Turismens fyrtårne: Naturkræfterne skaber unik forbløffelsespark

Regnvejr har altid været dansk turismes akilleshæl. For hvordan lokker man turister med sol og strand, når faktum er, at det regner 118 dage om året?

Det ustabile vejr bliver vendt til en fordel i oplevelsesparken KRAFT, der er under etablering uden for Ringkøbing med forventet åbning i 2015. Her er det hverken Walt Disney-figurer eller populære slikblandinger, der er hovedattraktionen, men derimod vandet, solen, vinden og tyngdekraften. Når det regner, kommer der ekstra vand i tunnellen på vandrutsjebanen HydraRide. På solskinsdage er der ekstra fart på SolarCoaster, mens KiteFlight skyder af sted i blæsevejr.

Hvor kraftigt oplevelsen bliver, afhænger af vejret. Dermed er der ikke tale om en forlystelsespark, men nærmere en forbløffelsespark:

”KRAFT bliver et bud på en 3.-generationsattraktion, der kobler turisme tæt med den generelle udvikling i området. Vi nøjes ikke bare med at hente energi fra en lokal vindmølle, men tager hele springet og laver et direkte samspil mellem udvikling af ny viden og entertainment,” fortæller Peter Sand. Han er direktør for den komité, der skal hjælpe med at gøre KRAFT til virkelighed.

Nøgletal for KRAFT

Budget: 35 millioner euro
Estimeret antal årlige besøgende: 200.000 personer
Estimeret årlig omsætning: 30-35 millioner kr.
KRAFT bygger på samarbejde mellem offentlige aktører, erhvervsliv og vidensinstitutioner.  Projektet er foreløbig støttet af Region Midtjyllands Vækstfora, Ringkøbing-Skjern Kommune, Vestas, Destination Ringkøbing-Fjord, Erhvervscentret Ringkøbing Fjord, Innovation Lab m.fl.
KRAFT forventes at åbne i 2015

Det er endnu for tidligt at sige, hvilke konkrete oplevelser der vil møde gæsterne på det 31.600 kvadratmeter store område. En masterplan for arealet er under udvikling og forventes fremlagt senest i 2013.

Men én ting er sikkert: der bliver tale om en attraktion, der adskiller sig markant fra alle andre turistattraktioner – ikke bare herhjemme, men globalt. Det blev tydeligt, da videnscenteret Innovation Lab, der er partner på projektet, for nylig fremlagde projektet på en stor innovations-konference i San Diego. Her blev det mødt af stor interesse fra globale virksomheder som Nike, Google og IDEO. De ser store potentialer i den måde, KRAFT kobler erhvervsudvikling og turisme med områdets autentiske historie og kultur.

Dermed kommer KRAFT også et spadestik dybere end andre naturvidenskabelige aktivitetsparker som Eksperimentarium og Danfoss Universe:

”Det er naturens kræfter, der har grundlagt Vestjylland. Det er et af de mest rå naturområder i Danmark, hvor befolkningen gennem generationer har levet af og med naturens ressourcer. Det skaber et helt unikt udgangspunkt for oplevelser, som man ikke kan få andre steder i verden,” siger Peter Sand.

Ud over den stærke historiefortælling kan erhvervslivet høste stor gavn af den viden, der skabes ved at give et bredt publikum direkte adgang til at lege med naturkræfter. Brugerinteraktionen skaber viden og muligheder, der aldrig ville opstå i et lukket forskningsmiljø. Af samme grund støtter et bredt felt af virksomheder projektet – heriblandt Vestas, der har bidraget med medfinansiering til projektets indledende fase.

Nye bud på fremtidens turismeprojekter

Frem til Turismens vækstkonference d. 30. maj offentliggør Mandag Morgen i samarbejde med partnerne i projektet Destination Danmark en række bud på nye innovative fyrtårnsprojekter, der har potentialet til at skabe fornyet vækst i turisterhvervet. På konferencen, som du stadigvæk kan tilmelde dig, overrækkes en pris til det bedste projekt.

Projekterne vurderes bl.a. ud fra parametrene som:

  • Vækstpotentiale
  • Indflydelse på regional udvikling
  • Innovationsniveau
  • Realiserbarhed
  • Uniqueness og "reason to go"

Du har muligheden for at kommentere projektet i kommentarfeltet herunder, hvor du også kan komme med dine forslag til, hvad der skal til, for at projektet kan udvikles til en driver for ny vækst.

Også når det gælder hovedformålet – at tiltrække besøgende – har KRAFT et stærkt udgangspunkt. Med 4,3 millioner overnatninger om året er hjemkommunen Ringkjøbing-Skjern i forvejen landets største turistdestination uden for landets største byer. KRAFTs målsætning om 200.000 besøgende årligt virker realistisk.

Alt afhænger dog af de kommende års fundraising, hvor der skal findes omkring 35 millioner euro. Selv om det er mange penge, er Peter Sand optimistisk: ”Projektet nyder stor opbakning lokalt og regionalt. Ikke kun fra politikerne, men også fra erhvervslivet, hvor en global spiller som Vestas har engageret sig. Samtidig står vi med et område, hvor turisterne allerede er der, men hvor der mangler markante attraktioner. Her vil KRAFT kunne spille en stor rolle og indgå i en helhed, hvor grøn tænkning og bæredygtighed i forvejen har en central plads,” siger Peter Sand.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu