Meget tyder på, at endnu en stor sag om insider-handel med børsnoterede aktier er under optrævling. Det drejer sig om en handel med optioner svarende til køb af 10.000 Tele Danmark-aktier. Handelen blev foretaget dagen før det blev offentliggjort, at det amerikanske teleselskab Ameritech ville overtage en ejerandel på 43 pct. af Tele Danmark. Ved aktiekøbet om fredagen spekulerede den pågældende investor i en betydelig kursstigning. Og den kom mandagen efter. Tele Danmark-aktierne steg fra kurs 350 fredag til 377 mandag. Den samlede gevinst løber op i mindst en kvart million kr. Fra Københavns Fondsbørs oplyser afdelingschef Flemming de Linde, at sagen er videresendt til Finanstilsynet med henblik på en nærmere efterforskning.