Hvis nogen fortæller dig, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, lyver de. Det tegner de konservatives nye kampagne til at blive endnu et bevis på. I kampagnen siger partiet STOP til tyven, grundskylden, regeltyranniet, skattehetzen, iværksætterbenspænd og naziislamisme.

I stedet har partiets presseafdeling travlt med at udbrede en anden Gallup-undersøgelse, som den har fået lavet efter at STOP-kampagnen kom i modvind. Den viser, at danskerne slet ikke så afvisende over for at sammenstille islamisme og nazisme, som man kunne få indtrykket af i medierne. Se figur 2.

Partiet har erkendt, at det ikke længere er et bredt midterparti. Opgaven er ikke at hente stemmer hen over midten, men derimod at få fat ranet så mange som muligt til sig inden for blokken. Den nye kampagne har givet partiet kant og taletid til at forklare, hvad det politiske projekt er, lyder logikken. Men den køber Frederik Preisler ikke.

”Indtil videre har de ikke fået forklaret, hvad de mener, men kun at de ikke mener det, vi tror, de mener,” siger han.

Formand Søren Pape Poulsen og folketingskandidat Naser Khader har igen og igen måtte forklare, at de ikke mener, at islam og nazisme er det samme. Diskussionen har rejst sig på grund af orddelingen på plakaten: STOP NAZI ISLAM ISME.

Henrik Kjerrumgaard mener også, kampagnen er kommet til at stå i vejen for de politiske budskaber. Søren Pape Poulsen gik ud med budskabet om, at partiet havde fire krav, som skulle opfyldes, hvis de konservative skulle gå med i en borgerlig regering. Problemet er bare, at ingen kan huske, hvad kravene er.

Stop tis i is

Hvis modstanderne lykkes med at plante tanken om, at de konservatives kampagne er latterlig, vil folk først og fremmest tænke, at det er en latterlig kampagne, når de ser en plakat på togperronen eller en annonce i avisen. I stedet for at være en kampagne, der udbreder partiets budskaber, bliver det til en kampagne, der minder beskueren om, hvor åndssvage budskaberne er.

SF er et af de partier, der excellerer i kunsten at kapre kampagner på de sociale medier. Det viste partiet f.eks. i efteråret, da Radikale Venstre lancerede en ny kampagne under sloganet ”Det handler om mennesker, ikke vælgere.” En af plakaterne i kampagnen var et sort-hvid billede, hvor politisk leder Morten Østergaard sidder på en stol og smøger ærmerne op på sin hvide skjorte. Kort tid efter kampagnen var gået i gang, iværksatte SF en modkampagne. Her sidder Pia Olsen Dyhr i samme positur på en stol og smøger ærmerne op på sin hvide skjorte. Men SF-formandens budskab lød: ”Det handler om mennesker, også dem, der mister dagpengene.”

I stedet for at handle om mennesker kom debatten til at handle om den dagpengereform, de radikale, inden de selv kom i regering, var med til at indgå med den daværende VK-regering.

Dårlig omtale kan brede budskabet ud

Det er ikke kun politiske partier, der kan miste kontrollen over deres kampagner. Det kan virksomheder også.

[graph title="Danske Banks boomerang" caption="Figur 5  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/36d51-van_fig04_danske-banks-boomera.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/f5356-van_fig04_danske-banks-boomera.png" text="De konservative er ikke de første, hvis kampagne er forsøgt kapret, og de bliver ikke de sidste. Danske Banks rebrandingkampagne “A new normal demands New Standards” fik samme tur. "]Kilde: Danske Bank og eksempler fra Facebook m.m. [/graph]

Danske Bank mistede f.eks. kontrollen over sin imagekampagne New Standards/New Normal. Kampagnen trak på Occupy Wall Street-bevægelsen, der om nogen stod som symbolet på kampen mod kapitalismen, og de mange andre folkelige protester, der kom i kølvandet på finanskrisen. Hvis det var opmærksomhed, banken ville have, fik den det. De sociale medier flød over med anklager om hykleri og ansvarsforflygtigelse. Se illustration 2. Kunderne flygtede, og kampagnen blev skrinlagt.

Reklamefilmen var ellers blevet gennemtestet på brugere og medarbejdere. Den var blevet præsenteret for pressen, som havde kvitteret med stående applaus. Bogstaveligt talt. Alt så ud til at gå godt, men gik galt, fordi enkelte kritiske røster begyndte at røre på sig, forklarer Peter Svarre.

Mensch stod bag kampagnen, men direktør Frederik Preisler vil ikke kommentere sagen. Peter Svarre mener, der var tale om en virksomhed, der pludselig fandt sig selv i en ny medievirkelighed, som de ikke var klar til at håndtere. Man havde slet ikke forestillet sig, at de sociale medier kunne slå så hårdt.

Men hvor dårlig omtale på sociale medier altid er dårlig omtale for virksomheder, kan partier og politiske organisationer derimod bruge den dårlige omtale til få luft under deres kampagner.

”De konservatives kampagne er nået ud til mange flere mennesker, end den ellers ville, fordi så mange har kritiseret og gjort grin med den,” forklarer Peter Svarre.

Hvis projektet skal lykkedes, kræver det dog, at kampagnen følges op med konkret politik. Ellers er det eneste, der står tilbage ”øjebliksopmærksomhed,” som Frederik Preisler kalder det.

Også Henrik Kjerrumgaard efterlyser en plan, som kan forløse kampagnen. Han sammenligner det at lave gode kampagner med at lave film. Når manuskriptforfattere begynder på en ny spillefilm, skriver de først slutningen, så starten. Du ved, hvor du skal hen, og hvor du begynder. Så består resten af arbejdet i at finde vejen derhen.

”Jeg kan ikke regne ud, hvor de vil hen med STOP-kampagnen, men måske er der en plan, der bare er svær at gennemskue,” siger Kjerrumgaard.

Indtil videre er andre dele af kampagnen blevet fulgt op af konkrete forslag. ”Stop skattehetzen” er f.eks. blevet fulgt op med et forslag om at afskaffe politiets fotovogne, da de ifølge partiet er en ”skatteinddrivningsmaskine”. I den konservative lejr forlyder det, at kampagnen er planlagt til at køre en måned. Og da den blev lanceret forrige mandag, skrev partiets kommunikationschef sådan her på Twitter:

”Servicetweet: Du kan følge debatten om K’s STOP-kampagne på #CsigerSTOP. Glæd jer. You’ve ain’t seen nothing yet.”