Annonce

Næste traktatslagsmål skudt i gang

24. oktober 2010 kl. 22.24

EU skal have en ny traktat. For kun 11 måneder siden trådte Lissabon-traktaten i kraft – akkompagneret af politiske statements om, at nu måtte det være slut med traktatændringer i et godt stykke tid.

Den ambition afgik ved døden i sidste uge, da den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, blev enige om at foreslå en ændring af EU-traktaten.

Tanken er, at ændringen skal gøre det lettere for EU at blande sig i medlemslandenes nationale finanslove og straffe lande, som ikke følger EUs økonomiske anbefalinger.

Forslaget om en traktatændring er et supplement til en række andre forslag til overvågning af medlemslandenes økonomier, som blev drøftet af EUs finansministre på et møde i Luxembourg i sidste uge.

Både finansministrenes forslag og de fransk-tyske tanker skal drøftes på et EU-topmøde i Bruxelles, som indledes torsdag.

Merkel og Sarkozy forestiller sig, at Herman van Rompuy fremlægger forslag til traktatændringer næste forår. De skal så forhandles og efterfølgende ratificeres – hvilket bl.a. i Irland vil kræve en folkeafstemning. Ifølge Angela Merkel er det planen, at en ændret traktat skal træde i kraft i løbet af 2013.

Dermed vil regeringens erklærede mål om, at Danmark skal med i eurosamarbejdet, være skudt minimum tre år ud i fremtiden. Det samme gælder afviklingen af de øvrige forbehold, som Lars Løkke Rasmussen har afvist at sende til folkeafstemning, hvis ikke danskerne samtidig får mulighed for at tage stilling til euroen.

Imens vokser betydningen af forbeholdene dag for dag. Om få år risikerer Danmark helt at skulle forlade EUs politisamarbejde på grund af retsforbeholdet. Og i takt med at EU etablerer en stadig mere udbygget europæisk udenrigstjeneste og spiller en øget sikkerhedspolitisk rolle, får Danmarks “udenforskab” stadigt større konsekvenser.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026