Da markedet med ét forsvandt for Kambas og DAKA på grund af EUs forbud mod kød- og benmel, var det blot et enkelt eksempel på den barske virkelighed for mange danske virksomheder. Pres fra ny lovgivning og kritiske forbrugere udgør en enorm udfordring for virksomheder, der risikerer at miste hele deres eksistensgrundlag overnight. Og det er ikke blot de direkte berørte brancher, der kommer i klemme. I BSE-sagen var fiskemelsindustrien f.eks. nær blevet udslettet. Løsningen er kommunikation med forbrugerne, mener man i danske BHJ Gruppen: “Jeg tror, forbrugerne får den bedste reelle information, hvis industrien fortæller åbent om, hvad det er de laver,” siger adm. direktør Vilhelm Hald-Christensen. Som en af verdens største indkøbere og leverandører af kød er virksomheden ekstremt udsat og har været igennem hele møllen af enkeltsager - med svinepest, dioxin og to gange kogalskab. Men åbenhed alene gør det ikke, mener fremtidsforskeren Steen Svendsen: Hvis virksomhederne vil ruste sig mod enkeltsager, kræver det løbende aktivt medspil med virksomhedens stakeholdere. “Man skal have en license to operate fra sine interessenter hver dag,” siger han.