Når klovnen i showet bliver helt

Når realiteterne i den amerikanske valgkamp begynder at overgå Netflix-serien House of Cards i absurditeter i amerikansk politik, så er klovnen i virkelighedens show, Donald Trump, ikke længere så sjov.

Så kigger vi fra den anden side af Atlanten med forundring over til vores strategiske samarbejdspartner og vigtige handelspartner og iagttager, hvordan en rig forretningsmand med helt ekstreme synspunkter på muslimer, på indvandring, imod frihandel og for øgede militærbudgetter og konfrontation med det Kina, som holder ikke ubetydelige dele af amerikansk økonomi i gang, pludselig kan blive en ikke helt usandsynlig præsident.

Vi griner knap så meget længere af hans retorik, jo tættere denne bemærkelsesværdige blanding af milliardær, gadedreng og stærk-mand-plagiat med et lemfældigt forhold til sandheden, Donald Trump, kommer til at vinde den republikanske opstilling.

Hans favoritudtryk lyder: ”What the hell is going on?” Man kunne med god ret stille samme spørgsmål til de amerikanske vælgere, som køber hans politik med høj underholdningsværdi og bragesnak. Er udbuddet af kandidater til verdens måske mest magtfulde post virkelig så lille, at Trump kan triumfere i primærvalg efter primærvalg?

Avisen The Guardians Lili Loofbourow har stillet det relevante spørgsmål, om Trumps støtter elsker ham, fordi han siger tingene, som de er. Og hun svarer selv: bestemt ikke. Vælgerne er ikke dumme. De ved godt, at han ikke siger tingene, som de er, og at han ikke kan udføre meget af det, han siger, i praksis. De elsker ham alligevel, fordi de er så trætte af det etablerede politiske system.

De foretrækker en upoleret løgner med verbal seksløber som fast påklædning, der har tjent sine penge selv og er forretningsmand. Netop ikke en politiker. Dem har de opgivet. De stoler ikke på, at politikere kan løse deres problemer, og de har i det hele taget opgivet at tro på, at politikerne ved, hvad der er deres problemer. Trump skal ikke lyve for at please nogen. Han har penge nok. Og netop fordi folk godt ved, at han fyrer jokes af og lyver om en række ting, så preller alle angreb for manglende troværdighed, letsindig omgang med facts og forsøg på karaktermord på ham af på netop Trump.

Jo mere forfærdelige ting han siger, jo mere går han frem i tilslutning. Folk ved godt, at det ikke forholder sig, som han siger, men han er den ægte vare i modsætning til politikerne. Han er det håb om forandring, som den hvide, lavere middelklasse, der mistede jobbene under finanskrisen, nu klynger sig til. Han er helten, der siger det politisk ukorrekte og politisk umulige.

Nu kan man jo sætte sig ned og tage det roligt, hvis man læser ekspert i amerikanske forhold, Mads Fuglede, i dag i Mandag Morgen. Han konstaterer, at uanset hvem, der bliver præsident i USA, så er styringen af amerikansk udenrigspolitik ikke et one-man-band. Det er et kæmpe apparat, som ikke lige sådan lader sig flytte af en kandidat eller en ny præsident med meget specielle holdninger, og dertil kommer selvfølgelig kongressens rolle i det spil.

Alligevel følger vi det amerikanske valg fra start til slut i Danmark med betydelig mere intensitet,end valg hos vores nærmeste nabolande og samhandelspartnere kan trække. I analysen i dag prøver vi at tage kandidaterne på ordet, når de har udtalt sig om udenrigspolitikken. Meget af den øvrige mediedækning har handlet om showet, de beskidte bemærkninger, tv-debatterne, trends i meningsmålingerne og sejre og nederlag i primærvalgene.

Hvis det her ender med at bliver valget mellem demokratiske Hillary Clinton og republikanske Donald Trump – valget mellem idealisten og opportunisten – og vi skal se på, hvad der har mest nytteværdi for os i Europa, så må der anlægges en ekstra dimension ud over, at de er meget forskellige personligheder.

I forvejen er USA på mange måder efter finanskrisen og erfaringerne med krigene i Irak og Afghanistan en stormagt, der kigger mere indad end udad, og som har forladt positionen som aktiv verdensleder og engageret i at løse akutte problemer alle steder og fremme fred, frihed og demokratiske rettigheder på globalt plan.

Det er meget nemt at se, at Donald Trump forstærker den tendens, at USA lukker sig om sig selv. Det er meget let at se, at Hillary Clinton i forlængelse af hendes udenrigsministertid ønsker at være i en mere aktivistisk rolle med mere globalt ansvar og amerikansk involvering i løsningen af en verdens store udfordringer.

Man sidder ikke ligefrem tilbage med fornemmelsen af, at Donald Trump sover uroligt om natten, hvis han ikke bruger tid på FN’s 17 bæredygtighedsmål, mens Hillary Clinton i det mindste kan forventes at arbejde på at understøtte dem. Amerikanernes valg er amerikanernes valg. Men valget vil få en kolossal global betydning.