Multinationale virksomheder er parate til at poste millioner af kroner i den danske folkeskole. Og flere skoler end nogensinde siger ja tak til erhvervslivets penge, der går til bøger, computere og spændende arrangementer for eleverne. Danmark er dermed ramt af en international bølge, hvor store virksomheder flytter penge fra reklamer rettet mod børn og i stedet bruger dem på image-pleje i skolerne. Det bekymrer Nordisk Ministerråd, der er i færd med at kulegrave det voksende marked for sponsorering. Flere multinationale er på vej med fremstød overfor danske skoler. Andre har allerede solidt fodfæste. Dansk Shell har på to år fordoblet sin afsætning af undervisningsmateriale med logo på. Og Kellogg’s har sporet en lignende interesse. Udviklingen rummer både nye muligheder for skolerne og en risiko for, at folkeskolen kommercialiseres ad bagvejen, vurderer Jørgen Stampe fra Danmarks Lærer-forening. Forbrugerombudsmanden mener, der er behov for en vejledning til de mange skoler, der de kommende år vil blive tilbudt attraktive sponsor-aftaler med erhvervslivet.