Den mobile betalingskrig bliver optrappet med Apple Pay

Med lanceringen af Apple Pay er den mobile betalingskrig for alvor trådt ind i en afgørende fase. Apples løsning åbner op for nye muligheder på det amerikanske marked og kan i sidste ende hjælpe konkurrenterne på vej.

Kampen om betaling på de mobile platforme er intens, ikke kun i USA, men også i Danmark, hvor de 81 banker bag Swipp har proklameret, at de vil overhale konkurrenten, Danske Banks MobilePay, inden for to år. Nu, hvor danskerne har vænnet sig til at overføre penge med mobilen, har Swipp introduceret et loft på 10.000 kroner om dagen i håbet om at lokke MobilePay-kunder til sig – MobilePay har fortsat et dagligt loft på 1.500 kroner, når brugerne handler i fysiske butikker.

Mens den nationale mobilbetalingskrig finder sted, er der i udlandet langt flere og langt tungere skyts i en krig, der domineres af Internettets oligarker: Apple, Google, Paypal og en lang række mindre, men seriøse spillere.

Med lanceringen af Apple Pay den 20. oktober 2014 har udbredelsen af mobilbetaling taget et stort spring og optrappet konkurrencen. For nu kan man i USA betale med en smartphone og et fingeraftryk, hvis man ejer et amerikansk kreditkort og en af Apples nyeste iPhones, de nye iPads og ikke mindst Apples kommende Watch. Efter først at have revolutioneret musikmarkedet med iPod kom turen til mobiltelefonen med introduktionen af Apples iPhone, med iPads skabte de et nyt computersegment, og nu ser det ud til, at turen er kommet til mobilbetaling.

[quote align="left" author=""]Den største ulempe ved Apple Pay er noget så banal: Man skal helst ikke løbe tør for strøm.[/quote]

Den finansielle sektor i USA er mere fragmenteret end i Danmark, og en lang række teknologivirksomheder har i årevis forsøgt at genopfinde denne industri med mobilen som den foretrukne platform. Med lanceringen af Apple Pay er konkurrencen blevet intensiveret.

Paypal blev udskilt som en selvstændig virksomhed fra eBay den 30. september 2014 med den begrundelse, at de ønsker at fokusere på deres forretning fremfor at være en del af eBay, der ikke længere udgør en væsentlig del af Paypals omsætning. Square, der er stiftet af Jack Dorsey, som også var med til grundlægge Twitter, har med Square Reader, Stand, Cash, Market og en lang række andre finansielle services også været med til at forandre markedet. Google lancerede deres Wallet i 2011, der er en direkte konkurrent til Apple Pay, og som også bruger NFC (Near Field Communication) som teknologi på deres mobiltelefoner. NFC gør det muligt at udveksle data mellem digitale enheder inden for en kort afstand.

For at benytte Apple Pay kræver det, at man har en af Apples nyeste enheder. Man kan forbinde sin iTunes-profil eller tilføje nogle af ens andre kreditkort under Apple Passbook. Når man står i butikken, holder man telefonen op foran en NFC-læser, hvilket automatisk aktiverer Apple Pay på en skærm. Så det eneste, man behøver at gøre, er at sætte sin tommelfinger på telefonens “home button”, der aflæser ens fingeraftryk – og betalingen bliver gennemført. Man kan også betale med Apple Pay på en række Apps, herunder AirBnb, Groupon og Fancy. Ud over at vise ens seneste transaktioner under Passbook, så lover Apple, at de ikke gemmer informationer om transaktioner, så man undgår endnu en NETS-skandale, hvor NETS-medarbejdere blev taget i at sælge kendte personers kreditkorthistorik.

Apple satser først på det amerikanske marked, hvor de allerede har en markedsandel på godt 41 pct. Her har de indgået aftaler med American Express, Visa, Mastercard, over 500 banker og mange store brands, herunder Bank of America, McDonalds, Nike og Footlocker. Resten af verden kan derfor godt forberede sig på at skulle have en ny pung, som ikke er lavet af læder, men af aluminium. Kampen om mobilbetaling er intens alle steder i verden, hvor alt fra betaling over SMS, QR-koder, mobile kreditkortlæsere og alle de andre løsninger kan hilse på den nye Apple Pay-sværvægter, som også ejer verdens største database med kreditkortoplysninger, nemlig iTunes.

Åbner døre for konkurrenter

På det amerikanske marked har Apple Pay visse fordele. Bl.a. afleverer man i USA stadig sit kreditkort og skriver under, når man køber en vare i en butik. Det øger risikoen for misbrug og identitetstyveri, da alle oplysninger kan aflæses på kortet, uden kunden opdager det. Samtidig kan underskriften let forfalskes. I Asien og Europa har man længe været foran det amerikanske marked, da vi bruger chips og indtaster vores pinkode, og derved er mulighederne for kreditkortsvindel væsentligt mindre. 14 pct. af de amerikanske forbrugere har mere end 10 kreditkort, hvilket de nu kan samle på telefonen. For de europæiske forbrugere bliver den største fordel, at man ikke skal rode rundt i tasken efter kreditkortet, men blot tage telefonen op af lommen og gennemføre sin handel. 

Google Wallet har været på banen siden 2011. Men i modsætning til Apple har Google for vane at lancere nye tiltag løbende. Apple derimod sikrer at de kontrollerer værdikæden, ved at indgå aftaler med deres interessenter, der sikrer kunder fra dag 1. Det er derfor ikke kun Apple, der har en interesse i at sikre, at Apple Pay får succes. Bankerne reklamerer til alle deres kunder, at der nu er en ny betalingsløsning, som også sparer dem penge ved at minimere svindel. I sidste ende kan udbredelsen af Apple Pay dermed også bane vejen for alle de andre spillere på markedet, som det er sket så mange gange før, når Apple lægger kimen til forandring. I og med at Apple Pay bliver implementeret overalt i USA, fra banker til store brands, med NFC-læsere i forretningerne, vil Google, Samsung, LG og de andre software- og hardware-leverandører få nemmere ved at udbrede deres services.

Den største ulempe ved Apple Pay er noget så banal: Man skal helst ikke løbe tør for strøm. Og fra en kommerciel vinkel er det en ulempe, at Apple ikke gemmer kundens transaktioner – derfor skal der en anden løsning til at håndtere f.eks. loyalitetsprogrammer, tilbud og andet, der skal målrettes forbrugerne, når de står i butikken. Fra et sikkerhedsperspektiv kan det dog glæde forbrugerne, at Apple ikke agerer, som Amazon, Google eller Facebook nok ville have gjort, ved at samle så meget information som muligt, så de ved endnu mere om vores onlinehandel. Årsagen er, at Apple først og fremmest lever af at sælge hardware i modsætning til mange af de andre internetvirksomheder, som tjener penge på deres software og dataindsamling. Bankerne er også med til at finansiere Apple Pay, som betaler en afgift, når de bruger deres service.

Med udbredelsen af NFC-læsere i forretninger vil Android-brugere også kunne benytte deres smartphones til betaling. Dette lille skridt med Apple Pay kan medføre et stort spring for handel, offline som online, dels fordi infrastrukturen er plads, men også fordi forbrugerne bliver vænnet til, at mobilen bliver en del af købsoplevelsen. For kobles Apple Pay med de mange nye commerce-løsninger, herunder iBeacon, RFID og NFC, vil forretninger kunne tilbyde endnu bedre omni-channel-løsninger i fremtiden.

Selvom der har været meget hype omkring Apples nye iPhone 6 og Watch, så kan Apple Pay på længere sigt vise sig at være mere interessant. Apple indtager endnu en industri, hvor de som vanligt har rigtig gode chancer for udvide deres oligarki ved at eje hardwareplatformen og infrastrukturen, deres kunder anvender, når de køber varer, offline som online. 

Læs flere af Natasha Friis Saxbergs indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu