Mogens Lykketoft skal finde løsningen på alting
15. september tiltrådte Mogens Lykketoft posten som formand for FN’s Generalforsamlings halvfjerdsindstyvende samling, og den tidligere skatte-, finans- og udenrigsministers første store opgave bliver at lede topmødet i slutningen af denne uge, hvor stats- og regeringschefer skal vedtage FN’s 17 udviklingsmål for en bæredygtig verden, der skal nås inden 2030. Det er en opgave, der ville få mange garvede politikere til at ryste i bukserne, men ikke Lykketoft.
“Jeg skal holde verdens ledere til ilden. Jeg skal minde dem om, at vi kan få en bedre verden, der hænger sammen, hvis vi økonomiserer med vores ressourcer, udnytter vores energi bedre og lægger vores produktion om, så den belaster mindre,” siger Mogens Lykketoft om den opgave, der venter ham i det kommende år.
Selv ser Lykketoft en lige linje fra sine unge år som fremadstormende socialdemokrat, over tiden som minister i skiftende regeringer, partiformand, formand for Folketinget og til nu. Nok skifter han i det kommende år Christiansborg ud med FN-bygningen i New York, men han har på ingen måde forladt det politiske projekt, der har været hans drivkraft hele vejen igennem. Han er stadig i politik for at udbrede det gode budskab om det socialdemokratiske velfærdssamfund med lighed, social harmoni og omsorg for de svageste.
“Nu skal jeg forsøge at få verden til at gennemføre FN’s bæredygtighedsmål om at udrydde fattigdom og bekæmpe den ekstreme ulighed, der er blevet opbygget de seneste år,” siger Mogens Lykketoft.
Villads Andersen
Alle fysikere håber, det bliver dem, der gør det: Formulerer teorien om alting. Den endelige teori, der kan forklare, hvordan verden hænger sammen. Einstein satte ambitionen, som ingen har kunnet indfri, men som alle drømmer om at nå.
Mogens Lykketoft håber, han bliver politikeren, der gør noget lige så storslået: Finder løsningen på alting. På fattigdom, sult, uligestilling, ulighed, tørke, tørst, hasarderet produktion, galoperende overforbrug, truende klimakatastrofer, verdens uretfærdigheder. FN har sat ambitionen med sine 17 nye bæredygtighedsmål, og som nytiltrådt formand for Generalforsamlingen bliver det Lykketofts opgave at føre den ud i livet.
Einstein lykkedes aldrig, og Lykketoft forventer heller ikke, at alle problemer er løst inden 2030, som FN officielt har sat sig for. Men man skal ikke sætte sine mål efter, hvad man tror kan lade sig gøre. Man skal sætte dem efter, hvad man vil have skal ske. Det er ikke et pragmatisk, men et idealistisk stykke arbejde, han har kastet sig over:
”Man er nødt til at sætte målene så højt, at man ikke kan være sikker på at nå dem alle sammen. Hvis ikke man sætter dem højt, sker der ingenting.”
Verden i socialdemokratisk bevægelse
Mogens Lykketoft har forladt Danmark og dansk politik i et år, men han har ikke forladt sit politiske projekt. Han gik ind i politik for at bevare og udbrede det socialdemokratiske velfærdssamfund med lighed, social harmoni og mobilitet og anstændig omsorg for de svageste. Og han tager til New York af de samme grunde:
”For mig er der en lige linje fra mine unge år til nu, hvor jeg skal forsøge at få verden til at gennemføre FN’s bæredygtighedsmål om at udrydde fattigdom og bekæmpe den ekstreme ulighed, der er blevet opbygget de seneste år. Vi skal væk fra den herskende idé om, at markedet kan klare det hele, og at ulighed er uproblematisk. Og nu ser vi en ny bevægelse.”
Hvad er det for en bevægelse, du ser?
”Siden Reagan og Thatcher blev toneangivende i 1980’erne, har deres tankesæt spredt sig: Markedet skal være så frit som muligt, fordi det kan klare næsten det hele, og man skal passe på, at staten ikke bliver for stor og påtager sig for mange opgaver. Det er sidenhen blevet udgangspunktet i de fleste finansministerier og derved udgangspunktet for landenes økonomiske politik. Erkendelsen i bæredygtighedsmålene er i virkeligheden, at det er forkert. At markedet ikke kan klare det hele. At staterne må lægge rammerne, så den grønne og socialt ansvarlige investering bliver den gode økonomiske investering.”
Er FN’s mål et socialdemokratisk projekt?
”Jeg kan ikke tage patent på det, men for mig hænger det fuldstændig sammen.”
FN har netop vedtaget 17 bæredygtighedsmål, som skal indfries inden 2030. Mogens Lykketoft er formand for Generalforsamlingen de næste 12 måneder, og hans hovedopgave bliver med egne ord ”at holde verdens ledere til ilden”.
1. Udrydde alle former for fattigdom.
2. Udrydde sult.
3. Sikre et sundt og godt liv for alle i alle aldre.
4. Sikre undervisning til alle.
5. Sikre ligestilling mellem kønnene.
6. Sikre alle lige adgang til vand.
7. Sikre adgang til pålidelig og bæredygtig energi, der er til at betale.
8. Promovere bæredygtig økonomisk vækst og anstændigt arbejde til alle.
9. Bygge en stærk infrastruktur og bæredygtig industrialisering.
10. Reducere ulighed i og mellem landene.
11. Sikre, at byer er tilgængelige, sikre og bæredygtige.
12. Sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre.
13. Bekæmpe klimaforandringerne og deres konsekvenser.
14. Bevare og beskytte havene.
15. Beskytte jordens økosystem og skove og bekæmpe ørkendannelse og nedbrydning af biodiversiteten.
16. Fremme fredelige og retfærdige retssamfund.
17. Forstærke midlerne til globale partnerskaber omkring bæredygtig udvikling.
Bevæger vi os mod en mere socialdemokratisk verden?
”Det er ikke det indtryk, man får, når man kigger ud over Europa i dag. De store gamle socialdemokratier står svækket. Men der er nye bevægelser i gang, som jeg som socialdemokrat kan identificere mig med. Kræfter, der insisterer på, at markedet ikke skal bestemme det hele, og som anerkender, at vi har lukket øjnene for uomgængelige markedsfejl for længe. Kræfter, der forstår, at markedsfejl har resulteret i finanskrise, gældskrise, ulighed, uro, arbejdsløshed. Derfor er vi nødt til at tage et opgør med den ortodokse, liberale økonomi, og det er vi i gang med. Vi er på vej tilbage til den socialdemokratiske forståelse, at markedet er godt som tjener, ikke som herre.”
Men jeg kan ikke få dig til at sige, at det er et socialdemokratisk projekt?
”Nej, det kan du ikke få mig til at sige. Og det ville også være dumt af mig, for det kan man ikke sige. Men der er takter og tanker, som også socialdemokraterne abonnerer på, og som har optaget mig i hele mit politiske liv.”
Partitegneren
I Lykketofts tilfælde giver det mening at tale om et politisk liv, for han har vitterlig brugt hele sit liv på politik. Formand for studenterorganisationen Frit Forum, økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 34 år i Folketinget, 1 år som skatteminister, 7 år som finansminister, 1 år som udenrigsminister, 4 år som formand for Socialdemokraterne, 4 år som formand for Folketinget.
Han har forfattet reformudspil, udviklet skattepolitik, boligpolitik, beskæftigelsespolitik, finanspolitik under Anker Jørgensen, Svend Auken, Poul Nyrup og sig selv. Han har skrevet partiprogrammer i tre årtier. Da en gruppe socialdemokrater sidste år satte sig for at portrættere de tænkere, der har defineret Socialdemokratismen, var Mogens Lykketoft den eneste nulevende dansker på listen.
”Han skiller sig ud, fordi han både har været med til at udvikle det socialdemokratiske idégrundlag og omdannet det til konkret politik,” fortæller redaktøren og initiativtageren til bogen ”Socialdemokratiske tænkere,” Anders Dybdal, der har arbejdet som politisk konsulent og rådgiver for Lykketoft i en årrække.
Mogens Lykketoft ved, hvor han mener den politiske linje bør ligge, men han er også i stand til at forstå, hvor andre vil have den. Han står ikke ubetinget fast, men han bøjer heller ikke uden videre af. Kompromiser er målet, men de må ikke kompromittere det politiske projekt, forklarer Dybdal:
Jens Otto Krag var min første partiformand, og i forhold til min unge alder fik jeg et nært forhold til ham. Han lærte mig, hvad det socialdemokratiske velfærdsprojekt går ud på, hvad politik handler om, og hvordan man i vores samfund er nødt til at tale sig til rette med mennesker, man ikke er enige med. Man er nødt til at gå på kompromis, ellers kommer man aldrig fremad. Den forståelse tager jeg med til FN: Vi bliver nødt til at tale med hinanden hele tiden, og blive ved med at tale med hinanden for at bevæge os frem.
”Der er ikke tale om en udvandet pragmatisme. For selvom Lykketoft har en stærk fornemmelse for, hvor kompromiset ligger, indgår han det ikke ubetinget. Det må ikke gå imod hans personlige overbevisning.”
Rent barn rør sig for lidt
I sine 25 år som embedsmand nåede daværende departementschef i Finansministeriet Anders Eldrup aldrig at have så travlt, som han havde i foråret 93, hvor Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre overtog regeringsmagten fra en detroniseret Poul Schlüter efter 10 år i opposition. Der skulle ske noget, og Lykketoft satte retningen.
”Jeg oplevede flere gange, at han mødte ind på kontoret om mandagen med en håndskreven papirlap med nogle udregninger, som han gerne ville have regnet igennem. Havde han regnet rigtigt hjemme på køkkenbordet i weekenden? Det havde han stort set altid. Selv når det kom til de mest komplicerede sammenhænge, kunne han regne det ud. På mange måder var han overlegen i forhold til selv specialisterne i embedsværket, og de havde enorm stor respekt for ham,” siger Anders Eldrup.
Der er en fin grænse mellem respekt og frygt, og Lykketoft er flere steder blevet beskrevet som en brutal bureaukrat, der enten er bedre til tal og formler end mennesker og følelser, eller ligeglad med sidstnævnte. Han er berømt for at have et gebommerligt temperament, der løber af med ham, hvis folk taler ham imod eller ikke kan følge med. Hvis du leder efter en tålmodig mand, er det ikke Mogens, du leder efter.
Anders Dybdal har aldrig selv oplevet hverken udfald eller skældud, men hørt om dem, fortæller han.
”Det er rigtigt, at han er kendt for at være hård i tonen. Han har forventninger til de folk, han omgiver sig med, og det kan man mærke på ham. Jeg har aldrig selv oplevet ham være for hård, men der går selvfølgelig historier på gangene.”
Dybdal ser det dog mere som et udtryk for, at Lykketoft er målrettet, end at han er skånselsløs.
Jeg skal holde verdens ledere til ilden. Jeg skal minde dem om, at vi kan få en verden, der hænger sammen, hvis vi økonomiserer med vores ressourcer, udnytter vores energi bedre og lægger vores produktion om, så den belaster mindre. Vi skal hjælpe dem, der har mindst, og se i øjnene, at vi selv måske må nøjes med mindre. For når flere milliarder mennesker i den tredje verden rækker ud efter vores levestandarder, så er to ting sikre: De kan ikke få dem, og vi kan ikke beholde dem. Vi skal finde en anden måde at leve på – en bæredygtig måde.
Anders Eldrup har heller ikke oplevet Lykketoft som en unødvendig kontant chef. Mogens Lykketoft havde travlt med at bruge magten, men han ville ikke magten for magtens skyld. Det handlede om at få gennemført så megen socialdemokratisk politik som muligt. De bedste ideer og løsninger vandt. Selvom han var mindst lige så kompetent som sine embedsmænd, blev han aldrig egenrådig. Han lyttede oprigtigt til sit embedsværk.
Det var uvant for topembedsmanden Anders Eldrup, at en minister ikke forsøgte at hævde sig selv, men det gjorde Lykketoft ikke. Han ville ikke have æren for løsningerne, han ville ikke have særbehandling. Han er ikke bange for at lede, men han ser heller ingen grund til at diktere, fordi han kan:
”Når han holder møde, sætter han sig f.eks. altid midt for bordet, hvis han kan komme til det. Han undgår bordenden, fordi han vil være med i mødet, ikke bare være en distanceret mødeleder,” fortæller Anders Eldrup.
Men det betyder ikke, at Lykketoft ikke kan skære igennem, forsikrer Eldrup, men det blev gjort på en ordentlig måde. Han beskriver sin tidligere minister som en hyggelig og sjov chef, der nok havde et kraftigt temperament, men som ikke lod det løbe af med ham.
Andre embedsmænd har formuleret det lidt anderledes:
”Han er en flink fyr, et spændende menneske og et rigtigt røvhul,” sagde en anonym en af slagsen for år tilbage til Børsens Nyhedsmagasin.
Du kan ikke være aktiv i politik så længe, uden at der er nederlag, som er din egen skyld. Alle, der påstår noget andet, taler usandt eller har en god evne til at fortrænge. Jeg har lavet mange fejl gennem tiden. Vi håndterede ikke de første ændringer af efterlønnen ordentligt. De var egentlig moderate justeringer, men stod tilbage som forfærdelige forringelser. Vi var dårligt forberedt. Det var med til at slå os ud af banen.
Lykketoft Global
I så fald et begavet røvhul – hvilket selv hans kritikere formentlig er enige i. Og derudover et politisk talent og en fagligt stærk finansminister. Men selvom Lykketoft er mest kendt for sine roller i dansk politik, begyndte det ikke med Danmark. Han begyndte med verden. Som 14-årig blev han færdig med at læse Grimbergs Verdenshistorie i 16 bind og skrev selv det 17., fordi det manglede. Siden kredsede han omkring internationale forhold, han samlede underskrifter mod Vietnamkrigen og deltog i demonstrationer mod fascismen i Grækenland, inden han blev ”rodet ind i dansk politik”, som han formulerer det.
Efter valgnederlaget i 2005, som kostede ham formandsposten i Socialdemokratiet, vendte han igen opmærksomheden mod udlandet. Han blev udenrigsordfører, skrev bøger om Kina og Burma sammen med sin hustru, Mette Holm, og kommenterede international politik på TV 2 News sammen med en anden tidligere udenrigsminister og politisk modstander, Uffe Ellemann-Jensen (V).
Anders Eldrup fortæller, at ønskerne om at kunne få lov til at bevæge sig over på den internationale scene også var til stede i tiden i Finansministeriet:
Jeg har sat mine største fingeraftryk som finansminister. Vi flyttede landet. Fra stor arbejdsløshed og et hul i kassen til lille arbejdsløshed og orden i økonomien. Det gik bedre i Danmark end i nabolandene, fordi vi førte en fornuftig økonomisk politik. Det tror jeg, de fleste efterhånden anerkender. Vi brugte staten til at pumpe gang i økonomien, og så trak vi os stille og roligt ud, i takt med at erhvervslivet kunne overtage og hive beskæftigelsen i vejret.
”I efteråret år 2000 var vi i Tanzania. Vi sad på savannen en aften, og jeg spurgte, hvad han egentlig ville, når hans tid som finansminister kom til en ende. ”Udenrigsminister”, sagde han, nærmest slukøret, fordi det ikke kunne lade sig gøre. Regeringspartneren Det Radikale Venstre sad på posten. Men skæbnen ville, at Niels Helveg Petersen trak sig, og Lykketoft kunne komme til.”
Lykketoft ville gerne have haft mere tid i Udenrigsministeriet, selvom han mener, der er mest indflydelse at hente i Finansministeriet herhjemme:
”Som finansminister har du stor indflydelse på udviklingen i et lille land – som udenrigsminister har du lille indflydelse på udviklingen i en stor verden,” fortæller han.
Ikke færdig, endnu
Nu har han chancen for at gøre en stor forskel i en stor verden. Målet er, at verdens ledere skal gøre alvor af de 17 mål, de har sat. Men de kan ikke gøre det alene:
”Hvis vi vil gennemføre programmet, forudsætter det, at der bliver investeret ikke bare milliarder, men trillioner af dollar i bæredygtig infrastruktur, trafiksystemer, affaldssystemer, byggerier og omlægninger af vores energisystemer,” siger han:
”Staterne skal finansiere en stor del af kagen, og mange af pengene kommer til at gå til private virksomheder. Det er dem, der skal levere. Og det er private virksomheder, pensionskasser og fonde, der skal levere den største del af pengene, ligesom det er dem, der kommer til at tjene penge på omstillingen.”
Danske virksomheder som Grundfos, Danfoss og Novo Nordisk kommer til at tjene godt på udviklingen, mener Lykketoft:
”De progressive erhvervsfolk ved godt, at gør vi ikke noget nu, så er der ingen penge at tjene i fremtiden. Så er der kun kaos,” siger formanden for Generalforsamlingen.
Da vi havde regeringsmagten i 90’erne, var vi for længe om at anerkende, hvilke udfordringer der var forbundet med indvandring og integration. Og vi var for længe om at blive enige om, hvad vi skulle gøre ved dem. Den uenighed gjorde, at vi tøvede med at gribe ind, selvom integration var et punkt på dagsordenen fra begyndelsen. I 1993 diskuterede K-udvalget (regeringens Koordinationsudvalg, red.) f.eks. problemerne med de arrangerede ægteskaber, der var og er i nogle indvandrermiljøer. Men det tog alt for mange år, før vi gjorde noget ved det. Det gav sidenhen andre partier mulighed for at lave ubehagelige og usympatiske indgreb. Hvis vi havde fundet vores ben at stå på tidligere, havde vi måske undgået, at et flertal med DF som afgørende parti kunne bestå så mange år.
Lykketoft har et år til at sikre, at FN finder løsningerne og verden undgår kaosset. Så er hans tid som formand forbi. Og hvad så? Han har ikke tænkt sig at lade sig tidligt pensionere, og selvom han efterhånden mere er en del af fortidens socialdemokrati end fremtidens, skal man ikke forvente, at han forsvinder. Når man tror, det er slut, begynder det igen. Lykketoft har formået at genopfinde sig selv gang på gang, og han rejser sig, hver gang han vælter.
Han kæmpede sig tilbage, efter socialdemokraterne under hans formandskab fik det dårligste resultat i årtier. Partiformanden blev under den valgkamp fulgt tæt af journalisten Michael Jeppesen, som senere beskrev forløbet indgående i bogen ”Før ørerne falder af”, og af dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen, der skildrede kampen om magten i filmen ”Lykketofts Finale”.
I en nu berømt scene går Lykketoft alene ud i natten efter en debat. Han ligner unægtelig en formand, der er blevet forladt af sine egne, og det var han ganske givet også. For da han tog formandsposten efter sin nære ven Poul Nyrup, fejede han ubønhørligt alle andre kandidater af banen: Morten Bødskov, Henrik Sass Larsen, Lotte Bundsgaard, Pernille Blach Hansen, Frank Jensen, Anker Boye. Alle med formandsambitioner måtte vige pladsen, men det var ikke med deres gode vilje. Enkelte modarbejdede ham direkte. Sass Larsen gjorde livet surt for formanden med fipskægget under parolen ”Geden skal svede”.
Lykketoft var den, de andre ikke ville have, men ikke kunne komme uden om. Og sådan blev det ved. Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Henrik Sass Larsen så sig egentlig helst fri for velmenende ord fra den tidligere formand og finansminister, men de blev nødt til at lytte, fordi hans erfaring og viden ikke var til at komme uden om. Og sådan har det været før. Da Poul Nyrup, Svend Auken og Ritt Bjerregaard skulle fordele magten i partiet i begyndelsen af halvfemserne, kom Lykketoft efter sigende med, fordi Bjerregaard ikke ville ”have Mogens gående løs”.
Nu er Mette Frederiksen formand, og det kan måske sikre Lykketoft et par år mere i toppen af dansk politik, når han kommer hjem fra New York. Han pegede på hende som sin afløser allerede i 2005, og hun græd, da han holdt sin hidtil bedste tale på valgnatten, hvor nederlaget stod klart og manden trådte tilbage.
Anders Dybdal er ikke i tvivl om, at Lykketoft vil stille sig til rådighed som rådgiver og sparringspartner for Frederiksen. Spørgsmålet er, om hun vil have ham. Hvis ikke, finder han en ny plads i det parti, han har været med til at forme i de seneste 35 år. Et nyt sted at øve indflydelse fra. En ny løsning.
