Moster Skraps nedtur

Da Lene Espersen blev kåret til partiformand for De Konservative på et landsmøde for bare 18 måneder siden, skete det til tonerne af Tina Turners “Simply The Best”.

På det tidspunkt var hun en af regeringens mest populære ministre, og troen på, at hun som formand kunne skaffe de konservative fremgang, var stor. Med hende ved roret skulle partiet hente mere – helst langt mere – end de omkring 10 pct. af stemmerne, Bendtsen havde opnået.

Siden er det gået lige modsat. Og det til trods for, at hun nu er udenrigsminister – en post, der traditionelt er garant for høj popularitet.

Efter sigende var ønsket om sikker popularitet en medvirkende faktor til,  at Espersen forlangte at overtage  posten fra sin partifælle Per Stig Møller.

Måske skelede hun ligefrem til historien om, hvordan Uffe Ellemann-Jensen i 1980’erne brugte kombinationen af posten som udenrigsminister og partiformand til at give sit parti en optur.

Problemet er bare, at Lene Espersen mangler et helt afgørende kort for at kunne gøre Ellemann-Jensen kunsten efter: En indpisker af Anders Fogh Rasmussens kaliber.

Venstres succes i 1980’erne skyldtes nemlig i høj grad partiformandens tætte parløb med den daværende næstkommanderende Fogh.

Han kunne stole trygt på, at Anders Fogh ville skabe fremdrift og holde orden på hjemmebanen, selv når han vendte ryggen til for at klare sine internationale forpligtelser, der typisk indebærer meget rejseaktivitet.

Fraværet af både indpisker og glæde ved en hårdt pakket rejsekalender har vist sig at være den sikre vej til den nedtur, der har placeret den konservative formand som bundprop i MetroExpress’ måling af de nuværende ministres popularitet.