Den grænseoverskridende netværksøkonomi, der for alvor er på vej til Europa, svækker de nationale politikeres mulighed for at præge samfundets vigtigste processer. Ikke fordi behovet for politisk regulering mindskes, men fordi det bliver stadigt sværere at afgøre, hvilket lands lovgivning der skal gælde, når både borgere og virksomheder i stigende grad opererer i komplicerede netværk på tværs af landegrænserne. Problemet er særlig udtalt, når det gælder opkrævning af moms, skatter og afgifter. Det er nogle af de centrale budskaber i en aktuel rapport fra EU-Kommissionen, der tegner billedet af en forestående “netværksrevoultion” i Europa, som vil udfordre en lang række af nationalstatens og industrisamfundets institutioner. Mandag Morgen opfordrer i en leder virksomhederne til at sætte netværksøkonomiens udfordringer på topledelsens dagsorden.