Med sidste uges ministerrokade har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formentlig sat det hold, der skal føre ham til sejr ved næste valg, som kommer inden for de næste 13 måneder. Det er dog svært at se rokaden som en klar styrkelse eller en ny kurs for regeringen. Løkke har ganske vist tilgodeset kvinderne, det grønne, de unge og Venstres geografiske forhold med sin rokade, men han mister også to af sine mest populæreste ministre i form af Karen Ellemann-Jensen og Søren Pind.

En sejr ved næste folketingsvalg for Lars Løkke kommer derfor til at afhænge af helt andre forhold end rokaden. Mandag Morgen giver i denne analyse sit bud på den aktuelle form hos Løkke og hans eneste udfordrer, S-formand Mette Frederiksen, forholdene i rød og blå blok samt de afgørende politiske slag frem mod valget.

Partiledernes form

Lars Løkke Rasmussen: Egentlig kunne statsministeren bare læne sig tilbage og nyde kurverne. Økonomien har det godt, velstanden stiger, ledigheden er lav, virksomhedernes ordrebøger er fyldte, og antallet af asylsøgere rasler ned.

På trods af den aktuelle medvind i nøgletallene står Løkke alligevel til at miste regeringsmagten, hvis der var valg i morgen. Selv om Løkke og hans ministerhold dagligt skubber Danmark i en lidt mere blå retning, har en stor del af hans tid som statsminister i denne periode været præget af kaos i blå blok og kuldsejlede reformer.

Samtidig klæber en stribe møgsager fortsat til ham og skaber tvivl om hans dømmekraft. De seneste sager omfatter bl.a. hans nære relationer til de såkaldte kvotekonger, gratis billetter til musikkoncerter og Løkkes rolle som bisidder ved et møde mellem hans hustru og hendes arbejdsgiver.

Det mindsker sandsynligheden for, at Løkke kan genvinde magten. Samtidig befinder Venstre sig i en slags identitetskrise. Folk i storbyerne har i stor stil vendt partiet ryggen, bedst illustreret ved kommunalvalget i København sidste år, hvor V mistede næsten hver tredje vælger. Og partiet leder fortsat efter den opskrift, der kan vende den udvikling.

Samtidig bliver Løkke konstant mindet om den høje pris, han måtte betale for at bevare magten ved det dramatiske formandsopgør med finansminister Kristian Jensen tilbage i 2014. Senest har Søren Pind begrundet sin afgang som minister med bl.a. formandsopgøret, kombineret med en generel mæthed af politik.

Trods de mange uheldige sager er forskellen mellem rød og blå blok dog fortsat bemærkelsesværdig lille i meningsmålingerne. Derudover haler Løkke støt og roligt ind på Mette Frederiksen, når danskerne skal pege på, hvem de foretrækker som statsminister. Se figur 1.

Knap hver fjerde vælger, 23 pct., foretrækker Løkke som statsminister. Det er kun en anelse mindre end de 26 pct., som foretrækker Mette Frederiksen. For blot et år siden havde Mette Frederiksen ellers et forspring på hele 19 procentpoint.

Mette Frederiksen: Man må gå ud fra, at Mette Frederiksen var lettet, da hun i sidste uge gik op ad trappen til den store scene i Fælledparken i København for at holde sin 1. maj-tale. Hvis overenskomstforhandlingerne var resulteret i en storkonflikt, var hun formentlig blevet buhet helt ud i Øresund. Det slap hun nu for. Hendes eneste nederlag på kampdagen var, at hun ikke var velkommen i sin egen fødeby, Aalborg.

Den slags må gøre ondt, særligt når hun lige har skiftet sin populære valgkreds i Ballerup ud med den i Aalborg Øst. Hun kan dog trøste sig med, at stort set samtlige meningsmålinger viser rødt flertal. Hvor tidligere S-formænd måtte udkæmpe mange interne slåskampe i partiet, synes Mette Fredriksen at undgå den slags. Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved magtfordelingen i partiet. Hendes samararbejde med strategen Henrik Sass Larsen kører også rimelig stabilt.

Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, at Mette Frederiksen var med til at lancere partiets nye klima- og miljøudspil i sidste uge. Partiet forsøger at brande sig som det grønne parti og har fået ekstra hård konkurrence på det område med udnævnelsen af Jakob Ellemann-Jensen (V) som ny miljø- og fødevareminister.

Ligesom Venstre sparede på sit politiske krudt, da partiet var i opposition, har Socialdemokratiet også være nærig med sine politiske udspil siden juni 2015. Frygten for at ende i nye anklager om løftebrud har sat sig sine spor. Men det vil ændre sig frem mod valget, hvor partiet løbende vil dryppe nye politiske udspil.

Rød og blå blok

Lars Løkke Rasmussen: Sammenholdet i blå blok vil blive sat på nye prøver frem mod valget. De tre regeringspartier har allerede lidt flere ydmygende nederlag, hvor specielt de kaotiske forhandlinger om ’den historisk store skattereform’ endte i en total ydmygelse af regeringen – og især Liberal Alliance.

Regeringen har for nylig opgivet at gennemføre sin store udligningsreform, der skulle flytte milliarder af kroner fra de mest velhavende kommuner til mere fattige kommuner. På samme måde er regeringen ikke i nærheden af at nå sine økonomiske mål, som omfatter bl.a. 55.000-60.000 flere beskæftigede og en øget vækst med 80 mia. kr. frem mod 2025.

Nu lykkes det formentlig for regeringen at undgå en storkonflikt på det offentlige område, og dermed slipper man for at lave et upopulært indgreb. Men nye prøvelser venter forude i form af bl.a. et nyt energiforlig, ny medieaftale og nye økonomiske aftaler med kommuner og regioner. 

Skal Løkke gøre sig forhåbninger om at bevare regeringsmagten efter næste valg, bliver han nødt til at få bedre styr på forholdet internt i regeringen, og det bliver især vigtigt at få skabt et bedre samarbejde med Dansk Folkeparti. Det kan beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens (V) hjælpe ham med. Han har et godt forhold til DF og deres ordførere, og med Troels Lunds nye plads i regeringens magtfulde økonomiudvalg i stedet for skatteminister Karsten Lauritzen (V) kan han forebygge nye politiske konflikter med DF.

Mette Frederiksen: Udlændingespørgsmålet bliver den helt store styrkeprøve for det interne forhold i rød blok. Socialdemokratiets nye, hårde linje gør det svært for Løkke og DF at angribe partiet for at være bløde på udlændingepolitikken. Til gengæld vil de borgerlige partier gøre alt for at udstille uenighederne de røde partier imellem om udlændinge- og asylpolitikken.

Med sit omfattende udlændinge- og asyludspil fra februar i år forsøger Mette Frederiksen på en række områder at forfølge de samme visioner, som førende europæiske toppolitikere som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands kansler, Angela Merkel, arbejder med.

Socialdemokratiet er villige til at gå meget længere, end man tidligere har set på den danske venstrefløj. Det sætter for alvor sammenholdet på prøve, ikke mindst i forhold til De radikale.

Også på andre områder som skat, EU, arbejdsudbud og pensionsalder er der stor uenighed mellem partierne, men udlændingeområdet bliver den store eksamen for sammenholdet i rød blok.

SF’s og Enhedslistens formkurver er rimelig stabile. Det store spørgsmål er, om Alternativet fortsat kan holde fast i vælgerne, eller om partiet risikerer at nedsmelte frem mod valgdagen. Sker det, vil det svække Mette Frederiksens chance for sejr betydeligt.

De afgørende slag

Lars Løkke Rasmussen: Velfærd bliver traditionen tro et afgørende kampområde frem mod valget. Det er vælgermæssigt en rød højborg, men med udnævnelsen af Britt Bager som politisk ordfører og Karen Ellemann-Jensem som ny gruppeformand har Løkke sat to kvinder i front for Venstres folketingsgruppe. Det er ikke tilfældigt. Det skal være med til at styrke partiets velfærdsprofil.

Samtidig får de to kvindelige V-ministre, innovationsminister Sophie Løhde og sundhedsminister Ellen Trane Nørby, en hovedrolle i de kommende måneder, når der skal forhandles om en stor reform af den offentlige sektor og ikke mindst om det sammenhængende sundhedsvæsen.

Venstre ved også godt, at man er bagud på point, når det kommer til den grønne profil, men partiet forsøger at mindske vælgertabet. F.eks. har Venstre skiftet den normale blå farve ud med en grøn på deres hjemmeside, og med Jakob Ellemann-Jensen som ny miljø- og fødevareminister satser V på, at man med hans stærke evner som kommunikator kan brande sig som det grønne parti.

Udlændinge- og asylområdet har traditionelt været en klar vindersag for blå bloks statsministerkandidat. Sådan er det ikke længere. Socialdemokratiets nye linje har mindsket forspringet, men det er et område, som Løkke satser på, og skal vinde, for at bevare regeringsmagten. Ligesom han er tvunget til at forbedre samarbejdet med DF.

Mette Frederiksen: Socialdemokratiet ser ud til foreløbig at have lukket den sårbare flanke på udlændingeområdet med bl.a. det store udlændingeudspil i februar. Det er også nødvendigt for at kunne tilbageerobre regeringsmagten. Ved valgene i 2001, 2005, 2007 og 2015 var udlændingepolitikken en vigtig forklaring på de blå valgsejre.

Kampen mod den sociale ulighed bliver et hovedtema for Mette Frederiksen – det er hjerteblod for hende. Senest har hun lanceret et forslag om at give 50.000 kr. til alle, der bliver smed, bager, glarmester eller på anden vis gennemfører en fordelsuddannelse. En regering under hendes ledelse skal måles på de sociale fremskridt, der kommer i stand i regeringsperioden.

Den grønne profil er også et slag, hun skal vinde for at blive statsminister. Den konkurrence er nu blevet sværere, men med sidste uges nye klima- og miljøudspil, ’Danmark skal igen være en grøn stormagt’, har Mette Frederiksen forsøgt at sætte en grøn vinderkurs.

Frem til valget vil hun konstant blive konfronteret med de store forskelle mellem partierne i rød blok. Hendes held er, at Løkke kæmper med mindst lige så store forskelle i blå blok. Lykkes det for Mette Frederiksen at undgå for meget ballade om de interne forskelle i rød blok, er hun godt på vej til at vinde valget.