlighed vælge migrantlivet til. En mulighed, virksomheder kan vælge at gribe eller tabe.

Kilde – ” The Global Trends Fieldbook: From Data to Insights to Action”, Global Trends, 2014.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu