Nød lærer byer at tænke grønt

Når 94 af verdens mest klimaambitiøse byer mødes til C40 World Mayors Summit i København i denne uge, gør de det ikke kun, fordi de vil gøre kloden grønnere. De gør det, fordi de er nødt til det. De gør det for at kunne trække vejret.

I verdens hastigst synkende by, indonesiske Jakarta, står halvdelen af byen allerede under havets vandoverflade. Bangladesh’ hovedstad, Dhaka, kan være sunket i havet allerede om ti år, og mens New Orleans oplever næsten årlige orkaner og oversvømmelser, fik Boston sidste år sit wakeupcall, da storme fra nordøst kolliderede med højvande og fik havvandet til at strømme ind i metroen og ind i folks hjem. Indiske Delhi kæmper med en luftforurening, som WHO vurderer til at ligge 20 gange over de sikre grænseværdier. Og i verdens tørreste land, Jordan, hvor 40 procent af alt grundvand vil være forsvundet i 2030, kæmper Ammans indbyggere ikke kun med vandmangel, men også med de enorme tørkerelaterede flygtningestrømme fra nabolandene, der har intensiveret kampen om vandet.  

Det er ekstreme problemer, der kalder på ekstreme løsninger. Løsninger, som verdens borgmestre ikke har tiltro til, at de nationale regeringer kan levere. I stedet går de ofte foran deres regeringer i ambitionsniveau og handlekraft, lyder det fra forskeren John Christensen, direktør i UNEP DTU Partnership, der leder FN-arbejdet med de årlige Emissions Gap Reports, som vurderer, hvor verdens CO2-udledninger ligger i forhold til at nå Parisaftalens mål om at holde temperaturstigningerne på halvanden grad.

”Byerne kan være en helt anden drivkraft for klimaløsninger end nationerne. De gør det ikke nødvendigvis kun, fordi de vil gøre noget godt for klimaet. De gør det, fordi de virkelig har et behov, og fordi de har forpligtelser over for deres borgere,” siger han.

Login