Længe før LuxLeaks, SwissLeaks og Panama Papers førte til den ene skandalehistorie efter den anden om global skatteunddragelse og skattely, var nogle enkelte ngo’er allerede dybt optaget af at kæmpe for fair skat. Men det var op ad bakke, for der var ikke mange politikere, der lyttede. I dag er det helt anderledes.

”For 10 år siden ville de fleste mene, at skattely var en helt normal måde at organisere sig på. Men det ændrede sig i løbet af finanskrisen. Der indså regeringer lidt efter lidt, hvor svage de i grunden var på egen hånd over for de her skattely, og der blev for første gang indgået aftaler på tværs af lande om at koordinere politik imod skattely, ” siger George Turner fra Tax Justice Network i London.

Han beskriver det, der er sket, som noget nær et skattepolitisk paradigmeskifte. Herhjemme er underdirektør i Oxfam-Ibis Lars Koch i store træk enig i den udlægning. Han forklarer, at Oxfam for 10 år siden opstillede tre målsætninger på skattelyområdet om hhv. automatiske skatteindrapporteringer, land-for-land-rapporteringer og bedre indsigt i de egentlige ejere bag selskaberne.

”Og der er sket dramatisk meget på alle områder. Vi er ikke i mål endnu, men vi må konstatere, at den her dagsorden på mange måder har flyttet sig dramatisk hurtigt i løbet af de sidste fem år,” siger Lars Koch og fortsætter:

”De nye politiske tiltag har øget transaktionsomkostningerne ved skattesvig og skatteunddragelse. Det er simpelthen blevet sværere. Og samtidig er der politisk og folkeligt sket en eller anden form for oprør, fordi det er lykkedes at skabe opmærksomhed omkring det urimelige i, at nogle store selskaber ikke behøver at betale skat, mens de små skal,” siger han.

Næste kamp er selskabsskat

Men ligesom verdens regeringer har indset, at de ikke kan stille meget op på egen hånd imod skattely, så bliver de også nødt til at indse, at den globale konkurrence om at sænke selskabsskatten ikke er vejen frem, mener ngo’erne.

”Der foregår et ræs mod bunden, hvor skatteborgerne taber. Der er nogle lande, som lever af at stjæle skattebasen fra andre, ikke fordi de er gode til at levere arbejdskraft eller lignende, men alene fordi nogen sænker skatten et hak mere end andre. Det er jo ikke en måde at konkurrere på, så det må landene holde op med,” siger Lars Koch og peger på, at også Danmark har deltaget i dette ræs mod bunden. Se figur 1.

”Regeringerne må indse, at de heller ikke har kontrollen over de her ting. Konkurrencen på selskabsskatten er en form for selvpåført skade, der koster enorme skatteprovenuer,” siger George Turner.

Det er den danske skatteminister ikke direkte uenig i. Men han påpeger, at Danmark som en lille åben økonomi bliver presset af andre landes sænkning af selskabsskatten, selv om han selv ville ønske, at det ikke var sådan.

”Jeg synes, det er mere relevant at bruge de penge, vi har, ikke på at sænke selskabsskatten, men på at forbedre rammebetingelserne for de mange virksomheder, der ikke tjener penge, og derfor heller ikke betaler selskabsskat,” siger Karsten Lauritzen (V).

Og så er han ikke afvisende overfor at ideen om f.eks. at indføre en bund under selskabsskatten i EU for at komme den skattekonkurrencen til livs.

”Det er en tanke værd, om man kan lave en bund. Det er i hvert fald ikke Danmark, der vil være bagstopper for den diskussion. Det vil nok nærmere være en række lande, som de facto har gjort det til deres nationale forretningsmodeller, at man betaler meget lidt i selskabsskat i de lande – Luxembourg og Irland,” siger Karsten Lauritzen (V).