Nej’et er ingen spøg

Det danske nej til Europol m.v. sender den danske regering ud på en politisk maraton. Først skal partierne finde ud af, hvad Danmark vil bede EU om. Dernæst skal statsministeren besøge Kommissionen, i håbet om at den vil berede vejen for os. Så skal statsministeren og udenrigsministeren besøge alle EU-medlemslandenes hovedstæder – for ethvert medlemsland kan stikke en kæp i vores hjul. Dertil kommer møder i Europaparlamentet med alle partigrupperne, som jo til sidst skal godkende den ordning, vi måtte opnå. Og fra først til sidst skal de danske embedsmænd holde tæt kontakt med Rådets juridiske tjeneste for at skabe en juridisk og politisk holdbar aftale mellem Danmark og EU.

[quote align="right" author=""]Det er et meget dårligt tidspunkt, Danmark gør sig vanskelig på[/quote]

At vi på udenrigsministermødet i november 2003 fik tilvalgsordningen godkendt af de andre EU-lande, var ingen given ting og lykkedes kun gennem grundige drøftelser med det italienske formandskab, for på selve mødet var nogle lande lorne ved at give Danmark denne særordning. Til dem sagde jeg: ”Det er et dansk problem, så lad være med at gøre det til et europæisk problem.” Det er blot, hvad Danmark nu har gjort det til. Og desværre har alle de andre for tiden meget andet end Danmark at tænke på.

Et svækket EU svækker Danmark

Thi det er et meget dårligt tidspunkt, Danmark gør sig vanskelig på. Der er den fælles kamp mod terror. Der er Storbritanniens krav til ændringer i EU. Der er de fortsatte kriser med Rusland og Syrien, og problemet med Tyrkiet. Der er euroens fortrædeligheder. Der er frihandelsforhandlingerne med USA. Der kommer opfølgning på klimaforhandlingerne i Paris. Det er alt sammen noget, der vedrører hele EU, hvorimod vores problem kun vedrører os.

Under drøftelserne af alle disse store emner må Danmark heller ikke stikke næsen for langt frem; for i så fald lægger man sig uvægerligt ud med nogle, hvis forståelse for Danmark, der vil blive brug for, den dag vi skal have vores ønsker opfyldt. Mens alt dette pågår, mister Danmark således indflydelse – ikke mindst på drøftelserne om EU’s fremtid.

[quote align="left" author=""]Kernelandene vil forsøge at imødekomme netop deres egne befolkningers krav til EU, hvilket betyder, at de ikke vil beskæftige sig så meget med vores[/quote]

I de næste par år kommer EU nemlig til at kæmpe for sin eksistensberettigelse. Selv om man taler om en kerne, trækker stadig flere lande sig væk fra den, såsom Storbritannien, Polen, Tjekkiet, Ungarn og nu også Danmark. Der er også voksende utilfredshed med EU i Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Sverige og Finland, og modstanden mod EU er fortsat stor i Spanien og Grækenland. Derfor vil kernelandene forsøge at imødekomme netop deres egne befolkningers krav til EU, hvilket betyder, at de ikke vil beskæftige sig så meget med vores, der forekommer dem uforståelige.

EU i mange cirkler

Formentlig vil vi i de kommende år se processen hen imod et EU i flere cirkler blive forstærket. Mindst ni lande vil søge at løse problemerne ved at gå videre i samarbejdet, sådan som Lissabontraktaten gør mulig. De oprindelige medlemslande plus nogle af de tilkomne eurolande vil udgøre kernen. I cirklen uden om dem vil EU-medlemmer med forskellige særordninger svæve, såsom Storbritannien, Irland og Danmark. Længere ude vil lande, der har fået medlemskabsperspektiv, befinde sig, og til sidst får vi en ydercirkel bestående af de lande, der ikke vil være medlemmer af EU, men ligesom Norge blot have ordninger med EU.

En sådan udvikling er ikke i Danmarks interesse. Styrken i det europæiske samarbejde er, at det er et forpligtende samarbejde. Det betyder, at de store lande ikke som førhen kan gøre, som de vil, og at de små ikke behøver frygte de store. Et Europa bestående af flere cirkler vil gøre EU-samarbejdet mindre forpligtende for alle. Det vil ikke være til vores fordel.

[quote align="right" author=""]Det bliver hverken en let eller given sag at få opfyldt Danmarks ønsker[/quote]

Et svækket EU vil også få sværere ved at gennemføre gunstige frihandelsaftaler. Det vil udenrigs- og sikkerhedspolitisk stå svagere over for Rusland mod øst og islamismen mod syd. Det vil få vanskeligere ved at vedtage nye, fælles ordninger til gavn for borgerne i EU.

Udviklingen tilsiger, at Kommissionen må lære at overlade mere til nationalstaterne, i erkendelse af at det ikke er ensheden men mangfoldigheden, der er Europas styrke. Men samtidig må Kommissionen forhindre, at EU bliver et kludetæppe af særordninger og særlige aftaler med de forskellige medlemslande, for et sådant EU kan slet ikke fungere, og det vil få EU-Domstolen til at erodere, skønt den er de små landes garanti mod de store.

Just fordi Kommissionen må være påpasselig med alle disse særordninger, vil vi få svært ved at få flere parallelaftaler. Derfor bliver det hverken en let eller given sag at få opfyldt Danmarks ønsker. I Johan Ludvig Heibergs vaudeville ”Nej” er nejet en spøg, men i virkelighedens verden er det alvor.