25 dage før Monberg & Thorsen afleverer Øresundsbroen, er svenskerne allerede på vej over Sundet. Målet er Monberg & Thorsen Holding selv. Den hæderkronede danske entreprenør er i alvorlig fare for at miste selvstændigheden efter et købstilbud fra svenske Lindéngruppen. Bestyrelsen har i første omgang afvist tilbuddet til fordel for en defensiv og uholdbar løsning,. Dels indeholder koncernens redegørelse ingen nyheder om strategien, dels er dens tilbud om at købe egne aktier kortsigtet, ikke-bindende og kun henvendt til en del af aktionærerne. De har efterhånden tabt tålmodigheden med ledelsen, der ikke har formået at øge koncernens værdier de seneste 5 år. Et stort antal aktionærer har på forhånd tilkendegivet, at de støtter det svenske tilbud. Men MTH er kontrolleret af familien og fonden bag koncernen, der i fredags via en fondsbørsmeddelelse gav klart udtryk for, at virksomheden ikke er til salg. Ugebrevet Mandag Morgen har analyseret koncernens situation efter det svenske tilbud.