Ledelsesrevolution Omfattende ledelsesreform i det offentlige Skal løfte årtiers efterslæb Mere professionel ledelse af vuggestuer, plejehjem og sygehuse En af de mest omfattende ledelsesreformer i den offentlige sektor skydes i gang i denne måned. Krumtappen i reformen bliver en massiv uddannelsesindsats, der skal rette op på et kæmpe efterslæb: Kun hver 10. leder i stat, regioner eller kommuner har i dag en lederuddannelse på højt niveau. Derfor skal tusindvis af ledere i landets børnehaver, vuggestuer, plejehjem, sygehusafdelinger og andre offentlige institutioner i de kommende år på skolebænken for at få en anerkendt lederuddannelse på diplomniveau. Ledelsesreformen, der udspringer af regeringens kvalitetsreform, ventes at få store konsekvenser for hele den offentlige sektor. De øgede lederkompetencer forventes at smitte af på de ansatte i form af bedre arbejdsmiljø og lavere sygefravær. Brugerne vil blive mere inddraget, og kvaliteten af de offentlige velfærdsydelser forbedret. Om få uger går en særlig gruppe i gang med at udvikle den nye model for fremtidens lederuddannelse. Regeringen har foreløbig afsat 200 millioner kr. , men behovet er nærmere 600 millioner.