Ngo giver en hånd til fremtidens forsyningskæde

Peter Hesseldahl

"Opskriften" til håndprotesen Raptor Hand kan downloades direkte fra e-NABLEs hjemmeside

Med håndprotesen kan børnene gribe genstande, cykle eller holde på et glas ved at dreje deres albue eller håndled. Protesen kan anvendes af børn, der mangler fingre eller en arm fra under albuen.

Hånden er 3D-printet i nylon, og designet er open source. Instrukserne kan frit downloades og printes, og enhver er velkommen til at arbejde videre på at forbedre konstruktionen. Selv det CAD-program, som anvendes til at skabe designet og tilpasse hver ny protese til den enkelte bruger, er gratis og open source.

e-NABLE er et globalt netværk af frivillige, der har adgang til en 3D-printer, og som bruger den til at printe og samle proteser, som de giver gratis til børn – for det meste i udviklingslande. e-NABLE består desuden af et netværk af forskere og udviklere, som samarbejder om at videreudvikle kataloget af design til proteser.

Prisen i råmaterialer til at printe en håndprotese er omkring 250 kr. Den er måske ikke særlig køn, men funktionaliteten er ret avanceret, og skulle nogle af delene gå i stykker, er det nemt at printe nye. De begrænsninger, som protesten har, skal ses i forhold til, at en professionelt produceret håndprotese typisk koster fra 25.000 kr. og op.

Siden begyndelsen i 2013 er der blevet uddelt omkring 1.500 proteser i 37 lande gennem netværket, og antallet af frivillige vokser hastigt. e-NABLE vurderer, at der er blevet produceret mindst lige så mange proteser uden for netværket.

e-NABLE arbejder nonprofit, men måden, de er organiseret på, giver et fingerpeg om, hvordan også kommercielle virksomheders værdiskabelse kan blive: Designet og den videre udvikling foregår i et løbende samarbejde over nettet. Enhver er velkommen til at forsøge sig med forbedringer. Instrukserne kan downloades, produktet kan tilpasses hver enkelt bruger og derefter produceres på stedet – blot der er en netforbindelse, en computer og en 3D-printer.

Alt i alt gør modellen det muligt at levere produkter, der er teknisk avancerede, men ekstremt billige, til brugere, der ellers slet ikke ville have adgang til den type ydelse.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu