Nød lærer byer at tænke grønt

Når 94 af verdens mest klimaambitiøse byer mødes til C40 World Mayors Summit i København i denne uge, gør de det ikke kun, fordi de vil gøre kloden grønnere. De gør det, fordi de er nødt til det. De gør det for at kunne trække vejret.

Malin Schmidt

I verdens hastigst synkende by, indonesiske Jakarta, står halvdelen af byen allerede under havets vandoverflade. Bangladesh’ hovedstad, Dhaka, kan være sunket i havet allerede om ti år, og mens New Orleans oplever næsten årlige orkaner og oversvømmelser, fik Boston sidste år sit wakeupcall, da storme fra nordøst kolliderede med højvande og fik havvandet til at strømme ind i metroen og ind i folks hjem. Indiske Delhi kæmper med en luftforurening, som WHO vurderer til at ligge 20 gange over de sikre grænseværdier. Og i verdens tørreste land, Jordan, hvor 40 procent af alt grundvand vil være forsvundet i 2030, kæmper Ammans indbyggere ikke kun med vandmangel, men også med de enorme tørkerelaterede flygtningestrømme fra nabolandene, der har intensiveret kampen om vandet.  

Det er ekstreme problemer, der kalder på ekstreme løsninger. Løsninger, som verdens borgmestre ikke har tiltro til, at de nationale regeringer kan levere. I stedet går de ofte foran deres regeringer i ambitionsniveau og handlekraft, lyder det fra forskeren John Christensen, direktør i UNEP DTU Partnership, der leder FN-arbejdet med de årlige Emissions Gap Reports, som vurderer, hvor verdens CO2-udledninger ligger i forhold til at nå Parisaftalens mål om at holde temperaturstigningerne på halvanden grad.

”Byerne kan være en helt anden drivkraft for klimaløsninger end nationerne. De gør det ikke nødvendigvis kun, fordi de vil gøre noget godt for klimaet. De gør det, fordi de virkelig har et behov, og fordi de har forpligtelser over for deres borgere,” siger han.

Større ambitioner og muligheder

Det er derfor, man i Amman forsøger at effektivisere vandforsyningen ved at lade den private sektor byde ind med løsninger. Det er derfor, man i Jakarta har bygget den massive Coastal Wall, der tårner sig op foran byen og er et delinitiativ i den storstilede Giant Sea Wall, et gigantisk dige flere kilometer uden for byen, der i fremtiden skal lukke Jakartas bugt helt. Og det er derfor, Delhi kæmper med at få elektrificeret energisektoren, har lukket ned for kulkraftværker gennem de seneste år, har konverteret større dele af bilparken til renere brændsler og samtidig har sat begrænsninger på trafik i myldretiden.

”De gør det, fordi befolkningen ikke kan trække vejret,” siger John Christensen og påpeger, at hvor virksomheder går ind i klimaspørgsmålet for at tjene penge – fordi det er et forretningsområde – så går byerne også ind i det, fordi de har et behov.

”På den måde gør aktørerne det i princippet for deres egen skyld. Men den drivkraft skaber ofte også større succes. Samtidig er byerne heller ikke bundet af samme politiske begrænsninger som staterne og har dermed større handlerum,” siger John Christensen, der ved det nyligt overståede FN-klimatopmødet i New York nærmest oplevede det som en befrielse at være med der, hvor borgmestrene mødtes.

”Når du går ind i nationale klimaforhandlinger, handler det ofte om, hvem der skal betale. Når du går ind til borgmestrene, så taler de om, hvad de vil gøre. København er mere ambitiøs end Danmark. San Francisco mere end USA.”

Det er det, C40 Mayors Summit i København i denne uge er udtryk for. Her mødes borgmestre og viceborgmestre, klimaeksperter, bydelegerede, virksomhedsledere og borgere fra hele verden for at finde nye klimaløsninger.

”De slutter sig sammen, deler erfaringer, laver forretningsalliancer og forsøger at få hinanden til at løfte ambitionerne endnu mere. Du vil opleve langt mere snak hen over siloerne til C40, end der var i New York,” siger John Christensen.

Nationalstatsligt vakuum  

Verdens byer er centrale aktører i at tackle klimaforandringer. Ikke kun, fordi de er særligt udsatte i forhold til klimaforandringerne med verdenshave, der stiger, gader, der bliver oversvømmet, jordskred, tørke, epidemier og hedebølger. Byerne vokser hurtigt, og i 2050 vil en tredjedel af verdensbefolkningen bo i byer. Byer, som allerede i dag udleder op imod halvdelen af verdens drivhusgasser. Byer står for 70 procent af verdens energiforbrug, og de beslutninger, byerne træffer inden 2020, kan ændre en tredjedel af de globale CO2-budgetter, som ikke allerede er frosset fast i gamle beslutninger, konkluderede FN’s klimapanel IPCC i sin særrapport om byer.

Eller som Kyra Appleby, global direktør for byer i organisationen CDP, der rangordner byer og virksomheder i forhold til, hvor grønne de er, og har et samarbejde med C40, siger det:

”De er et make it or break it i forhold til at tackle de globale klimaudfordringer.”

Byerne er nemlig enorme økonomiske kraftcentre. Så når Calgary i Canada bygger et nyt letbanesystem, som kommer til at spare byen for 30.000 ton CO2 om året, eller når Taipei i Taiwan har repareret sine vandrør og dermed sparet 600.000 ton vand om året, er det ikke ligegyldigt i det store billede.

”Byerne er faktisk kommet godt med, og vores seneste tal viser, at der er cirka 3.500 CO2-reduktionsmål og over 1.445 tilpasningsprojekter. Det er interessant at se, hvordan de lokale ambitioner ofte er langt højere end de nationale staters,” siger Kyra Appleby

Hun nævner USA som et eksempel, hvor 21 byer af de 43 byer på CDP’s A-liste ligger.

”Det taler virkelig for, at byerne tager det her alvorligt i et nationalstatsligt vakuum. Mange af disse byer på listen stiler imod en CO2-udledning på nul, hvilket er langt mere ambitiøst end det nationale mål.”

14 byer på CDP’s liste har et mål om at blive CO2-neutrale, som for eksempel Haag, Boston og Sidney. Fem byer har et mål om 100 procent vedvarende energi, som for eksempel Paris, San Francisco og Canberra. Noget, som Islands hovedstad, Reykjavik, allerede har opnået. To danske byer er på A-listen, nemlig Hørsholm og Gladsaxe – sidstnævnte med et mål om at opnå en CO2-reduktion på 40 procent i forhold til 2007-niveau i 2020. Der er allerede implementeret ambitiøse klimatilpasningsinitiativer for at nå de mål.

”Fordi byer opererer i forskellige kontekster, er det også meget forskellige indsatser, der er brug for,” påpeger Kyra Appleby.

De indsatser behøver ikke at handle om noget så dramatisk som tørke, orkaner og vandmangel. De kan også bare handle om at bygge overfladevandbassiner, der skal opsamle regnvand.”

Regnskyl i Gladsaxe

Det har man gjort i Gladsaxe kommune, fortæller kommunens borgmester, Trine Græse (S). Flere steder i byen har man de seneste år oplevet, at der ved ekstreme regnskyl har været oversvømmelser og vand i kældrene hos borgerne.

”Vi har sat mange ting i gang, for eksempel har vi givet borgerne mulighed for at få deres tilslutningsbidrag til kloakkerne tilbage, hvis de har beholdt regnvand på egen grund. Borgerne har lavet egne projekter. Og i stedet for at grave nye kloakker og forsinkelsesbassiner under jorden, som borgerne intet får ud af, så har vi lavet overfladeløsninger, hvor vi forsinker vandet over jorden og laver et område helt om,” siger hun.

Hvor man tidligere havde bygget et stort underjordisk forsinkelsesbassin, er regnvandsproblemet blevet løst ved at grave nogle bassiner i et tidligere fladt område, hvor der nu er bakker og huller, så vandet bliver ledt derhen. Det er et forsinkelsesbassin, men det er også blevet til et område, som borgerne bruger.

”Det er klart, at det, at vores borgere oplever vand i kældrene, er en rigtig stærk drivkraft for at få løst det. Men det giver også nogle helt andre løsninger, at vi også er begyndt at tænke bæredygtighed, grønne løsninger og biodiversitet ind på en anden måde,” siger hun.

Borgerne er desuden blevet inddraget i projektets slutfase.

”De har taget stilling til, om der skulle være borde og bænke, legeredskaber, og hvilke planter de ville have. Nu er det et naturskønt område med vilde planter, hvor der er kommet sommerfuglearter, som ikke var der før.”

Lederskab

Det er især på tre områder, at byer spiller en rolle, når det gælder kampen mod klimaforandringer, lyder det fra William Lamb, der er forsker i klimaforandringer ved det tyske Mercator Institut i Berlin og står bag den største kortlægning af den eksisterende verdensomspændende forskning om bæredygtighed og klimaforandringer i relation til byer.

”Det er på transport, bygninger og infrastruktur.”

Her kan byer få stor indflydelse på både CO2-reduktionen og på at sænke energibehovet generelt ved for eksempel at bygge effektivt og CO2-venligt.

”Problemet med byerne er, at de er afhængige af deres nationalstater, når det gælder forsyningen. Det er ikke byerne, der skaber energi, og kulkraftværkers, industriens og landbrugets udledninger kan de ikke gøre noget ved. Det er hele ulempen ved kun at fokusere på byerne. Vi skal fokusere på alle niveauer: på byerne, på det nationale niveau og på det internationale,” siger han.

Al den energi, der bliver brugt, de industrielle produkter og den mad, byernes indbyggere forbruger og fortærer, kommer udefra. CO2-regningen kommer derfor til at ligge uden for byerne.

”Hvor byerne virkelig kan gøre en kæmpe forskel er ved at vise lederskab. Det er det, C40 handler om. Her kan byerne presse de nationalstater og industrier, de ikke kan kontrollere. Og det er næsten byernes stærkeste kort,” siger William Lamb. For hvis London kan reducere sin CO2-udledning, hvorfor kan Storbritannien så ikke?

En bus i Liverpool  

Lambs analyse viser, at forskningen inden for bæredygtighed og byer er eksploderet i de seneste fem år. I 2014 var der maksimalt 50 studier, der beskæftigede sig med emnet. I dag er der flere end 3.000. De fleste handler om kendte byer og kendte emner, så som betalingsringen i London, konkluderer William Lamb.

Men fremtidens energiforbrug kommer ikke til at vokse mest i Beijing eller London. Den kommer til at opstå i infrastrukturer, der endnu ikke er bygget i Sydøstasien, det sydlige Asien, Syd- og Vestafrika og i de mange hundrede små til mellemstore byer i for eksempel Kina, hvor hovedparten af befolkningen kommer til at leve.

”Og det er her, jeg ser det største problem for C40. At de fokuserer på verdens største og mest spektakulære byer med de mest spektakulære løsninger,” siger William Lamb.

Somme tider kan løsningen være så banal som en ny busrute. 

”Selv i Storbritannien, hvor jeg kommer fra, er der mangel på helt basal infrastruktur. Den eneste by, der har et veludbygget transportnet i Storbritannien, er London, men Manchester og Liverpool er store byer, som er oversete, fordi de er mindre velkendte, mindre i størrelse og mindre i rigdom, men små ting som en busrute i Liverpool kan faktisk få stor effekt.”

Omtalte personer

Trine Græse

Borgmester (S), Gladsaxe Kommune, næstformand, Hovedstadens Letbane, medlem, KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg, bestyrelsen for Vestforbrænding, Novafos, DAB og RAR Hovedstaden
Teknonom i produktionsplanlægning


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu