Nødvendighedens politik og Alternativets nødvendighed

Alternativet har modsat sig ideen om ”nødvendighedens politik”; at de politiske magthavere i mange tilfælde er nødt til at gennemføre en bestemt politik uden at have et reelt valg. Men ikke desto mindre bygger partiet – eller ”bevægelsen”, som Alternativet ynder at kalde sig – selv på en anerkendelse af, at der eksisterer en række nationale og globale problemer, som det er nødvendigt at adressere.

En gennemgang af kerneområderne i partiets program – en ny politisk kultur, samfundsinnovation og klimaomstilling – viser, at de flugter med viden og vurderingerne fra en række førende videnscentre og rummer potentiale for et nødvendigt opgør med en række systemiske økonomiske, sociale og miljømæssige kriser.

Hermed er Alternativet måske det eneste parti på Christiansborg, der nærmer sig at føre en politik, der virkelig er nødvendig.

En ny politisk virkelighed

Forsommerens valgkamp frem til ”osteklokkevalget”, som Mandag Morgen døbte årets Folketingsvalg, blev domineret af dramatiske, men indholdsfattige debatter om marginale forskelle mellem partiernes politiske udspil. Mange vælgere efterspurgte et alternativ.

Frustrationen over den politiske debat rækker dog langt ud over valgkampen. Ifølge Kraka er danskernes tillid til politikerne faldet fra 36 til 26 pct. over en tiårig periode.[1] Paradoksalt nok er deres interesse i politik stigende – 69 procent er ”interesserede” eller ”meget interesserede” – og de har stor tillid til hinanden som medborgere og til Folketinget som institution. Kløften mellem danskernes høje tillid til demokratiet og deres mistillid til politikerne vidner om et enormt uudnyttet demokratisk potentiale.

Potentialet – og dets mange indbyggede risici – viser sig særligt i den nye mediedominerede politiske virkelighed, der har taget form i de sidste ti-femten år.

Som forfatteren og samfundstænkeren Moisés Naím beskriver i sin anmelderroste bog ”The End of Power”, ser vi i øjeblikket en radikal ændring af samfundsstrukturen. Magt i det 21. århundrede er blevet mere opnåelig, men også sværere at bruge og nemmere at miste.[2] Den politiske proces er fragmenteret, og forandringer kan nu komme alle steder fra – oftere fra en 12-årig, der har udviklet en ny app i Delhi, end fra Folketingssalen. Dette har skabt et demokratisk vakuum, fordi mange ikke føler sig repræsenteret af de politiske magthavere. Samtidig tager nye demokratiske potentialer form i kraft af de øgede muligheder for at organisere sig sammen med ligesindede.

Der ligger derfor en central udfordring i at genskabe tillid mellem borgere og regeringer.

Alternativet har, som det eneste parti, forsøgt at forholde sig til denne problemstilling og søger aktivt skabelsen af en ny politisk kultur. Partiet insisterer på åbenhed om egne værdier og fejltagelser samt villighed til at lytte til politiske modstandere. De vil være fuldt åbne om partistøtten, og senest har partiets politiske leder, Uffe Elbæk, meddelt, at han ikke ønsker at hæve ministerpension, så længe han er medlem af Folketinget. Alternativet vil desuden gøre det muligt for borgere at lave lovforslag, hvis de kan samle 50.000 underskrifter, samt etablere et nyt Center for Demokrati, Politikudvikling og Borgerinddragelse.

Alternativet har allerede i udviklingen af sit partiprogram vist, hvilke muligheder der ligger i nye inddragende processer, gennem sine ”politiske laboratorier”. Hvordan partiet vil balancere kravet om åbenhed med de faste processer på Christiansborg, skal vise sig, men det har taget fat i en nødvendig problematik i det moderne danske samfund.

Politisk innovation er en demokratisk nødvendighed.

Beskæftigelse i en jobfattig fremtid

Indfasningen af en arbejdsuge på 30 timer var et af de forslag, Alternativet blev mest kritiseret for under valgkampen. Ifølge tænketanken Kraka ville udspillet koste samfundet 270 milliarder kr., og forslaget blev efterfølgende latterliggjort i medierne.

Forslaget er et af de bedste eksempler på Alternativets vilje til at se med friske øjne på Danmarks mest presserende problemer. Vi bevæger os ind i et radikalt anderledes arbejdsmarked. Forandringerne er allerede synlige i det stigende antal arbejdere, der har mobile jobs på tværs af geografiske grænser, starter egen virksomhed og kombinerer deltidsjobs og freelanceopgaver, særligt i den digitale sektor. Samtidig risikerer 47 pct. af de eksisterende jobs i bl.a. service-, uddannelses- og sundhedssektorerne at blive udryddet af automatisering inden for de næste 20 år.[3] Computere vil i stigende grad overtage opgaver, der tidligere blev varetaget af ufaglærte såvel som læger og lærere.

Oven i denne usikre fremtid for langt de fleste erhverv kommer de mange stressramte danskere – 430.000 personer. Det koster hvert år samfundet 14 milliarder kr. i sygefravær, sygdom og død, og det vidner om et samfund ude af trit med sig selv.

Danskerne klandres ofte for at arbejde for lidt, men faktisk er erhvervsfrekvensen i Danmark langt højere end OECD-gennemsnittet, særligt fordi kvinder og mænd arbejder lige meget og bliver længere på arbejdsmarkedet.

Markant nytænkning er nødvendig for at undgå den jobløse vækst, vi går i møde, og samtidig bidrage til et mere sammenhængende liv for borgerne i den globale konkurrenceøkonomi.

Forslaget om en kortere arbejdsuge giver for det første mening, fordi kortere arbejdstider kan forhøje produktiviteten. Dette er nødvendigt for den danske økonomi, der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd spilder 100 milliarder kr. om året på lav produktivitet.[4]  Et studie blandt britiske offentligt ansatte har vist en tydelig sammenhæng mellem lange arbejdstider og nedsatte kognitive funktioner[5], mens en undersøgelse udarbejdet af EU-Kommissionen viser langt større livstilfredshed blandt medarbejdere, der arbejder 30 timer om ugen, end blandt dem, der arbejder over 40 timer. Praktiske erfaringer med kortere arbejdstider, bl.a. på et Toyota-værksted i Göteborg og i tech-virksomheder som den hastigt voksende Treehouse-startup i Silicon Valley, viser, at medarbejderne bliver gladere og mere produktive, når de bruger færre timer på arbejdspladsen. [6]

For det andet kan en kortere arbejdsuge være med til at løse en række sociale, miljømæssige og økonomiske problemer. Den britiske tænketank New Economics Foundation har lavet omfattende forskning på området og argumenterer for, at arbejdsugen skal helt ned på 21 timer per uge på længere sigt. [7] I rapporten ”Time on Our Side” argumenterer en række forskere for, at en kortere arbejdsuge kan være en kerneingrediens i skabelsen af et mere økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt samfund ved at sænke forbruget, CO2-udslippet og uligheden samt forbedre livskvalitet og ligestilling.[8]

Alternativets udspil går ikke nær så langt i sin forventning til forandring og lægger op til, at normtiden skal nedsættes fra 37 til 30 timer over en tiårig periode. Derudover vil partiet med en timebanksmodel indføre, at man kan justere sin arbejdstid gennem livet.

Forslagets centrale budskab bygger på en revurdering af normer, der opstod som svar på arbejderbevægelsens krav i det 20. århundrede. Tiden er kommet til en ny, fleksibel indretning af vores arbejdsliv, der matcher den moderne arbejders fluktuerende behov.

Velfærdsinnovation

Innovation og iværksætteri er blandt Alternativets kerneområder. I takt med at verdens problemer bliver stadig mere komplekse og akutte, får Danmark mulighed for at positionere sig som bæredygtig frontløber, bl.a. ved at booste borgernes villighed til at afprøve nye bæredygtige ideer. Derudover vil der, i takt med digitaliseringens overflødiggørelse af mange erhverv, blive behov for, at flere borgere skaber deres eget job, samtidig med at der må tages hånd om samfundets mindre ressourcestærke, hvis velfærdssamfundet skal bestå.

Alternativets vision om omstrukturering af beskæftigelsessystemet koblet med investeringer i innovation retter sig mod denne nye samfundsproblematik. Forslaget om en basisydelse uden modkrav opfattes imidlertid som så skelsættende – og i diametral modsætning til den dominerende fremstilling af arbejde som noget, der skal kunne ”betale sig”, for at borgere vælger det – at det er gået forholdsvis ubemærket hen.

Ideen om en universel basisindkomst er langtfra ny. Blandt dens fortalere finder man tænkere fra både venstre- og højrefløjen, heriblandt Thomas Paine, Friedrich Hayek, Milton Friedman, og den nulevende Sir Tony Atkinson.[9] Den republikanske præsident Richard Nixon forsøgte at indføre det i starten af 1970erne,[10] og i USA diskuteres forslaget stadig på tværs af det ideologiske spektrum som et svar på fattigdom, bureaukratisering og arbejdsløshed.[11] I øjeblikket eksperimenterer man med konceptet i Finland, i den hollandske by Utrecht og i Aarhus for at undersøge effekten på borgernes arbejdsmønstre, studier og frivillige initiativer.[12]

Uden nødvendigvis at gentænke hele overførselsindkomstsystemet i Danmark er der gode grunde til at se nærmere på forslaget om en basisindkomst. Danmarks nuværende beskæftigelsespolitik er den hårdest regulerede del af velfærdssamfundet og afkoblet fra det faktum, at der er seks gange så mange arbejdssøgende, som der er arbejdspladser.[13]

Ressourcer, som kvalificerede ledige kunne bruge på at bidrage til samfundet eller starte nye virksomheder, spildes på at bevise understøttelsesberettigelse til ingens gavn. Alternativets forslag om ”fjerde sektor eksperimentalzoner”, sociale investeringsfonde og en målrettet 2-årig iværksætterydelse til 80 pct. af dagpengesatsen har potentiale til at skabe rammerne for et mere innovativt samfund, der også tager hånd om dem, der ikke har ressourcer til at trives i et stadig mere usikkert jobmarked. Disse forandringer, der vil kræve at blive testet og indfaset over længere tid, lægger op til en nytænkning af velfærdssamfundet og en vej ud af den stadig mere solidaritetseroderende mistænkeliggørelse af borgere på overførselsindkomst.

Et sundt samfund

Spørgsmålet om dyr medicin i sundhedsvæsnet blev et af de primære symptomer på en valgkamp uden substans. De største partier afviste kategorisk at prioritere dyr medicin fra, uagtet at denne medicin ikke altid er mere effektiv. Positionen, som blev mødt med dyb undren af flere inden for sundhedsvæsnet,[14] vidner om en frygt for at tage stilling til upopulære, men åbenlyst nødvendige reformer i et sundhedsvæsen under enormt pres.

Afvisningen af enhver form for prioritering, der ville gøre det danske sundhedsvæsen mere forhandlingsdygtigt, ligesom f.eks. Norge og Storbritannien, og sandsynligvis reducere medicinudgifterne med 30 pct., er særligt iøjnefaldende i lyset af de stadig mere pressede sundhedsmedarbejdere. Som Weekendavisen rapporterede 24. juli, har udgifterne til medicin en påviselig negativ effekt på resten af sundhedsvæsnet, da de ressourcer, der bruges på dyr medicin, nødvendigvis må tages andetsteds, som regel fra sundhedspersonalets tid.

Det går ud over patienterne. Det britiske prioriteringsinstitut National Institute for Health and Care Excellence er kommet frem til, at hver gang man ved hjælp af nye præparater vinder ét såkaldt kvalitetsjusteret leveår – dvs. øget levetid korrigeret for livskvalitet – taber man to år et andet sted i sundhedssystemet. Og effekten af præparaterne, hvis prioritering diskuteres, er vel at mærke usikker.

Alternativet foreslår i sit partiprogram at oprette et prioriteringsinstitut, der skal bidrage til at sænke udgifterne til sygehusmedicin, som siden 2007 er fordoblet til 7,15 milliarder kr. årligt. Baseret på tallene fra lande med en sådan prioritering vil dette kunne frigive over 2 milliarder kr. årligt – penge, som der er voldsomt brug for i regionerne, der i øjeblikket forudses at mangle 800 millioner kr. ved årets udgang.[15] Alternativet foreslår at bruge de ekstra ressourcer på at skabe et mere holistisk sundhedsvæsen, der integrerer komplementære behandlingsformer baseret på evidens fra et forskningsinstitut etableret til formålet. Med partiets ord skal ”konkurrencestaten ud af sundhedsvæsnet”, og incitamentsstrukturen, særligt på sygehusene, skal fokuseres på patienten frem for på ensidigt målbar effektivisering.

Et nyt klimaparadigme

Ifølge førende eksperter skal der ske en seriøs bæredygtig omstilling inden for de næste 10 til 15 år, hvis vi vil gøre os noget håb om at undgå de mest seriøse konsekvenser af klimaforandringerne. Disse konsekvenser er både menneskelige og økonomiske.[16] Inden for de næste to årtier risikerer 100 millioner mennesker at dø af forurening, sult og sygdom forårsaget af CO2-udslip og klimaforandringer. Klimaforandringer vil årligt koste verdensøkonomien 1,2 billioner USD, svarende til 1,6 pct. af det globale BNP. [17] I 2030 forventes dette tal at fordobles.[18] Effekterne af klimaforandringer ses allerede i det stigende antal tørker, oversvømmelser, storme og andre ekstreme vejrfænomener.

Dette dommedagsbillede kender vi efterhånden alt for godt, og de flestes reaktion er handlingslammelse. Vil vi gøre os noget håb om meningsfuld handling på klimaområdet, er der brug for et paradigmeskifte, som anerkender den reelle trussel fra klimaforandringerne og samtidig gør op med det falske modsætningsforhold mellem vækst og bæredygtighed.

Verdens topledere opfatter i stigende grad bæredygtighed som en kilde til innovation og vækst og ikke bare som nødvendig og ubekvem risikostyring.[19] Som en af verdens førende klimaøkonomer, Lord Nicholas Stern, for nylig har udtalt: ”Stærk økonomisk vækst, der samtidig er kulstoffattig, vil blive den nye norm”.[20]

Mange af verdens største økonomier har også indset, at deres fremtidige vækst afhænger af evnen til at håndtere klimaudfordringen. Kina annoncerede i juni sin intention om at afvænne sin økonomi fra fossile brændstoffer. Frem mod 2030 vil landet nedbringe sit CO2-udslip med 60-65 pct. i forhold til 2005-niveau.[21]

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, og USA’s præsident, Barack Obama, har samtidig annonceret, at deres lande skarpt vil forøge elproduktionen fra vedvarende energikilder, mens Præsident Obama netop har offentliggjort historiens hidtil mest ambitiøse amerikanske klimaplan.[22] Disse tiltag afspejler en global trend. I 2014 blev der investeret 270 milliarder USD i vedvarende energi og 130 milliarder USD i energieffektivitet.

2013 var det første år nogensinde med større vækst inden for kulstoffattig elektricitet end inden for fossile brændstoffer. Omkostningerne ved kulstoffattige teknologier falder støt, salget af grønne obligationer blev tredoblet i 2014, og sidste år var det første gang i årtier at den globale økonomi voksede, mens CO2-udslippet forholdt sig konstant.[23]

Alligevel er det stadig et dominerende paradigme i Danmark, at miljømæssige hensyn holder væksten tilbage. Dette ses måske tydeligst i forhold til landbruget, der har været kriseramt i årevis. Ifølge Landbrugets Finansieringsbank er hver tredje danske landmand konkurstruet.[24] Ved udgangen af 2013 udgjorde landbrugets gæld 364 milliarder kr. – mere end fire gange så meget som værdien af den årlige landbrugsproduktion, som Landbrug & Fødevarer har opgjort til 81,8 milliarder kr.[25]

Produktionsomkostningerne for jordbrugssektoren som helhed har frem til 2011 været højere end værdien af produktionen, og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) forventer, at det også vil være tilfældet fra 2015.[26]

Den nye regering mener, at svaret på landbrugets krise er at give landmændene ”frie tøjler” til at gøde og få flere dyr på samme areal, mens randzonerne bliver fjernet.[27]

Ser man nærmere på fødevareproduktionen, er spørgsmålet, om ”frie tøjler” virkelig er vejen frem for dansk landbrug Det kræver op til 25 kilo korn og 36.000 liter vand at producere blot 2 kilo kød. En tredjedel af verdens afgrøder og drikkevand går til kødproduktion, mens kød kun dækker 17 pct. af det globale kalorieindtag. [28]

Danmark, som er det land i verden, der producerer mest kød pr. indbygger (360 kg/pers.), bruger 80 pct. af sit eget landbrugsareal på afgrøder til kødproduktion. Hertil kommer yderligere store arealer i bl.a. Sydamerika.[29]

Mens svineeksporten indbringer 30 milliarder kr., er udgifterne til produktionen er så tunge og markedet så presset, at fortjenesten er tvivlsom, og landmændenes behov for konstant at producere mere er uholdbar. I kontrast hertil var Danmarks eksport af økologiske fødevarer i 2013 (1.533 millioner kr.) fordoblet siden 2009 og seksdoblet siden 2003. Med gennemsnitlige årlige vækstrater på 22 pct. i perioden 2003-2013 vokser den økologiske eksport mere end både den konventionelle fødevareeksport og den samlede danske vareeksport.[30]

Alternativets forslag om en kødfri dag i bl.a. daginstitutioner og 100 pct. omlægning til økologisk landbrug virker i denne kontekst ikke så radikale, som de blev fremstillet i valgkampen.[31] Danmark vil kunne producere langt mere mad mere miljøvenligt til en stadig større verdensbefolkning, hvis vi omstiller en del af produktionen til menneskeføde frem for dyreføde.

Samtidig vil Danmark, med fokus på økologi, kunne indtage et voksende eksportområde og blive foregangsland for innovativ fødevareproduktion. Som Torsten Jansen, tidligere kultur- og presseattache på den danske ambassade i Washington har udtalt om det store potentiale i dansk eksport af økologiske, sunde madvarer: ”Tænk, hvis man brugte de kommende år på at omlægge hele den danske fødevareproduktion til at være bæredygtig og innovativ?”[32]

En sådan omstilling vil ikke være en hurtig løsning, men en nødvendig kursændring, hvis omkostninger skal bæres af hele samfundet – for i sidste ende at komme os alle til gode.

”Fremskridt” genfortalt

Alternativet har en grundlæggende international profil, som er udtrykt i partiets ide om at Danmark skal være ”det bedste land for verden”. Sammen med partiets øvrige forslag, der samlet set karakteriseres af et ønske om at gentænke det danske velfærdssamfund, for at det skal bestå i det 21. århundrede, er Alternativets overordnede politik måske bedst illustreret af partiets forslag om et nyt vækstbegreb. Forslaget bygger på den grundopfattelse, at vores forståelsesparametre for fremskridt er utilstrækkelige og ikke tillader os at føre den nødvendige politik inden for klodens rammer.

Det finansielle system diskriminerer konsekvent mod miljømæssige og sociale omkostninger, som i gængs økonomisk teori kaldes ”eksternaliteter”. BNP, som er blevet brugt til at måle landes fremgang siden 1944,[33]  er alene et udtryk for produktion – uden øje for nedbrydning af ressourcer, menneskeligt velvære, ulighed m.v.

Ledende økonomer som Joseph Stiglitz, Amartya Sen og Jean-Paul Fitoussi har i mange år, særligt siden den globale finansielle krise, argumenteret for nødvendigheden af en ny forståelse af vækst og fremskridt. Ifølge en rapport, de tre udarbejdede efter ønske fra den franske regering i 2009, var den finansielle krise i sig selv et symptom på uholdbarheden i de herskende økonomiske dogmer.[34] Rapporten efterlyser specifikt nye målemekanismer, der er mindre produktionsbaserede og mere fokuserede på socialt fremskridt.

Der er tegn på, at verden er ved at vågne op til disse realiteter. I april i år blev the Social Progress Index lanceret af bl.a. erhvervseksperten Michael Porter fra Harvard Business School.[35] Paraguay har taget Michael Porters Social Progress Index i brug som pejlemærke i sin nye udviklingsplan mod 2030. Nogle amerikanske delstater, såsom Maryland, har ligeledes implementeret et alternativt statistisk redskab, Genuine Progress Indicator.[36]

Disse tendenser afspejler ikke en idealistisk virkelighedsflugt, men derimod en anerkendelse af forudsætningerne for fremtidig stabilitet og vækst. Som KPMG konkluderede i en rapport om tidens største forretningstendenser, er afkoblingen af menneskehedens fremskridt fra ressourcespild og miljøforringelser den største fremtidige kilde til succes for erhvervslivet.[37]

Måden, hvorpå vi måler fremgang, afspejler ikke blot virkeligheden, men er med til at forme den. Således har vi brug for en ny forståelse af, hvad det vil sige at lave fremskridt, og inden for hvilke rammer vækst giver mening, også for de generationer, der kommer efter os. Det er nødvendigt, at afgørende konkurrenceparametre, såsom den næste generations uddannelse, sundhed og miljø, synliggøres. Dette vil ikke diktere en ny ”nødvendighedens politik”, men det vil give bedre forudsætninger for at stille de rigtig spørgsmål og synliggøre de reelle problemer, det er nødvendigt at finde svar på.

En ny nødvendighedens politik: at stille de rigtige spørgsmål

Fremtidens komplekse og indbyrdes forbundne problemer kalder på mere modstandsdygtige og fleksible samfund. For at muliggøre opbyggelsen af sådanne samfund, må problemernes kilder, såsom klimaforandringer, befolkningsvækst og ulighed, forstås og adresseres.

Det vil blive stadig mere utilstrækkeligt at reagere på problemernes symptomer og for eksempel fraskrive sig ansvaret for flygtningestrømmene, uden at tage stilling til deres årsager – eksempelvis ressourcemangel. Der er udsigt til et stigende antal klimaflygtninge, der vil overgå de nuværende historiske flygtningestrømme.

Dette drejer sig ikke blot om et internationalt ansvar, men i endnu højere grad om Danmarks egen fremtid. Mens de fleste partier forkynder, at de vil bevare den danske velfærdsstat, tager de færreste stilling til, hvordan det skal kunne lade sig gøre i den hastigt forandrede, hyperglobaliserede verden, vi lever i.

Uden at påberåbe sig en perfekt fremgangsmåde forsøger Alternativet at italesætte denne nye nødvendighedens politik, som hverken kan eller skal være givet på forhånd. Det er i selve den politiske proces, som Alternativet kalder ”det involverende demokrati”, at potentialet for transformation ligger.

Denne proces er drevet af visheden om, at svarene på sikringen af Danmarks fremtid kun kan findes, hvis vi lærer at stille de rigtige spørgsmål.

---

Referencer

[1] ’Udviklingen af politisk tillid, interesse og demokratisk tilfredshed’, Julie Hassing Nielsen, Kraka, 19. maj 2015. En undersøgelse udført af Ugebrevet A4 viser en lignende tendens: ’Tilliden til politikerne er helt i bund’, Iver Houmark Andersen, Ugebrevet A4, 6. oktober 2014.

[2] ’The End of Power’ Moisés Naím, Basic Books, 2013, kapitel 1.

[3] ‘Report Suggests Nearly Half of U.S. Jobs are Vulnerable to Computerization’, Aviva Hope Rutkin, MIT Technology Review, 12. september 2013. ‘The Future of Employment: How susceptible are jobs to computerization?’, Carl Benedict Frey & Michael Osborne, Oxford University, 17. september 2013. ‘Vartannat job automatiseras inom 20 år – utmaningar för Sverige’, Stiftelsen För Strategisk Forskning, 2014.

[4] ‘Danskerne skal arbejde mindre – og præstere mere’, Villads Andersen, Mandag Morgen, 24. november 2014.

[5] ‘Long Working Hours and Cognitive Function’, Marianna Virtana et al, American Journal of Epidemiology, January 6, 2009.

[6] ‘Six-hour workday positive so far’, Melanie Fornander, Göteborg Daily, 26. februar 2015. ’At some start-ups, Friday is so casual that it’s not even a workday’, Brigid Schulte, Washington Post, 6. februar 2015.

[7] ’Time on Our Side: Why we all need a shorter working week’, Anna Coote & Jane Franklin (ed.), New Economics Foundation, 2013. ’21 Hours’, Anna Coote, New Economics Foundation, 13. februar 2010.

[8] ‘Reduce working week to 30 hours, say economists’, Rosa Silverman and agencies, The Telegraph, 18. september 2013.

[9] ’A universal income is not such a silly idea’, Tim Harford, Financial Times, 22. november 2013.

[10] ‘The Failed Welfare Revolution: America’s Struggle over Guaranteed Income Policy’, Brian Steensland, Princeton University Press, 2009.

[11] ’A Universal Basic Income is the Bipartisan Solution to Poverty We’ve Been Waiting For’, Ben Schiller, Fast Company, 16. marts, 2015. ‘Why should we support the idea of universal basic income?’ Scott Santens, Huffington Post, 26. juni 2015. ’The conservative case for a guaranteed basic income’, Noah Gordon, The Atlantic, 6. august 2014. ‘A government-guaranteed basic income’, The Economist, 19. november 2013. ‘Switzerland’s Proposal to Pay People for Being Alive’, Annie Lowrey, New York Times Magazine, 12. november 2013.

[12] ’Dutch city of Utrecht to experiment with a universal, unconditional “basic income”’, Louis Doré, The Independent, 26. juni 2015. ‘Is Finland ready for basic income?’ David J. Cord, Helsinki Times, 17. juli 2014. ‘Ny Aarhus-model: Langtidsledige får 50.000 kr. til at skaffe sig et job’, Torben K. Andersen & Jens Reiermann, Mandag Morgen, 9. marts 2015

[13] ‘Meget lidt værdiskabende’, Signe Lehman Rasmussen, Weekendavisen, 30. april 2015.

[14] ‘Læger: “uansvarligt” når politikere freder dyr medicin’, Naja Dandanell, Jyllandsposten, 3. juni 2015,

[15] ‘Region Sjælland: Vi skal finde løsning på dyr medicin nu’, Sofie Dambæk Rasmussen, DR Nyheder, 23. april 2015.

[16] ‘The New Climate Economy: Seizing the Global Opportunity’, The Global Commission on Economy and the Climate, 2015.

[17] ’100 mln will die if world fails to act on climate – report’, Nina Chestney, Reuters, 25. september 2012.

[18] ‘Climate Vulnerability Monitor: A Guide to the Cold Calculus of a Heating Planet’, DARA, 2012.

[19] ’Expect the Unexpected: Building Business Value in a Changing World’, KPMG, 2012, s. 13.

[20] ‘The New Climate Economy: Seizing the Global Opportunity’, The Global Commission on Economy and the Climate, 2015.

[21] ‘China Pledges to Halt Growth of Carbon Emissions in Climate Plan’, Chris Buckley, New York Times, 30. juni 2015.

[22] ‘Global Climate Pact Gains Momentum as China, U.S. and Brazil Detail Plans’, Coral Davenport, New York Times, 30. juni 2015. ‘Obama Takes Crucial Step on Climate Change’, Richard L. Revesz & Jack Lienke, New York Times, 3. august 2015.

[23] ‘The New Climate Economy: Seizing the Global Opportunity’, The Global Commission on Economy and the Climate, 2015.

[24] ‘Bank: Hver Tredje Landmand er på Randen af Konkurs’, Børsen, 8. juli 2015.

[25] ’Sådan Ligger Landet – tal om landbruget, 2014’, Danmarks Naturfredningsforening, s. 54.

[26] ’Sådan Ligger Landet – tal om landbruget, 2014’, Danmarks Naturfredningsforening, s. 51.

[27] ’Økologisk råd: Venstres landbrugslempelser bliver en miljøkatastrofe’, Jesper Ibfeldt og Natacha Tjørnholm, DR, 14. juli 2015.

[28] ’Livestock: Meat and Greens’, The Economist, 31. december 2013.

[29] ’Sådan Ligger Landet – tal om landbruget, 2014’, Danmarks Naturfredningsforening, s. 8.

[30] ’Sådan Ligger Landet – tal om landbruget, 2014’, Danmarks Naturfredningsforening, s. 62.

[31] ’500 gram kød kræver vand svarende til et bad hver dag i seks måneder’, Rasmus Nordqvist & Christian Poll, Politiken, 17. juli 2015.

[32] ’Sundhed er det nye klima’, Torsten Jansen, Berlingske Tidende, 4. juli 2011.

[33] ’GDP: A brief history – one stat to rule them all’, Elizabeth Dickinson, Foreign Policy, 3 January 2011

[34] ‘Report by the Commission on the Measurement of Economic Performance and Social Progress’, Joseph Stiglitz, Armatya Sen & Jean Paul Fitoussi, 2009.

[35] ‘Why Social Progress Matters’, Michael Porter, Project Syndicate, 9 April 2015.

[36] ’Wealth vs. Well-being: How do we measure prosperity?’ Maryland State website.

[37] ’Expect the Unexpected: Building Business Value in a Changing World’, KPMG, 2012, s. 2.