Når de største hjælper de fattigste

Tag nu f.eks. det franske selskab Essilor. Det går helt nye veje for at hjælpe nogle af samfundets fattigste.

Essilor er en af verdens førende producenter af brilleglas. Det omsætter for over 5 milliarder euro om året, beskæftiger mere end 50.000 mennesker og opererer i omkring 100 lande verden over. Og så er det på Forbes’ top-10-liste over de mest innovative selskaber i Europa.

[quote align="right" author="Muhammad Yunus, økonom og modtager af Nobels fredspris 2006"]Store virksomheder kan blive stærke agenter for social forandring, når de danner partnerskaber med andre organisationer.[/quote]

Essilor har gennem sit sociale virksomhedsprojekt ”Optique Solidaire” formået at få bragt omkostningerne til en læsebrille af høj kvalitet til fattige pensionister markant ned. Sammen med alle selskabets partnere i forsyningskæden – inklusive forsikringsselskaber – er det lykkedes at skære omkostningerne ned fra 230-300 euro til under 30 euro for en brille.

Målgruppen er folk over 60 år med meget få ressourcer. De får et gavekort og et brev fra deres forsikringsselskab, som fortæller om tilbuddet, og hvor de kan finde den nærmeste forhandler.

Efter at have prøvet eksperimentet af i Marseille har ”Optique Solidaire” nu fået opbygget et netværk af mere end 500 såkaldte solidariske forhandlere på tværs af Frankrig. Det er optikere, der har meldt sig under fanerne og vil sælge brillerne, selvom avancen er blevet kraftigt reduceret. Essilors mål er at rekruttere 1.000 forhandlere i Frankrig og at udstyre 250.000-300.000 personer med briller, de ellers ikke ville kunne betale.

Modellen breder sig

Denne type af social virksomhed breder sig. De foreløbige erfaringer tyder på, at businessmodellen både er en effektiv måde at bekæmpe fattigdom på og en produktiv kilde til nye innovative forretningsideer for kernevirksomheden.

Det konkluderer den tidligere vinder af Nobels Fredspris og manden bag de berømte mikrolån til fattige folk, Muhammad Yunus, i en analyse i Harvard Business Review, hvor han sammen med tre andre eksperter beskriver udviklingen og perspektivet for sociale virksomheder.

”Store virksomheder kan blive stærke agenter for social forandring, når de danner partnerskaber med andre organisationer. Social business kan forene alle samfundets organisationer, herunder virksomheder, ngo’er og offentlige institutioner,” konkluderer Yunus og de tre andre forfattere i analysen.

[graph title="Fokus på bløde værdier" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/4f092-next_modelle.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/223ed-next_modelle.png" text="Social virksomhed adskiller sig på mange måder fra almindelige lavprisselskaber."]Kilde: “Reaching the Rich World’s Poorest Consumers” af Muhammad Yunus, Frédéric Dalsace, David Menascé og Bénédicte Faivre-Tavignot, Harvard Business Review, 2015 [/graph]

Social Business er et begreb, der oprindelig blev udviklet i forbindelse med de fattige lande. Forretningsmodellen har specielt tre vigtige karakteristika: For det første skal den forsøge at løse sociale problemer, herunder alle former for fattigdom. For det andet skal den være bæredygtig. Det handler altså ikke om velgørenhed og uddeling af store pengegaver til folk med ondt i økonomien. For det tredje skal et eventuelt overskud geninvesteres i virksomheden i stedet for at blive kanaliseret tilbage til aktionærerne. Investorer får med andre ord kun de penge tilbage, som de oprindelig investerede.

Gennem årene har virksomheder udviklet nye produkter og koncepter for at imødekomme behovene hos folk med et stramt økonomisk budget. Det er lige fra bilproducenters udvikling af billigere biler som Citroëns 2CV og VW’s Beetle til discountforretninger som Aldi og Lidl. For alene i EU skønnes næsten 120 millioner mennesker at være truet af fattigdom eller social udstødelse.

Den sociale forretningsmodel adskiller sig dog fra de klassiske lavprisselskaber på flere områder. Se figur 1.

Store, multinationale koncerner har i de senere år kastet sig over den sociale forretningsmodel for at hjælpe samfundets fattigste. Essilor er sammen med en række andre franske mastodonter som Bouygues, Renault, Total, La Poste og Michelin en del af nonprofitorganisationen Action Tank. Den blev stiftet i 2009 af den tidligere franske FN-højkommissær med ansvar for fattigdomsbekæmpelse, Martin Hirsch, og den nuværende adm. direktør i fødevaregiganten Danone, Emmanuel Faber.

Gennem Action Tank er disse førende multinationale selskaber gået sammen med ngo’er og offentlige organisationer for at eksperimentere med at udvikle sociale virksomheder i Frankrig. Og succesen i Frankrig har nu fået virksomheder i lande som Belgien og Portugal til at tage tilsvarende initiativer.

Renault speeder op

Bilkoncernen Renault er et eksempel på, hvordan denne businessmodel både kan hjælpe nogle af samfundets fattigste, øge de ansattes motivation og skabe nye innovative løsninger, som kan komme koncernen til gode på andre områder af kerneforretningen.

Renault har søsat et projekt, Mobiliz, hvis primære mål er at løse transportproblemer for fattige mennesker. I byerne arbejder Renault sammen med en ngo for at finde den billigste form for transport til og fra arbejde til fattige mennesker, uanset om det er metro, busser eller cykler. I landdistrikterne har Mobiliz oprettet et netværk af "solidariske bilværksteder”, hvor fattige folk kan få repareret deres bil til lavere priser.

Da Renault udviklede sin billige bilmodel i Europa, Dacia, indledte man processen på traditionel vis. Man begyndte med at gennemgå alle de eksisterende bilmodeller del for del, for at se om det kunne gøres billigere. Man startede med andre ord fra toppen og bevægede sig ned. Men som lederen af Mobiliz, François Rouvier, forklarer processen:

”I den sociale forretningsmodel sætter vi den begrænsede kunde, ikke produktet, i centrum og forsøger at hjælpe hende opad. Det er en helt ny tankegang."

Som et resultat har Renault nu identificeret andre måder til at øge salget af biler. Koncernen har f.eks. fundet ud af, at en væsentlig årsag til, at færre unge køber bil, skyldes de tårnhøje udgifter til at erhverve sig et kørekort.

Derfor er koncernen nu gået sammen med en af Frankrigs førende køreskoler for at udvikle et computerspil for dem, som skal lære at køre bil. Det er med til at speede processen op, så folk ikke længere behøver så mange køretimer, og dermed bliver det billigere at erhverve sig et kørekort.

Renaults topledelse er selv overrasket over, hvor meget den nye forretningsmodel har styrket koncernens sociale DNA.

”Vi troede ikke, at Mobiliz ville være velkommen, fordi modellen per definition gør det umuligt at tjene penge,” siger Claire Martin, Renaults vicepræsident for virksomhedernes sociale ansvar. ”Men vi har fået opbakning fra folk i hele virksomheden, og vi står nu over for et yderst uventet problem: Der er for mange værksteder, der melder sig frivilligt, og for få bilejere med lav indkomst, der kan identificeres og kanaliseres videre gennem vores ngo-partner.”

Kilde: ”Reaching the Rich World’s Poorest Consumers”. Harvard Business Review

Forrige artikel Harald Børsting: Flyt luftfartsindustrien ud af Danmark Næste artikel Fagbevægelsens store chance