Beslutningen om at gennemføre en national folkehøring om euroen kan blive et vendepunkt i hele kampagnen og få afgørende indflydelse på danskernes stillingtagen. Det vurderer den amerikanske forsker, der har “opfundet” folkehøringer, professor James Fishkin, Austin University i Texas. Der er i alt gennemført 17 folkehøringer i vestlige lande, og flere er på vej. Erfaringerne viser, at folkehøringer er særdeles effektive til at flytte holdninger. Ikke blot hos deltagerne, men også hos tv-seerne og blandt de mediefolk, der efterfølgende er med til at sætte dagsordenen. Der er tale om et projekt, der er langt mere dybtgående i metode og form end de høringer, regeringen har gennem-ført om velfærdssamfundet. Det kulminerer, når et MiniDan-mark omfattende cirka 300 borgere mødes et døgn - den 26.- 27. august i Odense. Her vil de i selskab med eksperter og toppolitikere drøfte euroen. Huset Mandag Morgen har taget initiativ til folkehøringen, der gennemføres i tæt samarbejde med Danmarks Radio og Syddansk Universitet i Odense. Danmarks Radio planlægger at dække arrangementet tæt bl.a. med timelange transmissioner i tv, radio og på internettet. Syddansk Universitet i Odense har udviklet metoden og er ansvarlig for, at arrangementet efterlever de internationale forskningskrav. Projektet støttes økonomisk af bl.a. Nævnet vedr. EU-oplysning, Europaparlamentet, Europa-Kommissionen, Dansk Industri, LO, en kreds af store danske virksomheder og et enkelt politisk parti, nemlig Dansk Folkeparti.